Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Dommer 19-21

Benjaminitternes forbrydelse

19 På den tid, da der endnu ingen konge var i Israel, boede der en mand af Levis stamme på et afsides sted i Efraims højland. Han havde hentet sig en medhustru i Betlehem i Juda. Men hun blev vred på ham og tog derefter tilbage til sin fars hus i Betlehem. Da der var gået fire måneder, opsøgte manden hende for at få hende med tilbage. Han havde taget sin tjener og et ekstra æsel med. Pigen førte ham ind til sin far, og faderen bød ham velkommen og bad ham blive nogle dage. Så blev han boende i tre dage. Han både spiste og sov der.

På den fjerde dag stod levitten og hans tjener tidligt op for at begive sig på hjemturen sammen med konen, men svigerfaderen sagde: „I må da ikke tage af sted, før I har fået et godt måltid.” Så satte de sig ned og spiste et større måltid. „Bliv dog en dag mere!” bad svigerfaderen. „Vi har det jo dejligt sammen.” Levitten afslog, men hans svigerfar blev ved med at presse ham, indtil han gav efter og blev der natten over. Næste morgen stod de igen tidligt op for at komme af sted. „Spis nu først,” insisterede svigerfaderen. „Så kan I tage af sted i eftermiddag.”

Samme eftermiddag, da levitten og hans medhustru og tjener gjorde klar til afrejsen, sagde svigerfaderen: „Det er ved at blive sent! Hvad med at blive endnu en nat, så vi kan hygge os sammen denne sidste aften? Så kan I tage af sted i morgen tidlig!”

10 Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.

11 Det var sent på dagen, da de nåede til byen. „Vi kan ikke nå længere i dag,” sagde tjeneren. „Lad os overnatte i den her jebusitiske by.”

12-13 „Nej,” svarede hans herre, „vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.”

14 Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme, 15 og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten. 16 Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme. 17 Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.

18 „Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,” svarede levitten. „Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten, 19 skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.”

20 „Kom dog med mig!” udbrød den gamle mand. „Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.”

21 Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen. 22 Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: „Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!” 23 Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. „Hør nu her, venner,” sagde han. „I må ikke være så onde ved min gæst. 24 I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.”

25 Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst. 26 Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst. 27 Da levitten senere åbnede døren for at gøre sig klar til at tage af sted, fandt han sin medhustru liggende med hænderne på dørtrinet.

28 „Rejs dig, og lad os komme af sted!” sagde han.

Men der kom ikke noget svar, for hun var død. Så lagde han hende op på æslet og bragte hende hjem til sit hus. 29 Der tog han en kniv og skar hendes lig i 12 stykker, som han sendte ud til Israels 12 stammer. 30 Alle, som hørte om det, sagde: „Så grusom en forbrydelse er ikke blevet begået siden vi forlod Egypten! Vi har aldrig set noget lignende. Der må gøres noget, men hvad?”

Benjaminitterne straffes

20 Da samledes alle Israels mænd—fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og fra Gilead i øst—for Herrens ansigt i Mitzpa. Alle Israels stammeledere mødte op, og alle stammerne mønstrede tilsammen 400.000 bevæbnede krigere. 3-4 (Benjaminitterne hørte, at alle de andre stammer havde forsamlet sig i Mitzpa.)

„Fortæl os nu, hvordan den forbrydelse gik til,” sagde folkets ledere til den myrdede kvindes mand.

„Jeg og min medhustru ankom til Gibea i Benjamins land for at overnatte,” begyndte han. „Om natten omringede nogle af byens mænd huset i den hensigt at slå mig ihjel, og de voldtog min medhustru, indtil hun døde. Derefter skar jeg hendes lig i 12 stykker og sendte stykkerne ud til Israels 12 stammer for at vise, hvilken afskyelig forbrydelse disse israelitter havde begået. Nu må det være op til forsamlingen her at beslutte, hvad der skal gøres.”

8-11 Alle rejste sig, og deres beslutning var enstemmig: „Ingen af os vender hjem, før vi har udført en hævnaktion mod Gibea. Vi vil udtage en tiendedel af hæren til at sørge for forsyningslinierne—og resten af os vil udslette Gibea for den afskyelige forbrydelse, der er begået blandt Israels folk. Hvem der skal være hærens fortrop, vil blive bestemt ved lodkastning.”

12 Så sendte man delegationer ud til hele Benjaminstammens område med følgende besked: „Hvad er det dog for en skamløs handling, der er blevet begået hos jer? 13 Udlever de onde mænd fra Gibea til os, så vi kan henrette dem og på den måde udrydde det onde fra Israels midte.” Men benjaminitterne ville ikke høre på dem. 14-15 I stedet samlede de en hær på 26.000 mand og sendte hæren til Gibea for at hjælpe byens 700 våbenføre mænd imod den israelitiske hær. 16 I hæren var der 700 udvalgte, venstrehåndede skarpskytter, der med deres stenslynger kunne ramme plet hver eneste gang. 17 Over for dem stod de 400.000 krigere fra de øvrige stammer.

18 Før slaget gik israelitterne til Betel for at rådspørge Gud. „Hvilken stamme skal danne fortrop i slaget mod benjaminitterne?” spurgte de. Herren svarede: „Judas stamme skal gå forrest.”

19-20 Tidligt næste morgen drog hæren af sted og slog lejr tæt ved Gibea. Derfra gik de til angreb mod byen, 21 men benjaminitterne stormede ud af byen og dræbte den dag 22.000 israelitter. 22-24 Da gik israelitterne op til Betel og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne, som dog er en del af vores eget folk?” spurgte de. Herren svarede: „Ja, gå i kamp imod dem igen!”

Så opmuntrede israelitterne hinanden og gjorde klar til at fortsætte kampen samme sted næste dag. 25 Men denne gang gik det ikke meget bedre, for benjaminitterne dræbte yderligere 18.000 krigere.

26 Da gik hele hæren op til Betel. De græd og fastede indtil aften og bragte brænd- og takofre til Herren. 27-28 På det tidspunkt var Guds Ark flyttet til Betel, og Pinehas, en søn af Arons søn Eleazar, var præst ved helligdommen. Israelitterne spurgte atter Herren: „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne?” Herren svarede: „Fortsæt! I morgen vil jeg give jer sejr over dem.”

29 Så lagde en del af israelitterne sig i baghold på markerne rundt om byen. 30 Næste morgen gik den øvrige del af hæren frontalt til angreb mod Gibea som de øvrige dage. 31 Da benjaminitterne nu stormede ud af byen for at gå til modangreb, trak israelitterne sig tilbage i tre retninger og lokkede benjaminitterne væk fra byen. Benjaminitterne forfulgte de israelitiske soldater og huggede 30 af dem ned dels ude på markerne, dels langs vejen mod nordvest til Gibeon[a] og mod nord til Betel. 32 Det fik dem til at tænke: „Vi slår dem også denne gang!” Men israelitternes slagplan gik jo ud på, at deres hær skulle flygte og derved lokke modstanderne bort fra byen. 33 Da deres hovedstyrker nåede Ba’al-Tamar, forskansede de sig og gik til modangreb. I mellemtiden kom de andre frem fra deres baghold og indtog Gibea uden at møde væsentlig modstand. 34 Det drejede sig om 10.000 af israelitternes bedste krigere. Samtidig var der voldsom kamp mellem hovedstyrken og Benjamins hær, der var uvidende om, at det snart var ude med dem. 35 Den dag gav Herren israelitterne sejr over Benjamins hær, der med et tab på 25.100 mand blev næsten totalt udslettet. 36 Da måtte benjaminitterne acceptere, at de var blevet slået.

Bagholdsangrebet og kampens afslutning foregik på følgende måde: Den israelitiske hovedstyrke havde jo trukket sig væk fra benjaminitterne, da de satsede på deres bagholdsstrategi. 37 Den øvrige hærstyrke kom nu frem fra sit baghold, stormede Gibea og huggede indbyggerne ned. 38 Det var aftalt, at de skulle sætte ild til byen, og det gjorde de så. 39 Da israelitternes hovedstyrke så røgen, standsede de flugten og gik til modangreb på benjaminitternes hær. Da benjaminitterne allerede havde hugget 30 israelitiske soldater ned, og hele hæren var flygtet, var de overbeviste om, at sejren var en realitet ligesom de to foregående dage, 40-41 men da de så sig tilbage mod byen fik de et chok, for byen var i brand, og fjenderne kom imod dem både fra syd og nord. 42 Deres eneste udvej var at flygte i retning af ørkenen, men hovedstyrken og krigerne fra bagholdet, som nu havde sluttet sig til dem, satte efter benjaminitterne. 43-44 Et godt stykke øst for Gibea blev de indhentet, og mere end 18.000 af Benjamins krigere blev slået ihjel dér. 45 Resten af hæren flygtede videre mod nord ind i ørkenen i retning af Rimmons klippe, og endnu 5000 mand blev hugget ned undervejs. 2000 mand nåede frem til Gidom, inden de blev dræbt.

46 Den dag mistede Benjamins stamme mere end 25.000 dygtige krigere. 47 De eneste overlevende var 600 mænd, der undslap til Rimmons klippe og gemte sig i ørkenområdets klippehuler. Her levede de i fire måneder.

48 Efter slaget gik israelitterne en runde til hver eneste by i Benjamins land. De dræbte alt levende, både mennesker og husdyr, og derefter brændte de byerne ned til grunden.

Benjamins stamme reddes fra udslettelse

21 De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme. Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Herre, Israels Gud,” klagede de, „hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”

Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret. Da spurgte de hinanden: „Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: „Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel! Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”

8-9 Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede. 10-11 Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: „Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.” 12 Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kana’ans land.

13 Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred. 14 Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle. 15-16 Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: „Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet. 17 Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen, 18 selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.” 19 Pludselig var der en, som fik en lys idé! „Hør,” sagde han, „måske kan vi løse problemet under den kommende religiøse byfest i Shilo.” (Shilo ligger øst for vejen mellem Betel og Sikem, syd for Lebona og nord for Betel.)

20-21 Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: „Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land. 22 Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”

23 Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.

24 Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier. 25 Men der var stadig ingen konge i Israel, så alle gjorde, som de havde lyst til.

Lukas 7:31-50

31 Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?[a] 32 Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’

33 Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 34 Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ 35 Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som søger den.”

Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed

36 En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37 En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. 38 Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder[b] og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. 39 Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”

40 „Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”

„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.

41 „Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer,[c] mens den anden kun skyldte 50. 42 Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”

43 „Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.

„Jo, du har ret,” svarede Jesus.

44 Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. 46 Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. 47 Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”

48 Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”

49 Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.

50 Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst[d] dig. Du kan gå nu—med fred i hjertet!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.