Old/New Testament

Abija som konge over Juda^(A)

13 Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, ² og han regerede i Jerusalem i tre år. Hans mor hed Ma’aka og var datter af Uriel fra Gibea.

Da Abija blev konge, brød krigen mellem Sydriget og Nordriget ud for alvor. ³ Abija samlede en hær på 400.000 erfarne krigere, men Jeroboam drog imod ham med en hær på 800.000. ⁴ Da Judas hær nåede frem til Zemarajims bjerg i Efraims højland, råbte kong Abija:

⁵ „Hør på mig, Jeroboam og Israels^[a] folk! Ved I ikke, at Herren, Israels Gud, etablerede en ubrydelig pagt med David og gav ham det løfte, at hans slægt skulle regere over Israel for evigt? ⁶ Jeroboam er jo blot søn af kong Salomons slave, Nebat, og han har gjort oprør mod sin herre. ⁷ En flok gemene slyngler sluttede sig til ham og satte sig op imod Salomons søn Rehabeam, dengang han var ung og uerfaren og ikke kunne magte dem. ⁸ Tror I virkelig, det vil lykkes jer at besejre et rige, som er under Herrens beskyttelse, og hvor en af Davids efterkommere sidder på tronen? Godt nok er jeres hær dobbelt så stor som min, og I har taget de guldkalve med, som Jeroboam har lavet og fået jer til at tilbede som jeres gud. ⁹ Men I har jaget Herrens præster og levitterne bort og indsat jeres egne afgudspræster, som de øvrige folkeslag gør. I accepterer alle og enhver som præst for jeres afguder—bare han bringer en tyrekalv og syv væddere som offer.

¹⁰ Vi derimod, vi har Herren som vores Gud, og vi har ikke vendt ham ryggen. Vores præster er alle sammen Arons efterkommere, og vi har kun levitter til at hjælpe dem. ¹¹ Hver morgen og aften ofrer de brændofre og røgelse til Herren, de fremlægger de hellige brød på Herrens bord, og de hælder olie på lamperne på guldlysestagen hver aften, så de altid brænder. Det er nemlig magtpåliggende for os at adlyde Herren, vores Gud, i modsætning til jer, der har vendt ham ryggen. ¹² Derfor er Gud med os—ja, han er vores fører. Når hans præster blæser i krigstrompeterne, vil han lede os i kamp. Hør efter, israelitter, opgiv dog at kæmpe imod Herren, jeres fædres Gud. I kan umuligt vinde kampen.”

¹³ I mellemtiden havde Jeroboam i al hemmelighed sendt en del af sine krigere bag om Judas hær, hvor de nu lå i baghold. ¹⁴ Da Judas folk opdagede, at de var omringet af fjender, råbte de til Herren om hjælp. Derpå blæste præsterne i trompeterne som tegn på angreb, ¹⁵ og hele Judas hær istemte krigsråbet. Da råbet lød, besejrede Gud Jeroboam og den israelitiske hær for øjnene af Abija og Judas folk. ¹⁶ Israelitterne flygtede over hals og hoved, og Gud hjalp Judas hær med at slå dem. ¹⁷ Det blev en overvældende sejr den dag, og 500.000 israelitiske krigere faldt i kampen.

¹⁸ Judæerne besejrede israelitterne, fordi de satte deres lid til Herren, deres fædres Gud. ¹⁹ Abijas hær forfulgte Jeroboams hær, og de indtog flere af de israelitiske byer, bl.a. Betel, Jeshana og Efron med deres omliggende landsbyer. ²⁰ Jeroboam kom sig aldrig efter det nederlag, og inden længe tog Herren hans liv.

²¹ Men Abija styrkede sin kongemagt. Han havde 14 koner, 22 sønner og 16 døtre. ²² Hvad der ellers er at fortælle om Abijas ord og bedrifter som konge, er nedskrevet i profeten Iddos kommentar.

²³ Da Abija døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans søn Asa overtog derefter magten, og under hans regering var der fred i landet i 10 år.

Asa som konge over Juda^(B)

14 Asa gjorde, hvad der var godt og rigtigt i Herrens, hans Guds, øjne. ² Han nedbrød afgudsaltrene på offerhøjene og ødelagde frugtbarhedspælene og Asherapælene. ³ Han opfordrede alle judæerne til at søge Herren, deres fædres Gud, og overholde Guds love og befalinger. ⁴ Som følge af, at Asa fjernede alle røgelsesaltre og offersteder for afguderne rundt omkring i Judas byer, sørgede Gud for fred i landet. ⁵ Herren sørgede for, at ingen af hans fjender gik til angreb på landet, så i denne fredelige periode greb Asa anledningen til at genopbygge forsvarsværkerne omkring Judas byer.

⁶ Han sagde til Judas folk: „Nu er der fred i vores land, fordi vi har søgt Herren, og det er ham, der har givet os den fred. Lad os derfor benytte chancen til at befæste byerne med mure, tårne og forskansede porte.” Så gik de i gang med arbejdet, der forløb godt.

⁷ Kong Asas hær bestod af 300.000 mænd fra Judas stamme, bevæbnet med spyd og aflange skjolde, og 280.000 mænd fra Benjamins stamme, bevæbnet med runde skjolde og buer. Alle Asas mænd var veltrænede og modige krigere.

⁸ Engang rykkede en stor hær under ledelse af kushitten Zerach ud mod kong Asa. Hæren bestod af en million mænd og 300 stridsvogne, og de slog lejr ved byen Maresha. ⁹ Asa rykkede ud imod dem med sin hær og lejrede sig i dalen nord for byen.

¹⁰ „Herre,” bad Asa, „for dig er det uden betydning, om man har en stor eller lille hær. Du er vores Gud, og vi stoler på dig. I dit navn rykker vi ud imod den enorme hær. Lad ikke noget menneske besejre dig, Herre!”

¹¹ Derpå slog Herren fjendens hær for øjnene af Asa og hans mænd. Hæren flygtede, ¹² og judæerne forfulgte dem helt til Gerar, indtil hele den fjendtlige hær var udslettet, for Herren og hans hær dræbte dem alle. Derefter vendte den judæiske hær tilbage med et stort krigsbytte. ¹³ Undervejs angreb de alle småbyerne i området, og alle indbyggerne blev grebet af frygt for Herren. Også fra disse byer tog judæerne et stort krigsbytte. ¹⁴ Desuden plyndrede de nomadernes teltlejre og vendte tilbage til Jerusalem med masser af får, geder og kameler.

Maria salver Jesu fødder

12 Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. ² Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. ³ Maria havde en flaske^[a] med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.

⁴ Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: ⁵ „Den olie var en formue^[b] værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” ⁶ Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.

⁷ „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. ⁸ De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”

Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse

⁹ Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. ¹⁰ Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, ¹¹ for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge^(A)

¹² Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, ¹³ og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”^[c]

¹⁴ Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

¹⁶ Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

¹⁷ Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. ¹⁸ Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. ¹⁹ Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet!^[e] Alle render jo efter ham.”

Tro på Lyset, mens I har Lyset

²⁰ Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,^[f] som var kommet langvejsfra. ²¹ De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” ²² Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.

²³ Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. ²⁴ Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. ²⁵ Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. ²⁶ Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.