Old/New Testament

Hamans plan går i vasken

6 Den nat kunne kongen ikke falde i søvn. Derfor sendte han bud efter rigets krønikebog og bad om at få læst op af bogen. ² Det stykke, der blev læst, indeholdt beretningen om, hvordan Mordokaj havde angivet de to kongelige portvagter Bigtana og Teresh, der i sin tid havde lavet en sammensværgelse i den hensigt at myrde kongen.

³ „Hvilken belønning fik Mordokaj i den anledning?” spurgte kongen.

„Ingen,” svarede kammertjenerne.

^4-5 „Er der nogle af mine embedsmænd i paladset?” spurgte kongen. Haman var netop ankommet tidligt til paladset den morgen for at anmode kongen om tilladelse til at få Mordokaj hængt i den galge, han havde rejst. Tjenerne meldte nu kongen: „Haman står her udenfor.” „Før ham ind!” befalede kongen. ⁶ Da Haman var kommet ind, spurgte kongen: „Sig mig, Haman: Jeg har i sinde at hædre en af mine mænd. Hvordan mener du, jeg bedst kan gøre det?” Haman tænkte straks: „Mon ikke det er mig, kongen gerne vil hædre?” ⁷ Derfor svarede han: „Hvis kongen ønsker at hædre en mand, ⁸ skal man iføre ham en dragt, som kongen selv har haft på, og sætte ham på en hest, som kongen selv har redet på, og som bærer det kongelige diadem på hovedet. ⁹ Så skal en af kongens øverste mænd føre ham rundt i byen, mens han råber: ‚Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!’ ”

¹⁰ „Udmærket!” svarede kongen. „Tag min kongekåbe og min hest og gør, som du har foreslået, med jøden Mordokaj, der sidder blandt dommerne i portrummet. Alt, hvad du har foreslået, skal du gøre!”

¹¹ Haman var nødt til at parere ordre. Han fik overdraget kongens dragt og hest, gav Mordokaj dragten på, hjalp ham op på hesten og førte ham gennem byens gader, mens han råbte: „Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!”

¹² Bagefter vendte Mordokaj tilbage til sit arbejde i portrummet, mens Haman skyndte sig hjem med tilhyllet ansigt, fuldstændig knust. ¹³ Da han fortalte sin kone og vennerne, hvad der var sket, sagde de: „Hvis Mordokaj er jøde, har du ikke blot trukket det korteste strå. Du kan ikke stille noget op imod ham. Du er færdig!”

¹⁴ Mens de endnu talte sammen, ankom kongens tjenere for at hente Haman til den festmiddag, Ester havde forberedt.

Hamans endeligt

7 Om aftenen sad kongen og Haman endnu en gang til fest hos dronning Ester. ² Mens de drak af vinen, spurgte kongen igen: „Hvad har du på hjerte, dronning Ester? Fortæl mig nu, hvad du ønsker. Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”

³ Da svarede dronning Ester: „Hvis jeg har fundet nåde for Deres øjne, herre konge, beder jeg om, at De vil skåne mit eget og mine landsmænds liv. ⁴ Det er blevet besluttet, at jeg og mit folk skal udryddes fuldstændigt. Hvis vi var blevet solgt som slaver, ville jeg ikke have ulejliget kongen af den grund, men total udryddelse er en anden sag.”

⁵ „Hvad mener du?” spurgte kong Xerxes. „Hvem er det, der har besluttet at udrydde jer?”

⁶ „Det er en fjende af jøderne, den onde Haman der!” svarede Ester.

Haman blev ligbleg og rystede af skræk. ⁷ Kongen sprang op i vrede og gik ud i parken, mens Haman blev tilbage for at bønfalde dronning Ester om nåde, for han vidste, hvad kongens vrede betød. ⁸ I sin fortvivlelse knælede Haman ned over divanen, som Ester lå på, netop som kongen vendte tilbage fra haven.

„Hvad i alverden!” råbte kongen. „Overfalder han dronningen for øjnene af mig i mit eget palads?” Straks sprang tjenerne til, overmandede Haman og tildækkede hans ansigt.

⁹ Den tjener, der hed Harbona, sagde til kongen: „Herre, Haman har netop opstillet en høj galge, som var tænkt til Mordokaj, kongens redningsmand. Den står parat i Hamans gård.”

„Så hæng ham selv i den!” beordrede kongen. ¹⁰ Så hængte de Haman i den galge, han havde tænkt til Mordokaj, og kongens vrede lagde sig.

Kongen gør Mordokaj til førsteminister i stedet for Haman

8 Samme dag beslaglagde kong Xerxes alt, hvad der havde tilhørt jødernes fjende, Haman, og overdrog det hele til dronning Ester. Dernæst blev Mordokaj ført frem for kongen, for Ester havde i mellemtiden fortalt ham, at han var hendes plejefar. ² Kongen havde taget sin signetring fra Haman og gav den nu til Mordokaj og gjorde ham dermed til premierminister. Ester overlod også til sin plejefar at bestyre al den ejendom, som havde tilhørt Haman.

³ Derpå trådte Ester endnu en gang frem for kongen og faldt grædende ned for hans fødder, mens hun bønfaldt ham om at sætte en stopper for Hamans plan mod jøderne. ⁴ Igen rakte kongen guldscepteret frem mod Ester, hvorefter hun rejste sig ⁵ og sagde: „Hvis jeg har fundet nåde for kongens øjne, hvis det behager Dem at opfylde mit ønske, og hvis De synes, det er rigtigt at gøre det, beder jeg kongen om at tilbagekalde Hamans befaling om at udrydde jøderne i riget. ⁶ Jeg kan ikke bære at se mit folks og min slægts undergang!”

⁷ Kongen svarede Ester og Mordokaj med følgende ord: „Jeg har gjort, hvad jeg kunne: Jeg har henrettet Haman for hans hadefulde angreb på jøderne, og jeg har overdraget hans ejendom til Ester. ⁸ Men når en lov først er skrevet og har fået det kongelige stempel, kan den ikke trækkes tilbage. I har imidlertid min tilladelse til at sende en skrivelse ud til rigets jøder, og jeg giver jer fuld frihed til i mit navn at skrive, hvad I vil, og ophøje det til lov ved at forsegle brevet med den kongelige signetring.”

⁹ Den 23. dag i den tredje måned, den, der hedder sivan, dikterede Mordokaj et brev for kongens sekretærer, som skrev det ned på de mange forskellige sprog, der taltes i de 127 provinser lige fra Indien til Nubien. Brevet var adresseret til guvernørerne og til jøderne ud over hele riget. ¹⁰ Mordokaj underskrev brevet med kongens navn og stemplede det med det kongelige segl. Derefter udstyrede han sendebudene med de hurtigste heste fra kongens stalde og sendte dem af sted. ¹¹ I lovskrivelsen stod der, at jøderne rundt omkring i rigets byer havde tilladelse til at forene sig og forsvare sig, ja, de havde lov til at dræbe enhver fjende, som angreb dem eller deres kvinder og børn, og de måtte derefter overtage fjendens ejendele. ¹² Loven skulle træde i kraft den 13. dag i den 12. måned, den dag Haman havde fastsat for jødemassakren. ¹³ Desuden stod der, at skrivelsens indhold skulle ophøjes til lov i samtlige rigets provinser, og at denne lov skulle bekendtgøres for alle, så jøderne kunne forberede sig og ruste sig til dagen. ¹⁴ På kongens befaling steg rytterne op på de kongelige heste og galopperede af sted, efter at skrivelsen var blevet bekendtgjort i regeringsbyen Susa.

¹⁵ Derefter forlod Mordokaj paladset iført guldkronen og den blåhvide kongelige klædning med den tilhørende purpurrøde linnedkappe og begav sig gennem byen, hvor han blev hyldet af folkemængden. ¹⁶ Det var indvarslingen af en ny tid med fred og glæde for jøderne. ¹⁷ Og hver gang de kongelige kurerer nåede frem til en ny by, blev der stor begejstring blandt jøderne, som fejrede begivenheden med fest og dans. Mange ikke-jøder sluttede sig endda til jøderne, for de blev fyldt med ærefrygt for dem.

Menigheden udvælger syv menighedstjenere

6 Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling. ² Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen. ³ Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen, ⁴ så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”

⁵ De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen). ⁶ De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.

⁷ Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.

Stefanus bliver arresteret

⁸ Stefanus, der var fuld af Guds nåde og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket. ⁹ En dag kom der nogle mænd fra den synagoge, der hed „De Frigivnes Synagoge”,^[a] og de begyndte at diskutere med ham. Der var folk fra Kyrene, Alexandria og provinserne Kilikien og Asien. ¹⁰ Men ingen af dem kunne modsige Stefanus’ visdomsord og Helligåndens inspiration. ¹¹ De fik så nogle mænd til at sige: „Vi har hørt den mand tale imod Moses og imod Gud selv!” ¹² Derved fik de ophidset både den jævne befolkning, de jødiske ledere og de skriftlærde. Stefanus blev pågrebet og ført frem for Det jødiske Råd. ¹³ Her rejste de falske vidner sig og sagde: „Den mand bliver ved med at tale imod vores hellige tempel og imod Toraen.^{[b] 14} Vi har selv hørt ham sige, at nazaræeren Jesus vil nedbryde templet og lave om på de love, som Moses har givet os.” ¹⁵ Alle rådsmedlemmerne stirrede på Stefanus, for hans ansigt strålede som en engels.