Old/New Testament

7 Efter at muren var færdig og portfløjene sat på plads, udpegede jeg tempelvagter og korsangere blandt levitterne. ² Derefter overdrog jeg ansvaret for Jerusalem til min bror Hanani og til Hananja, der var kommandant for tropperne i tempelborgen, en mand, der tjente Gud mere trofast end de fleste. ³ Jeg gav dem instrukser om ikke at åbne byens porte før et godt stykke efter solopgang, og at lukke og låse dem i god tid inden solnedgang, mens vagterne endnu var på deres poster. Desuden indprentede jeg dem, at alle Jerusalems indbyggere skulle være med til at holde vagt ved muren, og at de, der boede umiddelbart op til muren, skulle holde vagt på den strækning, der lå ud for deres hus. ⁴ Indbyggertallet var på det tidspunkt lille i forhold til byens udstrækning, og der var endnu ikke bygget nye huse i byen.

Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet

⁵ Gud gav mig den tanke at samle byens ledere, embedsmænd og den menige befolkning, så vi kunne registrere dem slægt for slægt. Jeg var nemlig kommet i besiddelse af slægtstavlerne over dem, der i sin tid var vendt hjem fra eksilet.

⁶ De judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, havde bosat sig enten i Jerusalem eller i de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og ført i eksil. ⁷ Lederne for de hjemvendte var Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Azarja, Ra’amja, Nahamani, Mordokaj, Bilshan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba’ana.

Det følgende er listen over antallet af de mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra: ^8-38 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 652, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2818, af Elam: 1254, af Zattu: 845, af Zakkaj: 760, af Binnuj: 648, af Bebaj: 628, af Azgad: 2322, af Adonikam: 667, af Bigvaj: 2067, af Adin: 655, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Hashum: 328, af Betzaj: 324, af Harif: 112, af Gibeon: 95. Dem fra Betlehem og Netofa: 188, fra Anatot: 128, fra Bet-Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 123. Efterkommere af den anden Nebo: 52, af den anden Elam: 1254, af Harim: 320. Folkene fra Jeriko: 345, fra Lod, Hadid og Ono: 721 og fra Sena’a: 3930.

^39-42 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, Pashhur: 1247 og af Harim: 1017.

^43-45 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 148 tempelsangere af Asafs slægt og 138 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.

^46-56 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Sia, Padon, Lebana, Hagaba, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tema, Netziach, og Hatifa.

^57-59 Efterkommerne efter Salomons tjenere var fra følgende slægter: Sotaj, Soferet, Perida, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Amon. ⁶⁰ Det samlede antal tempeltjenere og Salomons tjenere var 392.

⁶¹ Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addon og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. ⁶² Den gruppe bestod af 642 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.

⁶³ Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) ^64-65 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne—indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmålet ved hjælp af Urim og Tummim.

⁶⁶ I alt var der 42.360 mænd, som var vendt tilbage til Juda sammen med deres familier. ⁶⁷ Dertil kom 7337 slaver og 245 tempelsangere, både mænd og kvinder. De medbragte 736 heste, 245 muldyr, ⁶⁸ 435 kameler og 6720 æsler.

⁶⁹ Nogle af slægtsoverhovederne gav frivillige offergaver til tempelbyggeriet. Guvernøren gav 1000 guldstykker, 50 guldskåle og 530 præstedragter. ⁷⁰ De andre ledere gav i alt 170 kilo guldstykker og 1300 kg sølv. ⁷¹ Den almindelige befolkning gav i alt 170 kilo guldstykker, 1200 kg sølv og 67 præstedragter.

⁷² Præsterne, levitterne, tempelvagterne, tempelsangerne og resten af de hjemvendte bosatte sig derefter i de byer i Juda de oprindeligt stammede fra.

Ezra læser op af Toraen

8 Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem og samledes på den åbne plads inden for Vandporten. De bad nu den skriftlærde præst Ezra hente bogen med Toraen, som Herren havde givet Israels folk.

^2-5 Ezra hentede bogrullen og stillede sig op på en platform af træ, der var lavet specielt til anledningen. Det var den første dag i den syvende måned. Han stod foran Vandporten med Mattitja, Shema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma’aseja på sin højre side. På sin venstre side havde han Pedaja, Mishael, Malkija, Hashum, Hashbaddana, Zekarja og Meshullam. Forsamlingen bestod af både mænd og kvinder og de børn, der var gamle nok til at forstå bogens indhold. Alle fulgte ham med øjnene, og da han åbnede bogrullen, rejste hele forsamlingen sig op. Ezra læste op af bogen hele formiddagen, og folk lyttede opmærksomt. ⁶ Da han åbnede bogen, lovpriste han Herren, den Almægtige, og folket svarede „Amen!” mens de løftede hænderne mod himlen. Derefter lagde de sig på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse til Herren.

^7-8 Mens Ezra læste op af bogen med Guds instrukser, stod levitterne Jeshua, Bani, Sherebja, Jamin, Akkub, Shabbetaj, Hodija, Ma’aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja og forklarede betydningen af det, der blev læst, så alle kunne forstå det. ⁹ Da folket blev klar over Toraens indhold, begyndte de at græde. Men Nehemias og Ezra og de levitter, der havde forklaret teksten, sagde: „Denne dag er indviet til Herren. Derfor skal I ikke græde, men glæde jer.” ¹⁰ Nehemias fortsatte: „I skal fejre dagen med et festmåltid, fede retter og vin mend honning i, og dele med dem, der intet har. Vær ikke sørgmodige, for glæden fra Herren giver jer styrke!”

¹¹ Også levitterne gjorde, hvad de kunne, for at berolige folket. „Græd ikke!” sagde de. „I dag er en festdag for Herren, hvor vi bør glæde os og ikke sørge!”

¹² Så brød folket op for at holde fest med glæde, for de havde forstået det budskab, der var blevet forklaret for dem. De spiste og drak og delte med hinanden.

Løvhyttefesten

¹³ Næste dag kom slægtsoverhovederne, præsterne og levitterne til Ezra for at blive undervist mere indgående i Toraen. ¹⁴ Da blev de klar over, at Herren gennem Moses havde befalet, at Israels folk skulle bo i løvhytter under den ugelange høstfest i den syvende måned. ¹⁵ Man sendte derfor følgende besked til alle landets byer og til folk i Jerusalem: „Gå ud på højene og hent grene fra oliventræer, myrter, palmer og andre træer med blade, så I kan bygge løvhytter, som der står skrevet.”

¹⁶ Folk blev derfor sendt ud for at hente grene, og de byggede hytter på hustagene, i gårdhaverne, i tempelgården, på pladsen ved Vandporten og ved Efraimporten. ¹⁷ Alle de hjemvendte byggede hytter og boede i dem i de syv dage, højtiden varede. Løvhyttefesten var ikke blevet fejret siden Josvas tid, og alle var begejstrede og glade. ¹⁸ På hver af de syv dage læste Ezra et stykke op fra bogen, hvorefter man den ottende dag afsluttede højtiden med den særlige ceremoni, som Toraen foreskriver.

Folket bekender deres synd

9 Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg. ² Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd. ^3-4 I tre timer blev der læst op af Toraen, mens folk stod op og lyttede. I de næste tre timer bekendte folket deres synd og tilbad Herren deres Gud under ledelse af levitterne Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, der alle stod på trapper eller forhøjninger.

⁵ Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: „Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, fra evighed og til evighed! Højlovet være Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke.” Derefter ledte Ezra^[a] lovsangen:

Peter og Johannes helbreder en lam mand

3 En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. ² Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. ³ Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. ⁴ De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. ⁵ Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. ⁶ „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” ⁷ I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, ⁸ han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. ⁹ Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, ¹⁰ blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.

Peters tale i templet

¹¹ Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. ¹² „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. ¹³ Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. ¹⁴ Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. ¹⁵ I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. ¹⁶ Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.

¹⁷ Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. ¹⁸ Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. ¹⁹ Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, ²⁰ og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. ²¹ Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter. ²² Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, ²³ for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’^[a]

²⁴ Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. ²⁵ I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’^{[b] 26} Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”