Old/New Testament
Afgudsdyrkelsen fortsætter i Nordriget, mens Jehus søn er konge
13 I kong Joash af Judas 23. regeringsår blev Joahaz, Jehus søn, konge i Israel. Han herskede i Samaria i 17 år. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i Jeroboams spor, kongen der oprindelig havde lokket Israel til afgudsdyrkelse. 3 Derfor lå Herrens vrede over Israels folk, så han tillod kong Hazael af Aram og hans søn, Ben-Hadad, at gå til angreb på dem gang på gang.
4 Til sidst var kong Joahaz trængt så meget op i en krog, at han bad Herren om hjælp, og Herren hørte hans bøn. Han kunne jo se, hvor hårdt Arams konge pressede dem. 5 Derfor sendte Herren dem en leder, der befriede Israel fra det aramæiske tyranni. Derefter var der fred og tryghed i Israel som før.
6 Alligevel fortsatte folket deres afgudsdyrkelse og fulgte således Jeroboams onde eksempel, og de blev ved med at tilbede gudinden Ashera i Samaria. 7 På grund af de mange angreb fra Aram var Joahaz’ hær til sidst nede på 50 ryttere, ti stridsvogne og 10.000 fodfolk, for Arams konge havde tilintetgjort resten af hæren og trådt dem ned som støv under sine fødder.
8 Resten af Joahaz’ livshistorie og hans bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog.
9 Joahaz døde og blev begravet i Samaria, hvorefter hans søn Joash blev konge.
Kong Joash af Israel
10 Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. 11 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. 12 Resten af Joash’ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 13 Joash døde og blev begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel.
Elisas død
14 Profeten Elisa blev alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham:
„Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”
15 „Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så.
16 Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens.
17 „Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så.
„Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning.
Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. 18 Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.”
Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. 19 „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.”
20 Derefter døde Elisa og blev begravet.
På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. 21 Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.
Israel vinder delvis sejr over aramæerne, som Elisa forudsagde
22 Kong Hazael af Aram havde tyranniseret Israel under hele kong Joahaz’ regeringsperiode. 23 Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.
24 Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge i hans sted, 25 og tre gange besejrede kong Joash af Israel Ben-Hadad. Det lykkedes ham også at erobre de israelitiske byer tilbage, som Ben-Hadad havde taget fra hans far, kong Joahaz.
Kong Amatzja af Juda
14 Amatzja blev konge over Juda i kong Joash af Israels andet regeringsår. 2 Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. 3 Han fulgte i sin fars spor og gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, dog ikke så helhjertet som sin forfar David. 4 Heller ikke han fik udryddet offerstederne rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at bringe brændofre der.
5 Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. 6 Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”[a] 7 Amatzja nedsablede 10.000 edomitiske soldater i Saltdalen, og han erobrede også byen Sela og kaldte den Jokte’el, hvilket den hedder den dag i dag.
8 En dag udstedte han en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu. 9 Kong Joash sendte følgende besked tilbage:
„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. 10 Du har ganske vist besejret Edom og er vældig stolt over det. Men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”
11 Men Amatzja ville ikke høre efter, så kong Joash af Israel mobiliserede sin hær og mødte kong Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. 12 Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. 13 Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. 14 Joash tog det guld og sølv, der var tilbage i templets og paladsets skatkamre. Han tog også en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.
15 Resten af Joash’ livshistorie og hans bedrifter samt flere detaljer om kampen mod kong Amatzja af Juda er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 16 Da han døde, blev han begravet i Samaria ved siden af Israels øvrige konger, og hans søn Jeroboam blev konge i hans sted.
17 Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, 18 og hans livshistorie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 19 Hans embedsmænd i Jerusalem havde planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. 20 Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. 21 Derefter udnævnte Judas befolkning Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. 22 Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død.
Kong Jeroboam II af Israel
23 I kong Amatzja af Judas 15. regeringsår blev Jeroboam, søn af Joash, konge i Israel. Han regerede i 41 år i Samaria. 24 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Han handlede fuldstændig som den Jeroboam, der først indførte afgudsdyrkelsen i Nordriget. 25 Han generobrede Israels tabte områder fra Lebo-Hamat i nord til Det Døde Hav i syd, sådan som Herren, Israels Gud, havde forudsagt gennem Amittajs søn, Jonas, profeten fra Gat-Hefer. 26 Herren havde lagt mærke til Israels bitre lidelser, og han så, at ingen kom dem til hjælp i kampen mod deres undertrykkere. 27 Han ønskede ikke, at hele hans folk skulle udslettes, så derfor brugte han kong Jeroboam til at redde landet.
28 Resten af Jeroboams livshistorie, hans bedrifter og krige, og hvordan han igen lagde bystaterne Damaskus og Hamat ind under Israels herredømme, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. 29 Da Jeroboam døde, blev han begravet sammen med Israels øvrige konger i Samaria, og hans søn Zekarja blev konge i hans sted.
Jesus udfører sit første mirakuløse tegn
2 To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. 2 Jesus og hans disciple var også indbudt. 3 Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: „Der er ikke mere vin.”
4 „Lad mig være i fred, mor,” sagde han. „Tiden er ikke inde endnu.” 5 Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: „Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!”
6 Der stod seks store vandkrukker i huset, som på grund af de jødiske renhedslove var lavet af sten.[a] De rummede hver ca. 100 liter. 7 Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, 8 sagde han: „Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.” 9 Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra—for det var kun tjenerne, der vidste det—kaldte han på brudgommen 10 og sagde: „Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”
11 Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.
12 Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.
Den første tempeludrensning
13 Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden. 14 Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Nogle af de handlende sad ved små borde og vekslede penge. 15 Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde. 16 Til dem, der solgte duer, råbte han: „Pak jeres ting sammen og forsvind!” „I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.” 17 Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften,[b] der siger: „Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”
18 De jødiske ledere protesterede: „Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”
19 Jesus svarede: „Ja, det kan jeg godt. Hvis I ødelægger Guds bolig, så vil jeg rejse den igen inden tre dage.”
20 „Det har taget 46 år at bygge Guds bolig,” indvendte de jødiske ledere, „og så vil du rejse den igen inden tre dage!”
21 Den „Guds bolig”, Jesus hentydede til, var ikke templet, men hans eget legeme. 22 Efter at han var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanke om, at han havde sagt det. Da forstod de, hvad han mente, og de kom til tro på Skriftens ord.
23 På grund af de mirakler, Jesus gjorde i Jerusalem under påskehøjtiden, var der mange mennesker, der blev overbeviste om, at han måtte være Messias. 24-25 Men Jesus betroede sig ikke til dem,[c] for han vidste, hvad der bor i mennesket. Han havde ikke brug for nogen til at fortælle ham det.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.