Old/New Testament
14 Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3 Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4 Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5 Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7 Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8 Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9 skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18 Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
Elifaz’ anden tale til Job
15 Elifaz tog nu til genmæle:
2 „Har man hørt mage til opblæst snak?
Du kendes da ellers som en fornuftig mand.
3 Du burde tænke dig bedre om
og ikke bruge den slags tomme ord.
4 Du undergraver fromhed
og viser ingen respekt for Gud.
5 Du kommer med snedige udtalelser
for at dække over dine overtrædelser.
6 Jeg er ikke ude på at dømme dig,
du dømmer dig selv med dine ord.
7 Var du det første menneske i verden?
Blev du født, før jorden blev skabt?
8 Var du til stede, da Gud planlagde det hele?
Fik du monopol på alverdens visdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved?
Tror du virkelig, du er klogere end os?
10 Vores viden stammer fra de gamle vismænd,
der er langt ældre end din far.
11 Er Guds trøst da ikke nok for dig?
Er andres venlige ord til ingen nytte?
12 Hvorfor hidser du dig sådan op
og sender os lynende blikke?
13 Husk lige, at det er Gud, du er vred på,
det er ham, du anklager med dine ord.
14 Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?
Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?
15 Ikke engang englene er uden synd.
Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.
16 Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,
der tørster efter synd som var det vand.
17 Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,
lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,
18 hvad de gamle vismænd har fortalt,
det, de lærte af deres forfædre,
19 af dem, til hvem Gud gav dette land,
før de blev påvirket af fremmede folk.
20 De onde må lide alle deres dage,
de grusomme bliver selv grusomt behandlet.
21 Syndere må leve i evig angst,
selv i fredstid bliver de overfaldet.
22 De tør ikke gå ud om natten
af frygt for at blive myrdet.
23 De ved, at det vil gå galt til sidst,
at de ender som føde for gribbene.
24 Gru og rædsel omringer dem
som en hær, der venter på at angribe.
25 De har jo gjort oprør mod Gud,
trodset den Almægtige.
26 Stædigt satte de sig op mod Gud,
gik til angreb med sværd og skjold.
27 De ragede til sig på alle måder,
maven blev tyk og kinderne fede.
28 De kommer til at bo i ødelagte byer,
i forladte huse, der er ved at falde sammen.
29 Deres rigdom smuldrer og forgår,
de efterlader sig intet af værdi.
30 De undslipper ikke dødens mørke,
men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.
31 Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,
bliver hele deres liv et tomt bedrag.
32 De er som et frugttræ, der ikke blomstrer
og derfor bliver fældet i utide.
33 De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,
som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.
34 De gudløses liv bærer ikke frugt.
De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.
35 De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,
indtil de fødes som løgn og bedrag.”
Jobs femte tale: Et svar til Elifaz
16 Job svarede på følgende måde:
2 „Den slags har jeg hørt så tit.
I er nogle kønne trøstere!
3 Er der ingen ende på din elendige tale?
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
4 Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
og rystet på hovedet af jer.
5 Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
prøve at trøste folk i deres sorg.
6 Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
men at tie giver mig heller ingen lindring.
7 Gud har mast mig ned i jorden,
han har udryddet hele min familie.
8 Min elendige tilstand ses som hans straf,
det, han har gjort, som bevis på min skyld.
9 Hans vrede river og rusker i mig.
Han skærer tænder imod mig af raseri.
Hans anklagende øjne gennemborer mig.
10 Folk ser på mig med foragtende blikke,
spottende slår de mig i ansigtet,
alle rotter sig sammen imod mig.
11 Gud har givet mig i gudløses vold,
kastet mig i kløerne på onde mennesker.
12 Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
13 og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,[a]
min galde flød ud på jorden.
14 Han huggede mig sønder og sammen,
han slog mig som en kriger, der er gået amok.
15 Jeg sidder klædt i sæk og aske.
Min stolthed ligger knust i støvet.
16 Mit ansigt er rødt af gråd,
jeg har sørgerande under øjnene.
17 Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
og at min bøn er oprigtig.
18 Mit blod skal råbe fra jorden,
min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
19 Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
en forsvarer, der taler min sag i det høje.
20 Han er min ven og går i forbøn for mig,
for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
21 Han bønfalder Gud på mine vegne,
som et menneske forsvarer sin ven.
22 Jeg har ikke mange år igen,
og når jeg først er gået bort,
er der ingen vej tilbage.
22 Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.
23 Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel. 24 Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham. 25 Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.
Saul i Jerusalem og Tarsos
26 Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. 27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. 28 Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. 29 Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. 30 Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. 31 Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter udfører to store mirakler
32 Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. 33 I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. 34 Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. 35 Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.
36 I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. 37 Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. 38 Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. 39 Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. 40 Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. 42 Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. 43 Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.