Old/New Testament

Joash udråbes til konge^(A)

23 I Ataljas syvende regeringsår tog Jojada mod til sig og sammenkaldte følgende officerer for at indvi dem i sin hemmelighed: Azarja, søn af Jeroham; Ishmael, søn af Johanan; Azarja, søn af Obed; Ma’aseja, søn af Adaja; og Elishafat, søn af Zikri. ² I al hemmelighed drog disse mænd rundt til alle landets byer for at indkalde levitternes ledere og slægtsoverhovederne til et møde i Jerusalem. ³ Da alle var ankommet, samledes de på tempelområdet og aflagde troskabsed over for den unge kronprins, Joash.

„Nu er tiden kommet, hvor kongens søn bør overtage tronen!” sagde Jojada. „Herren har jo lovet, at det altid skal være en af Davids efterkommere, der skal sidde på tronen. ⁴ Hør her, hvad I skal gøre: Næste sabbat, når præsterne og levitterne møder op for at påbegynde deres tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved tempelportene, ⁵ og en anden tredjedel skal holde vagt ved det kongelige palads, mens den sidste tredjedel samles ved Jesod-porten. Alle andre skal blive i forgården. ⁶ Husk, at kun de præster og levitter, der er i tjeneste og har gennemgået renselsesceremonien, må gå ind i selve Herrens hus. ⁷ I levitter skal med dragne sværd stå vagt omkring kongen. Dræb enhver, der gør forsøg på at trænge ind i templet. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁸ Levitterne og de øvrige mænd fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten, for Jojada havde befalet, at alle skulle stå til rådighed den sabbat. ⁹ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, både store og små, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹⁰ De bevæbnede mænd tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne. ¹¹ Da alt var klar, førte Jojada og hans sønner prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. De gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han blev salvet til konge, og folk råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død^(B)

¹² Da dronning Atalja hørte støjen fra mængden, der løb omkring og hyldede den nye konge, skyndte hun sig over til templet. ¹³ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede. Der var andre musikere, som ledte et lovsangskor.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁴ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.”

¹⁵ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

Jojadas reformer^(C)

¹⁶ Jojada genoprettede pagten med Herren, så både han og kongen og hele folket lovede at tilbede Herren og være hans folk. ¹⁷ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret.

¹⁸ Derpå genindsatte Jojada præsterne i deres embeder med de forpligtelser, kong David havde bestemt, så de kunne bringe brændofre til Herren, som Toraen foreskriver. Han gav levitterne ansvaret for lovsangen i templet efter de retningslinier, kong David havde nedskrevet. ¹⁹ Desuden sørgede han for, at tempelvagterne stod på deres post ved portene, så ingen ceremonielt urene mennesker kunne komme ind.

²⁰ Dernæst førte han sammen med officererne, de øvrige ledere, slægtsoverhovederne og hele folket den unge konge ud af templet og gennem den øvre port ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

²¹ Alle var glade og lykkelige, og livet i byen fandt sin daglige, stille gænge efter Ataljas død.

Joash og Jojada sætter templet i stand^(D)

24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ³ Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.

⁴ Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, ⁵ og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.

⁶ Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”

⁷ Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. ⁸ Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. ⁹ Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. ¹⁰ Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. ¹¹ Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.

¹² Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. ¹³ Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. ¹⁴ Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.

Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. ¹⁵ Han blev meget gammel—130 år—før han døde. ¹⁶ På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda^(E)

^17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. ¹⁹ Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.

²⁰ Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”

²¹ Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. ²² Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”

²³ Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. ²⁴ Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.

²⁵ Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. ²⁶ Attentatmændene var Zabad,^[a] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. ²⁷ Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.

Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Vinstokken og grenene

15 Mens de gik,^[a] fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok,^[b] og min Far er ejeren. ² Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den beskærer han, for at den kan bære mere frugt. ³ I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig.

⁴ Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer!^[c] Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. ⁵ De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.

⁶ De grene, der afbryder forbindelsen til mig, bliver som sagt fjernet og smidt på jorden, fordi de ikke bar frugt. Derpå tørrer de ind og bliver til sidst samlet sammen og brændt.

⁷ Men hvis I bliver i mig, og handler på mine befalinger, så bed om, hvad I vil, og det vil ske. ⁸ I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple.

Kærlighed og lydighed

⁹ Som Faderen har elsket mig, har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. ¹⁰ I bliver i min kærlighed ved at adlyde mig, ligesom jeg bliver i min Fars kærlighed ved at adlyde ham. ¹¹ Jeg siger det her til jer, for at min glæde kan være i jer og fylde jeres hjerter. ¹² Min befaling til jer er, at I skal vise hinanden den samme kærlighed, som jeg har vist jer. ¹³ Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner. ¹⁴ I er mine venner—hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. ¹⁵ Jeg betragter jer ikke længere som tjenere,^[d] for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. ¹⁶ Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt—og det skal være en varig frugt—så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. ¹⁷ Min befaling til jer er: I skal elske hinanden.^[e]

Disciplene vil blive hadet af verden

¹⁸ Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. ¹⁹ Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. ²⁰ Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres. ²¹ De vil forfølge jer, fordi I tilhører mig. De kender jo ikke ham, som har sendt mig. ²² De havde ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde været her og talt til dem om deres synd, men nu har de ingen undskyldning. ²³ Den, der hader mig, hader også min Far. ²⁴ De havde heller ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde gjort de store undere iblandt dem, som ingen anden har gjort, men nu har de set dem, og alligevel hader de både mig og min Far. ²⁵ Således opfyldes Skriftens ord: ‚De hadede mig uden grund.’^[f]

²⁶ Når jeg sender Vejlederen til jer—sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen—så vil han tale til mennesker om mig. ²⁷ Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.