Old/New Testament

16 Guds Ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede man brændofre og takofre til Gud, ² og David velsignede folket i Herrens navn. ³ Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en daddelkage og en rosinkage.

David etablerer lovsang til Herren

⁴ David udpegede nogle af levitterne til at stå foran Herrens Ark og takke og lovprise Israels Gud. ⁵ Asaf ledte lovsangen og spillede på bækken. Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Mattija, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Jeiel spillede på harpe og lyre, ⁶ mens præsterne Benaja og Jahaziel blæste trompet foran Guds Pagts Ark.

⁷ David gav fra den dag af Asaf og hans medhjælpere^[a] ansvaret for at synge lovsange til Herren. De sang følgende sang:

Hele folket råbte „Amen” og lovpriste Herren.

³⁷ David indsatte således Asaf og hans levitiske medhjælpere til dagligt at synge og spille lovsange foran Herrens Pagts Ark. ³⁸ De blev assisteret af Obed-Edom, Jedutuns søn, og 68 levitter fra hans slægt. Obed-Edom fik også ansvaret for at holde vagt ved teltet sammen med Hosa.

³⁹ Ofringerne i den gamle helligdom på højen ved Gibeon fortsatte som hidtil. David udvalgte præsten Zadok og en gruppe af de øvrige præster til at stå for ofringerne der. ⁴⁰ Hver morgen og aften skulle de ofre brændofre for Herren på det alter, som var indviet til formålet, og i det hele taget nøje følge alle de forskrifter, som Herren havde pålagt Israels folk, og som var nedskrevet i lovbogen. ⁴¹ Desuden blev Heman, Jedutun og flere andre udvalgt til at tage sig af lovsangstjenesten dér og synge om Herrens evige trofasthed. ⁴² Med deres trompeter, bækkener og øvrige musikinstrumenter akkompagnerede de lovsangen til Gud. Jedutuns sønner og slægtninge skulle holde vagt.

⁴³ Da højtideligheden var overstået og folket gået hver til sit, gik David hjem for at velsigne sin familie.

Guds pagtsløfte til David og hans slægt^(A)

17 Efter at David var flyttet ind i sit kongelige palads, sagde han en dag til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Herrens Pagts Ark står stadig i et telt!”

² „Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Gud er med dig.”

³ Men samme nat sagde Gud til Natan: ⁴ „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! ⁵ Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte Israels folk ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra den ene lejrplads til den anden. ⁶ Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ?

⁷ Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. ⁸ Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. ^9-10 Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt, og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred fra alle dine fjender.

Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. ¹¹ Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. ¹² Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.^{[b] 13} Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med din forgænger. ¹⁴ Jeg indsætter ham som konge i mit rige og leder for mit folk for evigt. Ja, hans herredømme vil vare til evig tid.’ ”

¹⁵ Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Gud havde sagt. ¹⁶ David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. ¹⁷ Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer!^{[c] 18} Hvad mere kan jeg sige om den ære, du viser mig? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. ¹⁹ Du har gjort dette for din tjeners skyld, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for mig. ²⁰ Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. ²¹ Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag bort foran dig. ²² Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.

^23-24 Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. ²⁵ Min Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med en bøn til dig. ²⁶ Min Herre og min Gud, du har givet mig gode løfter for fremtiden. ²⁷ Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Når du, Herre, velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”

Davids sejre over nabofolkene^(B)

18 David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad, Gat, og de omliggende landsbyer. ² Han besejrede også moabitterne og gjorde dem til sine skattepligtige undersåtter.

³ Kong Hadadezer af Zoba forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden.^[d] Men David besejrede hans hær og forfulgte den helt til Hamat.^{[e] 4} Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne og tog 7000 ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på samtlige heste bortset fra 100 af dem. ⁵ Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. ⁶ I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. ⁷ David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem ⁸ sammen med en stor ladning bronze fra Hadadezers byer Tibat og Kun. Det var blandt andet det bronze, kong Salomon senere brugte til at få lavet „bronzehavet” ved templet samt søjlerne og de forskellige bronzeredskaber.

⁹ Da kong Tou af Hamat hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, ¹⁰ sendte han sin søn Hadoram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Tou var nemlig ærkefjender. Hadoram forærede David mange gaver af guld, sølv og bronze, ¹¹ og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne.

¹² I Saltdalen slog Abishaj, Zerujas søn, en edomitisk hær på 18.000 mand, ¹³ hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.

Davids embedsmænd^(C)

¹⁴ David var en retfærdig konge i Israel, og han gav alle en fair behandling. ¹⁵ Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; ¹⁶ Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn, var de ledende præster; Shavsha var statssekretær; ¹⁷ Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner var ledere ved kongens side.

²⁸ „Nå, så I kender mig og ved, hvor jeg kommer fra!” råbte Jesus til dem. „Jeg kan fortælle jer, at det er den sande Gud, som har sendt mig. Ham kender I ikke, ²⁹ men jeg kender ham, fordi jeg var hos ham, og det er ham, der har sendt mig til jer.”

³⁰ Efter den udtalelse var de jødiske ledere parate til at arrestere ham med det samme. Men ingen lagde hånd på ham, for den af Gud fastsatte tid var endnu ikke kommet. ³¹ Dog var der mange i folkeskaren, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”

Farisæerne vil gerne have Jesus arresteret

³² Da farisæerne hørte, hvad der blev hvisket i krogene, fik de ypperstepræsterne med på at sende tempelvagten hen for at arrestere ham.

³³ Da sagde Jesus: „Endnu en kort tid skal jeg være hos jer. Derefter vender jeg tilbage til ham, der udsendte mig. ³⁴ I vil lede efter mig, men I vil ikke kunne finde mig, for I kan ikke komme derhen, hvor jeg er.”

^35-36 De jødiske ledere spurgte undrende hinanden: „Hvad mener han? Hvor mon han vil tage hen, så vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han vil rejse til udlandet og prædike for de græsktalende eksiljøder?”

Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster

³⁷ På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! ³⁸ Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.^[a] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” ³⁹ Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.

Er Jesus Messias eller ej?

⁴⁰ Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” ⁴¹ Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. ⁴² Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” ⁴³ Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. ⁴⁴ Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.

Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne

⁴⁵ Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.

⁴⁶ „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.

⁴⁷ „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. ⁴⁸ „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? ⁴⁹ Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”

⁵⁰ Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: ⁵¹ „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”

⁵² „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”

⁵³ Derefter gik de hver til sit,^[b]