Old/New Testament

Templet indvies^(A)

7 ^1-2 Da Salomon var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede offerdyrene på alteret, og Herrens herlighed fyldte templet, så præsterne ikke kunne gå derind. ³ Da Israels folk så ilden og Herrens herlighed, knælede de med ansigtet mod jorden og tilbad og takkede Herren med ordene:

⁴ Kongen og folket bragte en utrolig mængde ofre til Herren. ⁵ Kong Salomons offer alene bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. På den måde indviede de Guds tempel. ⁶ Under offerhandlingen stod præsterne på deres poster, og levitterne spillede og sang: „Herrens trofasthed varer til evig tid”. De spillede på de instrumenter, som kong David havde ladet fremstille til brug ved lovprisning af Herren. Over for levitterne stod præsterne og blæste i deres trompeter, mens hele folket stod op.

⁷ Salomon indviede den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret, som han have fået lavet, var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og fedtet fra takofrene, som skulle brændes.

⁸ Salomon og hele Israels folk fejrede indvielsen af templet i syv dage. En vældig menneskemængde fra hele Israel tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. ⁹ Efter indvielsesfesten fejrede de Løvhyttefesten i endnu syv dage, og dagen efter afsluttedes det hele med en særlig højtidelighed. ¹⁰ Den 23. dag i den syvende måned brød folket op og vendte hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist David, Salomon og sit folk, Israel.

Guds advarsel til Salomon^(B)

¹¹ Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Det var lykkedes ham at fuldføre alle sine planer for templet og paladset. ¹² Da viste Herren sig for ham om natten og sagde: „Jeg har hørt din bøn og udvalgt dette tempel som et sted, hvor I kan bringe ofre til mig. ¹³ Hvis jeg fremover lukker himlens sluser, så regnen udebliver, eller hvis jeg befaler græshopper at ødelægge jeres afgrøder, eller jeg sender sygdomsepidemier iblandt jer, ¹⁴ og hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land. ¹⁵ Jeg vil lytte til hver en bøn, som bedes på dette sted, ¹⁶ for jeg har udvalgt og indviet dette hus som min bolig for evigt. Mine øjne hviler på dette sted, og jeg vil altid have det i tanke.

¹⁷ Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, ¹⁸ så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone!’

¹⁹ Men hvis I vender jer bort fra mig, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, ²⁰ så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil jeg gøre mit folk til genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. ²¹ Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver, der går forbi, vil blive slået af forundring og spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ ²² Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”

Salomons byggeprojekter^(C)

8 I 20 år havde Salomon nok at gøre med at bygge Herrens hus og sit eget palads. ² Da de var færdige, gik han i gang med at genopbygge de byer, kong Hiram af Tyrus havde givet tilbage til ham, og han overflyttede nogle af israelitterne til disse byer. ³ Derefter gik han til angreb på byen Hamat-Zoba og indtog den. ⁴ Han udbyggede også Tadmor i ørkenen og indrettede byerne i Hamat til forrådscentre. ⁵ Han befæstede byerne Øvre og Nedre Bet-Horon og gjorde dem til forsyningsbyer med stærke mure og forskansede porte. ⁶ Endvidere udbyggede han Ba’alat og andre forsyningsbyer foruden byerne, hvor han indrettede de kongelige heste- og vognstalde. Han fuldførte således alle de byggeplaner, han havde for Jerusalem, Libanons bjerge og hele det store rige, han regerede over.

^7-8 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. ⁹ Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere og ryttere. ¹⁰ Blandt israelitterne udpegede han desuden 250 til at være opsynsmænd ved byggeprojekterne.

Forskellige oplysninger^(D)

¹¹ Efter at byggeriet var færdigt, flyttede Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. „Hun skal ikke bo i kong Davids gamle palads,” sagde han, „for Herrens Ark stod opbevaret i det palads, og derfor er det et helligt sted.”

¹² På alteret foran templet ofrede Salomon brændofre til Herren. ¹³ Antallet af offerdyr skiftede fra dag til dag i henhold til de instrukser, Moses havde givet. Særlige ofre blev bragt på sabbatten, ved nymånefesten og ved de tre årlige højtider: påskefesten, ugefesten og løvhyttefesten. ¹⁴ I henhold til den ordning, hans far havde indstiftet, blev præsterne inddelt i skiftehold. Levitterne havde ansvaret for lovsangen, og de skulle også hjælpe præsterne med det daglige arbejde. Tempelvagterne blev stationeret ved templets porte i henhold til deres arbejdsplan, som var fastlagt af David. ¹⁵ Præsterne og levitterne fulgte til punkt og prikke kongens befalinger vedrørende tempeltjenesten og bevogtningen af templets skatkamre. ¹⁶ Således havde Salomon nu sørget for, at alt vedrørende tempelbyggeriet var blevet udført nøjagtigt efter forskrifterne, lige fra byggeriet begyndte til templet stod færdigt.

¹⁷ Salomon tog derefter ned til byerne Etzjon-Geber og Eilat ved kysten ud til Det Røde Hav i Edoms land. ¹⁸ Kong Hiram havde nemlig sendt ham nogle skibe fra sin egen flåde, bemandet med erfarne søfolk. Salomons folk sejlede nu sammen med dem til Ofir, og de kom tilbage med mere end 15 tons guld, som de afleverede til Salomon.

Dronningen af Saba besøger kong Salomon^(E)

9 Da dronningen af Saba hørte om Salomons visdom, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. ² Salomon besvarede alle hendes spørgsmål—ikke et eneste var for vanskeligt for ham. ³ Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, ⁴ den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, mundskænkene i deres flotte dragter, og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:

⁵ „Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. ⁶ Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom overgår langt de vildeste rygter! ⁷ Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. ⁸ Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig til at regere over sit folk. Det er på grund af din Guds kærlighed til Israel og hans ønske om at hjælpe dem for evigt, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”

⁹ Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.

¹⁰ I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams og kong Salomons folk foruden at bringe guld fra Ofir også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. ¹¹ Det kostbare træ brugte kongen til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til i Judas land.

¹² Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, langt flere gaver, end hun var kommet med. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.

Salomons rigdom^(F)

¹³ Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons^[a] guld fra sine guldminer. ¹⁴ Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat. De arabiske vasalkonger og landets egne guvernører bragte store mængder guld og sølv til Salomon.

^15-16 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik 3½ kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.

¹⁷ Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. ¹⁸ Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde armlæn på begge sider og en fodskammel af guld. Ved hver side stod en forgyldt løve. ¹⁹ For enderne af hvert trin stod der også en forgyldt løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.

²⁰ Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid.

²¹ Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.

²² Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. ²³ Konger fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, ²⁴ og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.

²⁵ Endvidere havde Salomon 4000 heste^[b] til sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. De var fordelt i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. ²⁶ Han regerede over alle kongerigerne fra Eufratfloden i nord til filistrenes land og grænsen til Egypten mod syd. ²⁷ Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt et syn i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. ²⁸ Hans heste blev importeret fra Egypten og mange andre lande.

Salomons død^(G)

²⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Salomons regeringstid er nedskrevet i profeten Natans krønike, i Ahija af Shilos profeti og i profeten Jedos bog, som også omhandler Jeroboam, Nebats søn.

³⁰ Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. ³¹ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

11 ^1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. ³ De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.

⁴ Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”

⁵ Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. ⁶ Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, ⁷ men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” ⁸ Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”

⁹ Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.^{[a] 10} Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” ¹¹ Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” ¹² „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. ¹³ De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. ¹⁴ Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, ¹⁵ og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” ¹⁶ Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”

¹⁷ Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. ¹⁸ Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, ¹⁹ og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

²⁰ Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. ²¹ Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. ²² Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”

²³ „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. ²⁴ „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. ²⁵ Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; ²⁶ og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” ²⁷ „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”

²⁸ Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” ²⁹ Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.