Old/New Testament
David besejrer ammonitterne og aramæerne(A)
19 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.
2 „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.
3 Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”
4 Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. 5 Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.
6-7 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. 8 Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. 9 Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. 10-11 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.
12 „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. 13 Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”
14 Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. 15 Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.
16 Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.
17 Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. 18 Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. 19 Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.
Yderligere kamp mod ammonitterne(B)
20 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, rykkede Joab ud med den israelitiske hær. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.[a] Men David selv blev hjemme i Jerusalem. Joab angreb Rabba og ødelagde den.
2 Da David kort efter ankom til Rabba, fjernede han kronen fra ammonitterkongens[b] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. 3 Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte dem til at arbejde med save, hakker og økser. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land.
Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.
Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt(C)
4 Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gezer, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Sippaj, hvorefter filistrene overgav sig. 5 Under en anden kamp mod filistrene lykkedes det Elhanan, Jairs søn, at dræbe en filister ved navn Lahmi, en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom. 6 Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. 7 Han hånede Israel, men Jonatan,[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. 8 Disse filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.
Davids mønstring af hæren(D)
21 Satan ønskede at bringe Israels folk i ulykke, så han gav David den tanke at foretage en optælling af Israels samlede hærstyrke.
2 David sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd. Kom så tilbage og fortæl mig, hvor mange jeg råder over.”
3 Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu. Min herre og konge, er de ikke alle loyale over for dig? Hvorfor vil du begå denne synd? Hvorfor bringe ulykke over Israels folk?”
4 Imidlertid sejrede kongens ord over Joabs protester, så Joab rejste landet rundt for at foretage optællingen. Da han vendte tilbage til Jerusalem, 5 meddelte han David det samlede tal på landets våbenføre mænd: I hele Israel var der 1.100.000 mand, heraf 470.000 i Juda. 6 Joab havde dog undladt at foretage optælling i Levis og Benjamins stammeområde, for han var meget ilde til mode over kongens befaling. 7 Gud var også vred over optællingen. Derfor ville han straffe Israel.
8 Da sagde David til Gud: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig!”
9 Så sagde Herren til profeten Gad, som var i Davids tjeneste: 10 „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” 11 Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: 12 „Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”
13 „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
14 Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde. 15 Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads. 16 Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.
17 „Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. „Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”
18 Derpå sagde Herrens engel til Gad: „Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.” 19-20 David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske. 21 Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.
22 David sagde til Ornan: „Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”
23 „Tag den bare, min herre og konge, og gør med den, hvad du vil,” svarede Ornan. „Her, jeg giver dig mine okser til brændofferet, tærskeslæderne til offerbrænde og brug min hvede til afgrødeofferet. Jeg giver dig det hele!”
24 „Nej,” svarede kong David, „jeg vil betale dig den fulde pris. Jeg kan ikke tage, hvad der tilhører en anden, og ofre det til Herren. Jeg vil ikke bringe ofre, der ikke har kostet mig noget!”
25 Så betalte David Ornan 600 guldstykker for hele området, 26 hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Han bad Herren om nåde, og Herren svarede ved at sende ild fra himlen, som fortærede ofrene på alteret. 27 Herren befalede derefter englen at stikke sværdet i skeden.
28 David fortsatte nu med at ofre til Herren på jebusitten Ornans tærskeplads, fordi Herren dér havde svaret på hans bøn. 29 Herrens telt og brændofferalteret, som Moses havde lavet i ørkenen, stod stadig på højen ved Gibeon. 30 Men David turde ikke tage derhen for at søge Herren, for han var bange for Herrens engels sværd.
8 1 men Jesus gik ud til Olivenbjerget.
Lad dem, der er uden synd, kaste den første sten
2 Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.
3 En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: 4 „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. 5 Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel.[a] Hvad siger du?” 6 De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.
7 Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” 8 Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.
9 Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden—de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. 10 Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” 11 „Nej, Herre,” svarede hun.
„Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”
Jesus—verdens lys
12 Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”
13 Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”
14 Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. 15 I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. 16 Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. 17 Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? 18 Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”
19 „Hvor er din far da henne?” spurgte de.
„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”
20 Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.
Farisæerne fatter intet
21 Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”
22 De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”
23 „Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. 24 Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”
25 „Jamen, hvem er du da?” spurgte de.
„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. 26 „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”
27 De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.