Old/New Testament

David forbereder Salomon på tempelbyggeriet

28 David sammenkaldte alle landets ledere til et møde i Jerusalem: Stammelederne, de 12 divisionschefer og mange andre officerer, alle der havde opsyn med kongens og hans sønners ejendom og besætning, hofmændene og en række heltemodige krigere. ² Da de var samlet, rejste kongen sig og sagde:

„Mine ledere og mit folk! Jeg havde på hjerte at bygge et tempel, hvor Herrens Ark kunne stå, og hvor Herren kunne bo. Jeg har tilvejebragt alt, hvad der er brug for til byggeriet, ³ men Gud har sagt ligeud: ‚Fordi du har udgydt så meget blod i dine krige, bliver det ikke dig, der kommer til at bygge mit tempel.’

⁴ Ikke desto mindre har Herren, Israels Gud, udvalgt mig til at begynde et dynasti, der skal regere over Israel til evig tid. Først udvalgte han Judas stamme til at være den, kongerne skulle komme fra. Dernæst udvalgte han af Judas stamme min familie, og endelig behagede det ham at udvælge mig blandt min fars sønner til at være konge over Israel. ⁵ Og blandt de mange børn, Herren har givet mig, har han udvalgt Salomon til at efterfølge mig som konge over sit folk, Israel. ⁶ Herren sagde nemlig til mig: ‚Din søn Salomon skal bygge mit tempel, for jeg har udvalgt ham som min søn, og jeg vil være hans far. ⁷ Hvis han fortsætter med at følge mine befalinger og forskrifter, som han gør i dag, vil jeg grundfæste hans kongedømme for evigt.’

⁸ Med Gud som vidne opfordrer jeg derfor jer alle, hele Israels folk, Herrens menighed, til at overholde alle Guds bud, så I kan beholde dette gode land og lade det gå i arv til jeres efterkommere til evig tid. ⁹ Og du, min søn Salomon, hold fast ved din fars Gud! Tjen ham helhjertet og med et villigt sind, for Herren ser til hjertet, og han kender hver en tanke! Hvis du søger ham, vil han lade sig finde. Men hvis du vender dig fra ham, vil han forkaste dig for evigt. ¹⁰ Du må forstå, at Herren har udvalgt dig til at bygge ham et hus, som skal være hans helligdom. Så vær blot frimodig og gå i gang med arbejdet.”

¹¹ Derpå overrakte David Salomon planerne over templet med forhallen og de øvrige bygninger, forrådskamrene, tagrummene, det hellige rum og det allerhelligste rum med forsoningsstedet, hvor Gud tilgiver folkets synder. ¹² Han gav ham også planerne for tempelforgården, de ydre kamre og rummene, hvor tempelredskaberne og alle gaverne til templet skulle opbevares. ¹³ Kongen gav endvidere Salomon instrukser vedrørende præsternes og levitternes skiftehold, og forklarede ham brugen af samtlige redskaber, der hørte til tjenesten i Herrens Hus.

¹⁴ David forklarede, hvor meget guld og sølv der skulle bruges til de forskellige tempelredskaber, ¹⁵ hvor meget der skulle bruges til guld- og sølvlysestagerne og de tilhørende lamper af guld eller sølv, afhængig af deres funktion. ¹⁶ Han forklarede, hvor meget guld der skulle bruges til bordet, hvor de hellige brød skulle lægges frem, og hvor meget sølv der skulle bruges til sølvbordene i templet. ¹⁷ Derefter forklarede han, hvor meget guld der skulle bruges til kødgafler, stænkeskåle og kander, og hvor meget guld og sølv der skulle bruges til guld- og sølvbægrene. ¹⁸ Endelig forklarede han, hvor meget rent guld der skulle bruges til røgelsesalteret og til keruberne, hvis vinger dækker over pagtens ark.

¹⁹ „Hver eneste detalje i denne plan blev givet mig af Herren,” understregede David. ²⁰ „Gå derfor blot frimodigt i gang med arbejdet. Lad dig ikke overvælde af det store projekt, for Herren, min Gud, vil være med dig. Han vil ikke svigte dig. Han vil hjælpe dig til at fuldføre det hele, indtil alt arbejdet med Herrens Hus er færdigt. ²¹ Alle præsterne og levitterne er parat til at udføre deres opgaver i templet. Du har mange folk til rådighed, som både er villige og kvalificerede til al slags arbejde. Alle lederne og hele folket vil gøre, hvad du befaler dem.”

David og forsamlingen bringer gaver til Herren

29 Henvendt til hele forsamlingen sagde David: „Min søn Salomon, som Gud har udvalgt til at efterfølge mig på Israels trone, er endnu ung og uerfaren. Den opgave, der er ham betroet, er stor, for det er ikke et palads til et menneske, han skal bygge, men Herrens eget hus! ² Jeg har derfor gjort, hvad der stod i min magt for at forberede arbejdet. Jeg har samlet alt det guld, sølv, bronze, jern og træ, der skal bruges, foruden alle slags farvede smykkesten og mængder af marmor. ³ For at bevise mit stærke ønske om at se Herrens hus blive bygget giver jeg derudover, hvad jeg personligt ejer af guld og sølv: ^4-5 100 tons rent guld og 240 tons rent sølv til at overtrække bygningens vægge med og til anden udsmykning i templet. Hvem iblandt jer vil følge mit eksempel og bringe gaver til Herren?”

^6-7 Straks kom stamme- og slægtsoverhovederne, officererne og de ledende embedsmænd frivilligt og gav følgende til opførelsen af Herrens hus: 170 tons guld og 10.000 guldmønter, 340 tons sølv, 610 tons bronze og 3400 tons jern. ⁸ De, som ejede smykkesten, gav dem til Herrens hus, og de blev opbevaret i templets skatkammer under Jehiels varetægt. ⁹ Alle glædede sig over at få lov at give, for de gav af hele deres hjerte til Herren, og David var rørt af glæde.

Davids takkesang til Herren

¹⁰ David brød ud i lovsang til Herren i hele folkets påhør:

¹⁴ David fortsatte: „I virkeligheden kan hverken jeg eller mit folk give dig noget som helst, for alt, hvad vi ejer, har vi fået af dig, så vi giver dig kun, hvad der allerede er dit. ¹⁵ Vi er kun gæster på besøg i denne verden, ligesom vores forfædre var det. Vores liv på jorden er som en skygge, der passerer forbi. ¹⁶ Al den rigdom, som vi nu har skaffet til veje for at bygge dit hus, kom fra dig. Det hele tilhører dig. ¹⁷ Min Gud, jeg ved, at du kender menneskers motiver og glæder dig over et oprigtigt hjerte. Jeg gav med glæde og uden bagtanke, og nu har jeg set, at hele dit folk har givet frivilligt og med glæde.

¹⁸ Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, jeg beder om, at dit folk altid må bevare den samme indstilling, og at du vil drage deres hjerter til dig. ¹⁹ Giv også min søn Salomon et helhjertet ønske om at adlyde alle dine befalinger, love og forordninger, så han kan bygge det tempel, som jeg har gjort forberedelser til.”

²⁰ Derefter sagde David til hele forsamlingen: „Lovsyng Herren, jeres Gud!” Alle lovpriste nu deres fædres Gud og bøjede sig til jorden for Gud og for kongen.

Salomon anerkendes som konge

²¹ Dagen efter bragte forsamlingen 1000 unge tyre, 1000 væddere og 1000 lam som slagtofre og brændofre til Herren. Der var også drikofre og takofre i massevis, så der var nok at spise til hele forsamlingen. ²² Hele dagen spiste og drak de med stor glæde for Herrens ansigt. Derpå indsatte de endnu en gang kong Davids søn Salomon til konge. Ind for Herrens ansigt salvede de ham som regent, og de salvede samtidig Zadok som ypperstepræst. ²³ Efter sin fars død overtog Salomon tronen. Han fik stor fremgang, og hele Israels folk adlød ham. ²⁴ Alle landets ledere, hærens officerer og kong Davids andre sønner aflagde troskabsløfte over for ham. ²⁵ Herren gjorde ham til en populær konge i Israel, som fik større ære og fremgang end nogen anden konge i Israel før ham.

Davids død

^26-27 David var konge over Israel i 40 år. I syv år regerede han fra Hebron og i 33 år fra Jerusalem. ²⁸ Han døde i en høj alder som en velhavende og respekteret mand, og hans søn Salomon blev konge i hans sted. ²⁹ Beskrivelser af kong Davids liv og bedrifter findes i profeterne Samuel, Natan og Gads bøger. ³⁰ De fortæller i detaljer om hans regeringstid, og hvad der ellers skete med ham og Israels folk og nabolandene.

²⁴ For anden gang tilkaldte farisæerne manden, der havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud æren! Vi ved jo, at han, der helbredte dig, er et syndigt menneske.”

²⁵ „Om han er en synder, det ved jeg ikke,” svarede manden, „men én ting ved jeg: Før var jeg blind, og nu kan jeg se!”

²⁶ „Jamen, hvordan gjorde han det?” spurgte de. „Hvordan fik han dig til at se?”

²⁷ „Det har jeg jo lige fortalt jer!” udbrød manden. „I hørte måske ikke efter? Hvorfor vil I ellers høre det igen? I vil da ikke være hans disciple, vel?”

²⁸ Så skældte de ham ud: „Du kan selv være hans discipel! Vi er disciple af Moses. ²⁹ Vi ved, at Gud talte til Moses, men vi ved ikke, hvem den her mand er.”

³⁰ „Det var da mærkeligt,” svarede manden. „Han helbreder en blind, og I aner ikke, hvem han er. ³¹ Mon Gud ville bønhøre ham, hvis han var et syndigt menneske? Nej, Gud bønhører dem, der viser ham ære og gør hans vilje. ³² Har man nogensinde før hørt, at en blindfødt er blevet helbredt, så han kunne se? ³³ Hvis den mand ikke kom fra Gud, kunne han ikke have gjort det.”

³⁴ „Vil du nu til at belære os?” råbte de. „Du, som har været en synder hele dit liv!” Så jog de ham ud.^[a]

Farisæernes blindhed

³⁵ Da Jesus hørte, hvordan manden var blevet smidt ud, opsøgte han ham og spurgte: „Tror du på Menneskesønnen?” ³⁶ „Mester, sig mig, hvem han er, så jeg kan tro på ham,” svarede manden. ³⁷ „Du har allerede set ham,” sagde Jesus. „For det er mig, der er Menneskesønnen.” ³⁸ „Herre, jeg tror!” svarede han og faldt på knæ foran Jesus.

³⁹ Da sagde Jesus: „Denne verden vil blive dømt, nu da jeg er kommet. De blinde bliver seende, men de seende bliver blinde.” ⁴⁰ Da nogle af de farisæere, som fulgte med Jesus, hørte det, sagde de: „Vil du måske påstå, at vi også er blinde?” ⁴¹ Jesus svarede: „Havde I været blinde, ville I have været uden skyld. Men så længe I påstår, at I kan se, er I skyldige!”