Old/New Testament

Elisa hjælper en enke

4 En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.”

² „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?”

„Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.”

³ Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. ⁴ Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.”

⁵ Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. ⁶ Snart var de alle fyldt til randen.

„Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun.

„Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke.

⁷ Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”

Elisa opvækker en død dreng i Shunem

⁸ Elisa kom tit igennem Shunem på sine rejser, og en af byens velstående kvinder plejede at inviterede ham til middag, hver gang han kom forbi. ⁹ På et tidspunkt sagde kvinden til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig profet, som ofte spiser her. ¹⁰ Jeg synes, vi skal indrette et lille gæsteværelse til ham på taget og sætte en seng, et bord, en stol^[a] og en lampe derop, så han har sit eget værelse, når han kommer her på gennemrejse.”

¹¹ Næste gang Elisa kom på besøg, gik han op på værelset og lagde sig på sengen for at hvile sig. ¹² Så sagde han til sin tjener, Gehazi: „Kald på vores værtinde og sig, at jeg vil tale med hende.” Da hun indfandt sig, ¹³ sagde Elisa til Gehazi: „Sig til hende, at vi værdsætter alt det, hun har gjort for os, og spørg hende så, om jeg kan gøre noget for hende til gengæld. Hun kan bare sige til, hvis hun ønsker, at jeg skal lægge et godt ord ind for hende hos kongen eller hos hærføreren.”

„Nej, jeg mangler ikke noget. Jeg har det godt her,” svarede hun.

¹⁴ „Hvad kan vi så gøre for hende?” spurgte Elisa sin tjener. Han svarede: „Hun har ingen søn—og hendes mand er efterhånden gammel.”

¹⁵ „Kald på hende igen,” beordrede Elisa.

Da hun stillede sig i døren, ¹⁶ tiltalte Elisa hende direkte. „Næste år ved denne tid vil du stå med en søn på armen,” sagde han.

„Åh, du Guds profet,” indvendte hun, „giv mig ikke falske forhåbninger.”

¹⁷ Men Elisas ord stod ved magt. Snart efter blev kvinden gravid, og det følgende år fødte hun en søn—nøjagtig som Elisa havde forudsagt.

¹⁸ Nogle år senere var drengen en dag med sin far på høstarbejde. ¹⁹ Pludselig beklagede drengen sig over en voldsom hovedpine, og faderen sagde til en af tjenerne: „Bær ham hjem til hans mor.”

²⁰ Det gjorde tjeneren, og hans mor sad med ham på skødet indtil middagstid. Da døde han. ²¹ Så bar hun ham op i gæsteværelset, lagde drengen på profetens seng og lukkede døren, ²² hvorefter hun sendte følgende besked ud til sin mand: „Send straks en tjener og et æsel hjem, så jeg kan komme af sted til profeten. Jeg er snart tilbage igen.”

²³ „Hvorfor vil du have fat i ham i dag?” spurgte manden tilbage. „Det er jo hverken helligdag eller sabbat.”

Hun svarede: „Tag det bare roligt.”

²⁴ Så sadlede hun æslet, satte sig op og sagde til tjeneren: „Skynd dig at trække af sted med æslet. Du skal ikke standse, før jeg siger til.”

²⁵ Da hun nærmede sig Karmels bjerg, fik Elisa øje på hende i det fjerne. „Se, det er kvinden fra Shunem, der kommer der,” sagde han til sin tjener Gehazi. ²⁶ „Løb hen og hils på hende og spørg, hvordan det går med hendes mand og den lille dreng.” Det gjorde Gehazi. „Tak, vi har det godt,” svarede kvinden tilbage.

²⁷ Men da hun nåede frem til Elisa på bjerget, faldt hun på knæ foran ham og klamrede sig til hans fødder. Gehazi prøvede at trække hende væk, men profeten sagde: „Lad hende være. Hun er i stor nød, og Herren har ikke fortalt mig, hvad der er i vejen.”

²⁸ Da sagde kvinden til Elisa: „Herre, var det mig, der bad om at få en søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte give mig falske forhåbninger?”

²⁹ „Gør dig klar til at tage af sted,” sagde Elisa til Gehazi. „Tag min stav med og skynd dig hen og læg staven på drengens ansigt. Spild ikke tiden med snak undervejs.”

³⁰ Men drengens mor sagde: „Så sandt Herren lever, og du selv er i live, jeg vender ikke hjem, uden at du kommer med.” Så fulgte Elisa med hende.

³¹ Gehazi skyndte sig at gå i forvejen, og da han kom til huset, lagde han staven på drengens ansigt, men der var intet livstegn. Så vendte Gehazi om og gik Elisa i møde: „Drengen kom ikke til live,” sagde han.

³² Da Elisa kom ind i huset, så han den døde dreng, som lå på hans seng. ³³ Han gik ind i værelset og lukkede døren. Så bad han til Herren, ³⁴ og da han havde bedt, lagde han sig hen over drengen—med sin mund på drengens mund, med sine øjne over drengens øjne og med sine hænder på drengens hænder. Da begyndte varmen at vende tilbage i drengens krop. ³⁵ Så rejste Elisa sig og gik frem og tilbage i værelset. Derefter lagde han sig igen hen over drengen som før. Denne gang nyste drengen syv gange og slog øjnene op.

³⁶ Derpå sagde profeten til Gehazi: „Kald på kvinden.” Da drengens mor kom ind i værelset, sagde Elisa: „Her er din søn.” ³⁷ Da faldt hun på knæ foran Elisa, hvorefter hun tog sin søn og gik ud.

Profeteleverne oplever to mirakler

³⁸ Elisa vendte derefter tilbage til Gilgal. På den tid var der hungersnød i landet. En dag, da han havde undervist profeteleverne, sagde han til Gehazi: „Sæt den store gryde på ilden og lav en ret mad til de unge mennesker.”

³⁹ En af eleverne gik ud for at samle urter og fandt en vild slyngplante med agurklignende frugter. Han plukkede så mange af de ukendte frugter, han kunne bære i sin kappe. Da han kom tilbage, skar han dem i stykker og kom dem i gryden. ⁴⁰ Men så snart mændene smagte maden, råbte de forfærdet: „Mester, maden er giftig.”

⁴¹ „Skaf mig noget mel,” befalede Elisa. Da han havde hældt melet i gryden, sagde han: „Nu kan I godt spise det.” Og ingen af dem blev syge.

⁴² En dag kom en mand fra Ba’al-Shalisha til Elisa med en sæk nyhøstede bygkerner og 20 små brød, der var lavet af årets første byghøst. Elisa bad Gehazi om at servere brødene for profeteleverne.

⁴³ „Hvordan skal jeg kunne mætte hundrede mennesker med den smule mad?” indvendte Gehazi.

„Gør nu, som jeg har sagt,” vedblev Elisa, „for Herren siger, at der vil være rigeligt til alle og tilmed blive noget til overs.”

⁴⁴ Og ganske rigtigt. Som Herren havde sagt, sådan gik det.

Na’amans helbredelse

5 Den aramæiske konges hærfører hed Na’aman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

² Nu var det sådan, at Na’amans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

³ En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

⁴ Na’aman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. ⁵ „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Na’aman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld^[b] og ti sæt smukke festklæder. ⁶ Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Na’aman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

⁷ „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

⁸ Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Na’aman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

⁹ Na’aman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. ¹⁰ Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” ¹¹ Na’aman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. ¹² Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Na’aman kørte altså derfra i vrede.

¹³ Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

¹⁴ Na’aman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt! ¹⁵ Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Na’aman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

¹⁶ Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.”

Skønt Na’aman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag. ¹⁷ „Som du vil,” sagde Na’aman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren. ¹⁸ Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

¹⁹ „Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Na’aman af sted.

Gehazis grådighed efter penge

²⁰ Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

²¹ Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Na’aman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde.

„Er alt vel?” spurgte han.

²² „Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland—og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

²³ „Det manglede bare,” udbrød Na’aman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham. ²⁴ Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

²⁵ Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?”

„Ingen steder, herre,” svarede han.

²⁶ „Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver. ²⁷ Men Na’amans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.”

Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.

Det flydende øksehoved

6 En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. ² Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

³ „Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

⁴ Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, ⁵ men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

⁶ „Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. ⁷ „Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

⁸ Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. ⁹ Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. ¹⁰ Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. ¹¹ Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

¹² „Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

¹³ „Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. ¹⁴ Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

¹⁵ Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

¹⁶ „Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

¹⁷ Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

¹⁸ Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

¹⁹ Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

²⁰ Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

²¹ Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

²² „Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

²³ Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Hungersnøden i Samaria

²⁴ Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria. ²⁵ Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg^[c] kostede 5 sølvstykker.

²⁶ En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: „Herre konge, hjælp mig.”

²⁷ „Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. „Jeg har hverken mad eller vin at give dig.” ²⁸ Alligevel spurgte han: „Hvad drejer sagen sig om?”

Kvinden svarede: „Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag. ²⁹ Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”

³⁰ Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse. ³¹ Så udbrød han: „Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”

³² Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: „Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”

³³ Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.

„Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”

Jesus viser sig for inderkredsen af disciple^(A)

³⁶ Mens de snakkede om, hvad der var sket, stod Jesus pludselig midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!” ³⁷ De blev alle forskrækkede og troede, de så et genfærd.

³⁸ „Hvorfor er I så bange?” spurgte Jesus. „Og hvorfor tvivler I? ³⁹ Se på mine hænder! Se på mine fødder! Kan I ikke se, at det er mig? Her, føl på mig! I kan jo se, at jeg har en krop, og det har et genfærd ikke.”

⁴⁰ Samtidig rakte han hænderne frem, og han viste dem sine fødder, så de kunne se naglemærkerne. ⁴¹ Men de var stadig i tvivl og var på én gang både glade og skeptiske. Så spurgte han: „Har I noget at spise her?” ⁴² De rakte ham et stykke stegt fisk, ⁴³ og han spiste det, mens de stirrede på ham.

⁴⁴ „Husker I ikke, at jeg fortalte jer, at alt, hvad der står skrevet om mig i Toraen, Profetbøgerne og Salmernes Bog, måtte gå i opfyldelse?” ⁴⁵ Derpå forklarede han dem betydningen af Skrifterne, ⁴⁶ og han sagde til dem: „Skrifterne har forudsagt, at den lovede Messias, Frelseren, skulle lide meget, blive slået ihjel og genopstå fra de døde på den tredje dag, ⁴⁷ og at budskabet om omvendelse og tilgivelse ved tro på ham skulle bringes til alle folkeslag. Med udgangspunkt i Jerusalem ⁴⁸ skal I fortælle om alt, hvad I har hørt og set og oplevet. ⁴⁹ Jeg vil sende Helligånden til jer, sådan som min Far har lovet. Men I skal forholde jer i ro her i byen, indtil I er blevet udrustet med kraften fra Gud!”

Jesus tages op til Himlen^(B)

⁵⁰ Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. ⁵¹ Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. ⁵² Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, ⁵³ og de kom til stadighed i templet og priste Gud.