Old/New Testament

4 Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne. ² De dannede en sammensværgelse og lagde planer om at angribe Jerusalem for at sætte en stopper for arbejdet. ³ Men vi bad til vores Gud og satte vagtposter ved muren nat og dag.

⁴ Judæerne klagede over, at de, der skulle bære materialerne, var udmattede, og at der var så mange murbrokker, at de ikke kunne komme frem. ⁵ Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!” ⁶ Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”

⁷ Derfor opstillede jeg folkene familie for familie bevæbnet med sværd, spyd og buer bag ved muren på de steder, hvor den var lavest. ⁸ Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den almægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”

⁹ Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren. ¹⁰ Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer. ¹¹ De, der slæbte sten, var også bevæbnet. De brugte den ene hånd til at bære sten og holdt spyddet i den anden. ¹² De, der byggede på muren, havde deres sværd i bæltet, mens de arbejdede. Hornblæseren holdt sig hele tiden tæt ved mig, parat til at blæse alarm.

¹³ „Det er et omfattende projekt, vi er i gang med,” forklarede jeg folket og deres ledere, „og vi er spredt ud over et stort område. ¹⁴ Så snart der bliver blæst alarm, skal I straks samle jer der, hvor lyden kommer fra. Så vil vores Gud kæmpe for os!”

¹⁵ Således arbejdede vi fra daggry til solnedgang, mens halvdelen altid stod vagt. ¹⁶ Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten. ¹⁷ Både jeg selv og mine folk sov med tøjet på, og vi gik aldrig nogen steder ubevæbnet.^[a]

Nehemias taler de fattiges sag

5 Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. ² Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” ³ Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” ⁴ Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

⁵ „Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

⁶ Da jeg hørte det, blev jeg vred, ⁷ og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: ⁸ „Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. ⁹ Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? ¹⁰ Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. ¹¹ Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. ¹³ Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

¹⁴ I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. ¹⁵ Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. ¹⁶ I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. ¹⁷ Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. ¹⁸ Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

¹⁹ Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!

Muren bliver færdig trods fortsat modstand

6 Byggeriet fortsatte, til muren var færdig, og nu manglede vi kun at sætte de sidste portfløje på plads. Da Sanballat, Tobija, araberen Geshem og resten af vores fjender hørte det, ² sendte de bud og bad mig møde dem i en af landsbyerne på Onosletten. Men jeg var klar over, at de havde i sinde at myrde mig. ³ Derfor sendte jeg følgende svar tilbage til dem: „Det er et vigtigt projekt, jeg er i gang med. Jeg kan ikke standse arbejdet for at mødes med jer.”

⁴ Fire gange sendte de bud til mig om at komme, og hver gang gav jeg samme svar. ⁵ Femte gang kom Sanballats sendebud med et åbent brev i hånden, ⁶ i hvilket der stod:

Geshem fortæller mig, at han overalt hører rygter om, at judæerne pønser på at gøre oprør, og at det er grunden til, at I har genopbygget muren. Han fortæller mig endvidere, at du vil være konge over dem, ⁷ og at du allerede har hvervet „profeter” i Jerusalem, som skal sige: „Nu er der en konge i Juda.” Du kan være sikker på, at kong Artaxerxes vil høre om det her. Derfor må du hellere komme og drøfte sagen med mig.

⁸ Jeg sendte besked tilbage: „Du ved udmærket, at det er løgn fra ende til anden. Det er noget, du selv har fundet på.”

⁹ De prøvede blot at gøre os bange med det formål at få os til at standse arbejdet. „Herre,” bad jeg, „giv os mod og styrke til at gøre arbejdet færdigt!”

¹⁰ Nogle dage senere besøgte jeg Shemaja, en søn af Delaja, som var søn af Mehetabel. Han lå syg i sit hus.

„Lad os gemme os inde i templet og låse dørene,” sagde han. „Dine fjender kommer i aften for at dræbe dig.”

¹¹ Men jeg svarede: „Skulle jeg, som er folkets leder, flygte, fordi der er fare på færde? Desuden har jeg ikke lov til at gå ind i templet, når jeg hverken er præst eller levit.”

^12-13 Det var ikke svært at regne ud, at Shemajas budskab ikke var fra Gud, men at Tobija og Sanballat havde betalt ham for at gøre mig bange og lokke mig ind i templet, så de bagefter havde noget at anklage mig for.

¹⁴ Min Gud, det er op til dig at straffe Tobija, Sanballat, den kvindelige profet Noadja og de andre profeter, som har forsøgt at tage modet fra mig.

¹⁵ Den 25. dag i elul^[b] måned var muren færdig, kun 52 dage efter at vi havde påbegyndt arbejdet. ¹⁶ Da vores fjender og de omkringboende folk hørte, at arbejdet var fuldført, blev de bange og modløse, for de forstod, at det var vores Gud, der havde hjulpet os.

¹⁷ I løbet af de 52 dage udvekslede Tobija adskillige breve med overklassen i Juda. ¹⁸ Mange af dem havde svoret ham troskab, fordi han var svigersøn til Shekanja, en søn af Ara, og fordi hans søn Johanan var gift med en datter af Meshullam, en søn af Berekja. ¹⁹ Alle forsøgte de at overbevise mig om, hvor god Tobija var, hvorefter de løb tilbage og fortalte ham alt, hvad jeg havde sagt om ham. Tobija sendte mig en masse trusselsbreve for at tage modet fra mig.

7 Efter at muren var færdig og portfløjene sat på plads, udpegede jeg tempelvagter og korsangere blandt levitterne. ² Derefter overdrog jeg ansvaret for Jerusalem til min bror Hanani og til Hananja, der var kommandant for tropperne i tempelborgen, en mand, der tjente Gud mere trofast end de fleste. ³ Jeg gav dem instrukser om ikke at åbne byens porte før et godt stykke efter solopgang, og at lukke og låse dem i god tid inden solnedgang, mens vagterne endnu var på deres poster. Desuden indprentede jeg dem, at alle Jerusalems indbyggere skulle være med til at holde vagt ved muren, og at de, der boede umiddelbart op til muren, skulle holde vagt på den strækning, der lå ud for deres hus. ⁴ Indbyggertallet var på det tidspunkt lille i forhold til byens udstrækning, og der var endnu ikke bygget nye huse i byen.

Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet

⁵ Gud gav mig den tanke at samle byens ledere, embedsmænd og den menige befolkning, så vi kunne registrere dem slægt for slægt. Jeg var nemlig kommet i besiddelse af slægtstavlerne over dem, der i sin tid var vendt hjem fra eksilet.

⁶ De judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, havde bosat sig enten i Jerusalem eller i de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og ført i eksil. ⁷ Lederne for de hjemvendte var Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Azarja, Ra’amja, Nahamani, Mordokaj, Bilshan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba’ana.

Det følgende er listen over antallet af de mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra: ^8-38 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 652, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2818, af Elam: 1254, af Zattu: 845, af Zakkaj: 760, af Binnuj: 648, af Bebaj: 628, af Azgad: 2322, af Adonikam: 667, af Bigvaj: 2067, af Adin: 655, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Hashum: 328, af Betzaj: 324, af Harif: 112, af Gibeon: 95. Dem fra Betlehem og Netofa: 188, fra Anatot: 128, fra Bet-Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 123. Efterkommere af den anden Nebo: 52, af den anden Elam: 1254, af Harim: 320. Folkene fra Jeriko: 345, fra Lod, Hadid og Ono: 721 og fra Sena’a: 3930.

^39-42 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, Pashhur: 1247 og af Harim: 1017.

^43-45 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 148 tempelsangere af Asafs slægt og 138 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.

^46-56 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Sia, Padon, Lebana, Hagaba, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tema, Netziach, og Hatifa.

^57-59 Efterkommerne efter Salomons tjenere var fra følgende slægter: Sotaj, Soferet, Perida, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Amon. ⁶⁰ Det samlede antal tempeltjenere og Salomons tjenere var 392.

⁶¹ Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addon og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. ⁶² Den gruppe bestod af 642 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.

⁶³ Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) ^64-65 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne—indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmålet ved hjælp af Urim og Tummim.

⁶⁶ I alt var der 42.360 mænd, som var vendt tilbage til Juda sammen med deres familier. ⁶⁷ Dertil kom 7337 slaver og 245 tempelsangere, både mænd og kvinder. De medbragte 736 heste, 245 muldyr, ⁶⁸ 435 kameler og 6720 æsler.

⁶⁹ Nogle af slægtsoverhovederne gav frivillige offergaver til tempelbyggeriet. Guvernøren gav 1000 guldstykker, 50 guldskåle og 530 præstedragter. ⁷⁰ De andre ledere gav i alt 170 kilo guldstykker og 1300 kg sølv. ⁷¹ Den almindelige befolkning gav i alt 170 kilo guldstykker, 1200 kg sølv og 67 præstedragter.

⁷² Præsterne, levitterne, tempelvagterne, tempelsangerne og resten af de hjemvendte bosatte sig derefter i de byer i Juda de oprindeligt stammede fra.

²² Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. ²³ Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. ²⁴ Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. ²⁵ David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:

²⁹ Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. ³⁰ Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. ³¹ Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.

³² Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. ³³ Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.

³⁴ David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:

³⁶ Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”

³⁷ Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” ³⁸ Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, ³⁹ for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”

⁴⁰ Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.

De troendes fællesskab

⁴¹ Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. ⁴² De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,^[c] og de var med, når man samledes til bøn.

⁴³ I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. ⁴⁴ De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. ⁴⁵ Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. ⁴⁶ Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. ⁴⁷ De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.