Old/New Testament

Goliat udfordrer Israel

17 Filistrene samlede igen deres hær for at gå i krig. De samledes i Soko i Juda og slog lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka. ² Saul og israelitterne samledes og slog lejr ved Elahdalen, og de gjorde sig klar til kamp. ³ Filistrene og israelitterne stod således ansigt til ansigt på hver sin bjergskråning med kun dalen imellem sig.

⁴ Filistrene havde en kriger, Goliat fra Gat, som var næsten tre meter høj. ⁵ Hans rustning bestod af en hjelm af bronze, et brystpanser af bronze, der vejede over 50 kilo,^{[a] 6} og benskinner af bronze. På ryggen bar han et kastespyd af bronze. ⁷ Skaftet på hans kampspyd var flere tommer tykt og med en spydspids af jern, der vejede næsten syv kilo. Foran ham gik hans våbendrager med et stort skjold.

⁸ Goliat trådte frem foran de øvrige filistre og råbte over til israelitterne: „Hvorfor har I stillet hele hæren op til kamp? Vi kan da bare ordne sagen ved en lille tvekamp! Jeg er filistrenes største krigshelt. I er selvfølgelig kun Sauls slaver, men vælg bare en af jeres mænd til at komme herned og kæmpe med mig. ⁹ Hvis han vinder over mig og slår mig ihjel, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, bliver I vores slaver. ¹⁰ Jeg udfordrer Israels hær til at sende en mand her hen til mig, hvis I altså tør.” ¹¹ Da Saul og israelitterne hørte, hvad Goliat sagde, blev de skrækslagne og tabte fuldstændig modet. ^12-16 Det samme gentog sig i 40 dage. Hver eneste morgen og aften trådte kæmpen frem og udfordrede israelitterne.

Nu havde David jo syv ældre brødre, der alle var sønner af Isaj, som boede i Betlehem i Judas stammeområde. De tre ældste—Eliab, Abinadab og Shamma—var med i Sauls hær. David, der var yngst, tjente hos Saul, men var netop nu i Betlehem, hvor han hjalp sin gamle far med at vogte fårene og gederne.

¹⁷ En dag sagde Isaj til David: „Tag den her sæk ristede korn og de her ti brød med til dine brødre i Sauls hær, ¹⁸ og giv de her ti stykker ost til deres anfører. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og sørg for at bringe et brev eller noget andet med tilbage fra dem. ¹⁹ De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”

²⁰ David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet. ²¹ Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen. ²² David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre. ²³ Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne. ²⁴ Så snart Israels krigere så ham, flygtede de skrækslagne.

²⁵ „Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, „han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”

²⁶ David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: „Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?” ²⁷ Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.

²⁸ Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. „Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. „Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”

²⁹ „Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. „Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”

³⁰ Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.

David kæmper mod Goliat

³¹ Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.

³² „Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. „Jeg skal nok gøre det af med ham.”

³³ „Det kan du ikke,” sukkede Saul. „Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”

³⁴ Men David svarede: „Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden, ³⁵ løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel. ³⁶ Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær. ³⁷ Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”

„Godt,” svarede Saul, „så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”

³⁸ Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje. ³⁹ David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. „Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen. ⁴⁰ I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde. ^41-42 Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.

⁴³ „Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. „Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder ⁴⁴ og tilføjede: „Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”

⁴⁵ Men David råbte tilbage: „Du kommer imod mig med sværd, spyd og lanse, men jeg kommer imod dig i Herrens navn! Du har hånet ham, skønt han er Anføreren for de himmelske hære og for Israels styrker! ⁴⁶ Derfor vil Herren gøre det af med dig i dag. Jeg vil slå dig ihjel og hugge hovedet af dig, så det er dig og dine folk, der bliver til føde for fuglene og de vilde dyr. På den måde får hele verden at se, at der er en Gud i Israel! ⁴⁷ Og Israel skal lære, at Herren ikke giver sejr ved sværd og spyd, når han vil gennemføre sine planer. I dag vil han udlevere jer til os.”

⁴⁸ Da Goliat nærmede sig, løb David ham i møde. ⁴⁹ Han stak hånden i sin hyrdetaske, fiskede en sten op, slyngede den rundt og lod den flyve mod filisterens hoved. Stenen borede sig ind i Goliats pande, og han faldt næsegrus til jorden. ⁵⁰ Sådan fældede David filisterkæmpen med en sten fra sin slynge. Da han ikke havde noget sværd, ⁵¹ løb han hen og trak Goliats sværd af skeden og huggede hovedet af kæmpen. Ved det syn gik der panik i filisterhæren. De vendte om og tog flugten, da det gik op for dem, at deres helt var død.

⁵² Da udstødte Israels og Judas mænd et krigshyl og stormede efter filistrene, og de forfulgte dem helt til Gat og Ekrons byporte. Døde og sårede filistre lå spredt fra Sha’arajim til Gat og Ekron. ⁵³ Derefter vendte israelitterne tilbage og plyndrede filistrenes rømmede lejr. ⁵⁴ Men David sikrede sig Goliats hoved og tog det senere med til Jerusalem, mens filisterens våben blev anbragt i hans telt.^[b]

⁵⁵ Dengang Saul så David gå imod kæmpen Goliat, spurgte han sin hærfører Abner: „Abner, hvilken familie er det nu den der unge fyr kommer fra?” „Jeg aner det ikke,” svarede Abner. ⁵⁶ „Så find ud af det!” sagde kongen. ⁵⁷ Efter at David havde dræbt Goliat, og han kom tilbage med kæmpens hoved i hånden, førte Abner ham straks til Saul. ⁵⁸ „Sig mig, unge mand,” sagde Saul, „hvem er din far?” David svarede: „Jeg er søn af Isaj, der bor i Betlehem.”

Sauls jalousi imod David

18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. ² Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. ³ Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. ⁴ Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.

⁵ Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.

⁶ Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr,^[c] og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. ⁷ „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”

⁸ Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” ⁹ Fra da af så han skævt til David.

¹⁰ Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, ¹¹ og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. ¹² Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. ^13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

^15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

¹⁷ En dag sagde Saul til David: „Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: „Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”

¹⁸ „Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. „Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”

¹⁹ Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for. ²⁰ I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.

²¹ „Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: „Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”

²² Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: „Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”

²³ Men David svarede: „Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”

²⁴ Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret, ²⁵ sagde han: „Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.

²⁶ Mændene fortalte så David, hvad Saul havde sagt, og han gik ind på betingelserne for at blive kongens svigersøn. ²⁷ Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.

²⁸ Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal^[d] holdt af ham, ²⁹ blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. ³⁰ Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.

Jesus underviser om bøn^(A)

11 En dag opholdt Jesus og disciplene sig på et øde sted, og Jesus var i bøn. Da han var færdig, sagde en af disciplene til ham: „Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.”

² Jesus svarede: „Når I beder, så sig:

⁵ Jesus fortsatte: „Forestil dig, at du midt om natten går hen til en af dine venner og råber til ham: ‚Kære ven, vær rar og lån mig tre brød, ⁶ for jeg har fået uventet besøg, og jeg har ikke brød i huset.’ ⁷ Så kan det være, at din ven svarer inde fra huset: ‚Lad mig være i fred! Døren er låst, og både jeg og mine børn er gået i seng. Jeg kan ikke stå op for at give dig noget på den her tid af natten!’ ⁸ Det siger jeg jer: Måske vil manden i huset ikke stå op og give dig det, du står og mangler, bare fordi I er venner, men han vil gøre det på grund af din påtrængenhed.”

⁹ Jesus fortsatte: „Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. ¹⁰ Enhver, som beder, får; den, der søger, finder; og døren lukkes op for den, der banker på.

¹¹ Kunne nogen af jer, som er forældre, finde på at give jeres børn en slange at spise, hvis de bad om en fisk? ¹² Ville I servere en skorpion for dem, hvis de bad om et æg? ¹³ Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give Helligåndens kraft til dem, der beder ham om det?”

Jesus under falsk anklage^(B)

¹⁴ Engang uddrev Jesus en ond ånd, som havde gjort en mand stum. Efter at være befriet fra den onde ånd kunne den stumme mand tale, og folkeskaren var forbløffet. ¹⁵ Men mange var skeptiske. Nogle sagde: „Det må være med hjælp fra Satan,^[b] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.” ¹⁶ Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.

¹⁷ Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie. ¹⁸ Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. ¹⁹ Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! ²⁰ Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

²¹ Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred. ²² Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.

²³ De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

Fra det onde til det værre^(C)

²⁴ Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ ²⁵ Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand. ²⁶ Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”

Velsignelsen ved at handle på Guds ord

²⁷ Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: „Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!” ²⁸ Jesus svarede: „Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”