Old/New Testament
David undslipper Saul
19 Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David, 2 og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken. 3 Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”
4 Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig. 5 Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”
6 Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”
7 Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før. 8 Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.
9-10 En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket. 11 Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen.
„Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.” 12 Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap. 13 Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden. 14 Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.” 15 Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han. 16 Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.
17 Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”
18 Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid. 19 Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama, 20 sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem—og de begyndte også at profetere! 21 Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere! 22 Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.
23 På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot! 24 Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”
Davids og Jonatans venskab
20 David flygtede så fra Najot ved Rama og opsøgte Jonatan. „Hvad har jeg gjort?” udbrød han. „Har jeg fornærmet din far, siden han er så opsat på at slå mig ihjel?”
2 „Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. „Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”
3 „Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. „Derfor tænker han: ‚Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”
4 „Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.
5 David svarede: „I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen. 6 Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‚David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’ 7 Svarer han så: ‚Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel. 8 Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”
9 „Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. „Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”
10 Da spurgte David: „Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”
11 „Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så. 12 „Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. „Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked. 13 Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far. 14-15 Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”
16 Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: „Må Herren straffe Davids fjender.”[a] 17 Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.
18 Derefter sagde Jonatan: „I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom, 19 og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig,[b] derude bag rokkestenen. 20 Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted, 21 hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‚Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde. 22 Men hvis jeg råber: ‚Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte. 23 Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.” 24-25 Så gemte David sig i sit skjulested på marken.
Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom. 26 Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse. 27 Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”
28-29 „Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”
30 Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor. 31 Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”
32 „Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”
33 Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. 34 Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.
35 Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.
36 „Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham. 37 Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig! 38 Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre. 39 Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal. 40 Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”
41 Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked. 42 „Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”
21 Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.
David på flugt fra Saul
2 David kom til byen Nob, hvor han opsøgte præsten Ahimelek. Ahimelek blev fyldt med bange anelser, da han så David komme alene.
„Hvorfor kommer du uden dine mænd?” spurgte han.
3 „Kongen har sendt mig ud i et hemmeligt ærinde,” løj David, „og han gav mig klare instrukser om ikke at røbe mit ærinde for nogen. Jeg har sat mine mænd stævne på et aftalt sted. 4 Men sig mig, har du noget jeg kan spise? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.”
5 „Almindeligt brød har jeg ikke noget af,” svarede præsten. „Men der er de hellige brød fra Herrens telt. Dem kan du og dine mænd vel godt få, hvis I ikke er urene efter seksuel kontakt med kvinder.”[c]
6 „Du kan være ganske rolig,” svarede David. „Vi har ikke været i nærheden af kvinder siden i forgårs, da vi startede turen. Når mine mænd holder sig rene under de almindelige krigstogter, hvor meget mere da ikke under en vigtig mission, som den vi er på i dag.”
7 Da der ikke var anden mad til rådighed, gav præsten ham de gamle, hellige brød, som var fjernet fra bordet i Herrens bolig. De bliver jo udskiftet med friske brød hver uge.[d]
8 Tilfældigvis opholdt Sauls overhyrde, edomitten Doeg, sig netop på det tidspunkt ved Herrens bolig, så han hørte samtalen.
9 David spurgte Ahimelek: „Har du ikke et spyd eller et sværd, jeg kan låne? Jeg nåede ikke at få mine våben med, fordi kongens ærinde havde sådan en hast.”
10 „Jeg har filisteren Goliats sværd, ham du slog ihjel i Elahdalen,” svarede Ahimelek. „Det må du få, hvis du vil have det. Det ligger omme bag den hellige efod rullet ind i en kappe. Der er ikke andre våben her.”
„Der findes ikke et bedre sværd,” udbrød David. „Giv mig det!”
11 Samme dag fortsatte David flugten fra Saul og kom til filisterkongen Akish i Gat. 12 „Jamen, er det ikke Israels kommende konge, vi giver husly?” spurgte Akish’ mænd hinanden. „Var det ikke til hans ære, at kvinderne dansede og sang: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder!’?”
13 Da David hørte, hvordan man snakkede om ham, blev han bange for, hvad kong Akish ville gøre ved ham. 14 Derfor begyndte han at spille sindssyg. Han kradsede på byporten og lod sit spyt flyde ned i skægget. 15 Da han blev fanget og ført til kong Akish, sagde Akish til sine mænd: „Hvorfor kommer I herhen med ham? I kan da se, at manden er gal. 16 Synes I ikke, vi har gale folk nok her? Jeg vil ikke have sådan en i mit hus!”
De vantro vil blive dømt(A)
29 Da en masse mennesker var stimlet sammen, fortalte Jesus dem, hvad der ville ske med de vantro farisæere og deres lige:[a] „Sådanne mennesker er onde. De forlanger at se tegn, men de får ikke andet tegn end Jonastegnet. 30 Ligesom Jonas forkyndte Guds dom over Nineves indbyggere, sådan vil Menneskesønnen en dag forkynde Guds dom over den slags mennesker. 31 Dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage sådanne vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon. 32 Også Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage sådanne mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.
Jesus er lysets kilde(B)
33 Ingen kunne finde på at tænde en lampe og derefter gemme den væk eller stille den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så de, der kommer ind i huset, kan få glæde af lyset.
Vær åben for at modtage lyset fra Jesus(C)
34 Dit øje er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke.[b] 35 Derfor skal du passe på, at det lys, du har i dig, ikke skal vise sig at være mørke. 36 Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.”
Jesus advarer imod farisæisme(D)
37 Mens Jesus talte, kom en af farisæerne og indbød ham til spisning i sit hjem. Jesus gik med, og de begyndte måltidet. 38 Farisæeren lagde med undren mærke til, at Jesus ikke først vaskede sine hænder efter det ritual, som jødisk tradition foreskrev. 39 Da sagde Jesus til ham: „I farisæere har så travlt med at rense det ydre af bægre og fade, men jeres indre er fyldt med griskhed og ondskab. 40 Hvor er det tåbeligt! Er det kun det ydre, Gud har skabt? Hvad med det indre? Har han ikke også skabt det? 41 Gør op med jeres egoisme og vær i stedet gavmilde og barmhjertige. Hvis I gør det, har I ikke længere så travlt med at fordømme andre.
Den trefoldige anklage mod farisæernes hykleri(E)
42 Ve jer farisæere, for I er omhyggelige med at give tiende af alle jeres indtægter, men I går let hen over retfærdighed og kærlighed til Gud. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.
43 Ve jer farisæere, for I elsker at sidde på de fornemste pladser i synagogen, og I nyder, når man hilser ærbødigt på jer på gaden.
44 Ve jer, for I er som uafmærkede grave, folk går hen over uden at ane hvilken råddenskab, der gemmer sig i dem.”
Den trefoldige anklage mod de skriftlærdes hykleri(F)
45 En af de skriftlærde protesterede: „Mester, det, du siger der, er også en fornærmelse mod os!”
46 „Ja,” sagde Jesus, „ve jer skriftlærde, for I lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men I rører ikke en finger for selv at bære byrderne.
47 Ve jer, for I bygger flotte mindesmærker over profeterne, men I glemmer, at det var jeres egne forfædre, der slog dem ihjel. 48 De mindesten, I har rejst, viser, at I fortsætter det arbejde, jeres forfædre begyndte på. De slog profeterne ihjel, og I bygger mindesmærker over dem. 49 Derfor har Gud i sin visdom sagt: ‚Jeg vil sende profeter og apostle til dem. Nogle vil de slå ihjel, andre vil de jage bort.’ 50 Men I og jeres lige vil blive krævet til regnskab for alle de Guds mænd, I har slået ihjel ned gennem tiden. 51 Det gælder lige fra ham, der slog Abel ihjel, til dem, der myrdede Zakarias midt mellem brændofferalteret og indgangen til templet. Det siger jeg jer: I og jeres lige skal stå til regnskab for alt det onde, I har gjort.
52 Ve jer skriftlærde, for I har bemægtiget jer kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind i Guds rige, og I står i vejen for dem, der gerne vil ind.”
53-54 De skriftlærde og farisæerne blev rasende, og da Jesus ville til at gå, udspurgte de ham på kryds og tværs for om muligt at få ham til at sige noget, de kunne anklage ham for.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.