Old/New Testament

Kong Josias af Juda restaurerer templet

22 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra byen Botzkat. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

^3-4 I sit 18. regeringsår sendte kong Josias statssekretæren Shafan, som var søn af Atzalja og sønnesøn af Meshullam, af sted til templet med følgende besked til ypperstepræsten Hilkija: „Tag de penge, som folket giver til præsterne, når de ankommer til Herrens hus, ^5-6 og giv pengene til dem, der fører tilsyn med tempelbygningerne, så de kan købe tømmer og sten og ansætte tømrere, bygningshåndværkere og murere, der kan restaurere templet. ⁷ I behøver ikke at bede dem om at aflægge regnskab for, hvordan de administrerer pengene, for jeg har fuld tillid til dem—de er alle pålidelige mænd.”

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen

⁸ En dag gik ypperstepræsten Hilkija til statssekretæren Shafan og sagde til ham: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Han overlod bogrullen til Shafan, som begyndte at læse i den. ⁹ Shafan gik derefter til kongen og aflagde rapport: „De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner dem, der arbejder på restaureringen af templet.” ¹⁰ Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. ¹¹ Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. ^12-13 Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det drejede sig om hans personlige tjener Asaja, Shafans søn Ahikam og Mikas søn Ahbor. „Gå hen og rådspørg Herren på mine og folkets vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke handlet efter forskrifterne i denne bog.”

¹⁴ Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profetinden Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tikva, som var søn af Harhas). Shallum havde ansvar for præstedragterne. ^15-16 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med den bog, Judas konge nu har læst, ¹⁷ for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. ¹⁸ Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, ¹⁹ men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. ²⁰ Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted.” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser

23 Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, ² alle præsterne, profeterne og resten af folket, kendte såvel som ukendte, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. ³ Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. På samme måde indviede hele folket sig til at følge pagtens betingelser.

Josias’ reformkampagne

⁴ Derpå begyndte kongen en omfattende udrensning i hele landet. Først gav han ypperstepræsten Hilkija, de øvrige præster og tempelvagterne ordre til at smide samtlige genstande, der havde at gøre med afgudsdyrkelsen af Ba’al, Ashera, solguden, måneguden og stjerneguderne, ud af templet, hvorefter han personligt sørgede for, at det hele blev brændt i Kedrondalen uden for Jerusalem. Asken lod han fragte til Betel.

⁵ Desuden afsatte han alle de afgudspræster, som kongerne før ham havde indsat, alle dem, der havde bragt ofre til afguderne på offerhøjene rundt omkring i landet og i selve Jerusalem, alle, som havde ofret til Ba’al, solen, månen eller stjernerne. ⁶ Han fjernede også frugtbarhedssymbolet fra templet og fik det slæbt ud til Kedrondalen, hvor han fik det brændt og pulveriseret, hvorefter asken blev spredt på de fattiges grave. ⁷ Han rev de huse ned omkring templet, som blev brugt af de mandlige og kvindelige prostituerede i frugtbarhedskulten. Det var her, kvinderne vævede de specielle dragter, som blev brugt i Asherakulten.

⁸ Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Be’ersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt. ⁹ Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.

¹⁰ Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok. ¹¹ Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden. ¹² Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahaz’ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.

¹³ Derefter fjernede han offerstederne på højene øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud). ¹⁴ Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.

¹⁵ Så tog han til Betel og nedrev det store alter som Jeroboam, Nebats søn, havde opstillet der, han, som var den første til at forlede folket til afgudsdyrkelse. Josias knuste stenene til pulver, brændte frugtbarhedssymbolerne og jævnede højen med jorden.

¹⁶ Da han så sig omkring, fik han øje på adskillige gravhuler i bjergvæggen, og han gav sine mænd ordre til at tage knoglerne fra gravene og brænde dem på det sted, hvor alteret i Betel havde stået, for derved at vanhellige stedet, sådan som Herrens profet tidligere havde sagt, at det ville ske med Jeroboams alter.

¹⁷ „Hvad er det for et gravmæle derovre?” spurgte Josias. Byens indbyggere forklarede ham, at det var den profets grav, som i sin tid var kommet fra Juda og havde forudsagt, hvad der ville ske med alteret i Betel. „Det er dig, som netop i dette øjeblik opfylder den profeti,” svarede de.

¹⁸ „Lad graven være,” befalede han. „Rør ikke den profets knogler.” Så lod de profetens knogler ligge, og de fjernede heller ikke knoglerne af den samaritanske profet, som var begravet samme sted.^[a]

¹⁹ Kong Josias tog nu rundt til byerne i Samaria^[b] og ødelagde samtlige offersteder på højene. De var blevet bygget af Israels forskellige konger, som derved havde fremkaldt Herrens vrede. Men nu fjernede Josias alle spor af disse afgudshøje, nøjagtig som han havde gjort i Betel. ²⁰ Desuden henrettede han afgudspræsterne og brændte dem på de samme steder, hvor de selv havde ofret deres brændofre. Da udrensningskampagnen var slut, vendte han hjem til Jerusalem.

Josias befaler, at der skal holdes påske igen

²¹ Kong Josias gav derefter følgende befaling til folket: „Nu skal vi holde påske for Herren, nøjagtig efter de forskrifter, der står i pagtsbogen.” ²² Man havde ikke holdt påsken på den rigtige måde siden dommertiden. Ingen af Judas eller Israels konger havde fejret påsken efter forskrifterne.^{[c] 23} Men nu skete det i kongens 18. regeringsår. Man fejrede påske for Herren i Jerusalem.

Resten af Josias’ regeringstid

²⁴ Josias udryddede også spiritisterne og deres medier, husguderne og alt andet i Jerusalem og Juda, der havde med afgudsdyrkelse at gøre, for Josias tog alle de love og forskrifter alvorligt, som var skrevet i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens hus. ²⁵ Aldrig tidligere havde der været en konge, der så radikalt omvendte sig til Herren og med ildhu adlød de love, som Moses fik fra Herren, og aldrig senere fremstod der en konge, hvis lydighed kunne måle sig med hans.

²⁶ Herrens vrede imod Juda kunne imidlertid ikke formildes, for kong Manasse havde gjort utrolig skade med sin uovertrufne ondskab. ²⁷ Herren sagde: „Jeg vil tilintetgøre Juda, ligesom jeg tilintetgjorde Israel. Jeg vil forkaste Jerusalem, den by jeg selv har udvalgt, og forkaste det hus, som jeg ellers havde lovet at knytte mit navn til for altid.”^[d]

²⁸ Kong Josias’ øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁹ Det var i Josias’ regeringstid, at kong Neko af Egypten med sin hær drog op imod den assyriske konge, der lå med sin hær ved Eufratfloden. Josias drog imod egypterkongen med sin hær, og de to hære mødtes ved Megiddopasset, hvor Josias blev dræbt i slaget. ³⁰ Josias’ officerer kørte hans lig fra Megiddo til Jerusalem og begravede ham dér. Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge.

Kong Joahaz af Juda

³¹ Joahaz var 23 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Hamutal og var en datter af Jirmeja fra byen Libna. ³² Han slægtede ikke sin far på, men gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne akkurat som sine forfædre. ³³ Kong Neko af Egypten kastede ham i fængsel i Ribla i Hamats land og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.^{[e] 34} Derefter indsatte kong Neko en anden af Josias’ sønner, Eljakim, som konge i Jerusalem og ændrede samtidig hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten, og der døde han.

Kong Jojakim af Juda

³⁵ Jojakims opgave var først og fremmest at sørge for at inddrive den skat fra landets indbyggere, som egypterkongen havde forlangt. ³⁶ Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. ³⁷ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.

Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet

³¹ Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” ³² Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” ³³ Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”

³⁴ Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. ³⁵ I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! ³⁶ Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, ³⁷ for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ ³⁸ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”

Mange samaritanere kommer til tro på Jesus

³⁹ Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

⁴⁰ Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. ⁴¹ I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, ⁴² og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.^[a]”

Jesus helbreder en embedsmands søn

⁴³ Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, ⁴⁴ for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. ⁴⁵ Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.

⁴⁶ Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.^[b] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. ⁴⁷ Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.

⁴⁸ „I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.

⁴⁹ „Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”

⁵⁰ „Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. ⁵¹ Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. ⁵² Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden^[c] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. ⁵³ Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.

⁵⁴ Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.