Old/New Testament

4 Efter at folket var kommet godt over på den anden side, sagde Herren til Josva:

^2-3 „Sig til de 12 mænd, der blev udpeget af Israels 12 stammer, at de hver skal tage en sten fra det sted i flodlejet, hvor præsterne står, og tage stenene med sig til det sted, hvor I slår lejr i aften.”

⁴ Så kaldte Josva de 12 mænd sammen ⁵ og sagde til dem: „Nu kan I gå over, men stands midt ude i flodlejet, hvor pagtens ark er. Der skal hver af jer samle en sten op og bære den på skulderen over på den anden side, så der er en sten for hver af Israels 12 stammer. ⁶ De sten skal være et minde, og når jeres børn i fremtiden spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ ⁷ skal I svare: ‚De minder os om dengang, Jordanflodens vand standsede for at lade Herrens Ark og folket passere.’ De sten skal altid minde Israels folk om det under, som skete, da vi krydsede Jordanfloden.”

⁸ Mændene gjorde, som Josva havde sagt. De samlede 12 sten op fra flodlejet, én sten for hver stamme, sådan som Herren havde befalet Josva, og tog dem med sig til det sted, hvor de slog lejr for natten. ⁹ Josva anbragte desuden 12 sten midt i floden på det sted, hvor præsterne stod med pagtens ark, og de sten er der den dag i dag. ¹⁰ De præster, som bar arken, blev altså stående ude i flodlejet, indtil alt, hvad Herren havde befalet Josva, var udført. På den måde førte Josva folket over floden, sådan som Moses havde givet instrukser om. Folket skyndte sig over floden, mens præsterne stod i midten, ¹¹ og da de alle var kommet over, fulgte præsterne efter med arken, mens folket stod og så til.

¹² Som Moses havde befalet, gik de våbenføre mænd fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme også med over floden. ¹³ De udgjorde 40.000 bevæbnede krigere, som var klar til at kæmpe for Herren på Jerikos sletter. ¹⁴ Herren gjorde det sådan, at Josva den dag vandt stor respekt i folkets øjne. Fremover viste de ham samme ærefrygt, som de havde vist Moses. ^15-18 Efter at Josva på Herrens befaling havde sagt til de præster, der stod med pagtens ark, at de skulle komme op af flodlejet, steg de op på bredden, og i samme øjeblik de satte foden på landjorden, strømmede vandet tilbage, og floden gik over sine bredder som før.

¹⁹ Det var den tiende dag i årets første måned,^[a] at folket krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Gilgal øst for Jeriko. ²⁰ Det var også der, Josva anbragte de 12 mindesten, de havde taget med fra midten af floden. ²¹ Så gentog han over for hele Israels folk, hvad han allerede tidligere havde sagt: „I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ ²² skal I sige: ‚De er til minde om, at Israels folk gik tørskoet over Jordanfloden.’ ²³ Fortæl dem, hvordan Herren holdt vandet tilbage for øjnene af jer, indtil alle var kommet over, ligesom han gjorde med Det Røde Hav, dengang Israels folk skulle krydse det. ²⁴ For alle jordens folk skal det være et tegn på Herrens vældige magt, og det skal hjælpe jer til altid at have respekt og ærefrygt for Herren, jeres Gud.”

5 Da de amoritiske konger, der herskede vest for Jordanfloden, og de kana’anæiske konger langs Middelhavets kyst hørte, at Herren havde stoppet vandet i Jordanfloden, så israelitterne kunne gå over, blev de lammet af frygt og turde ikke kæmpe imod Israels folk.

Omskærelsen og påskefesten i Gilgal

² Herren sagde nu til Josva: „Lav nogle flinteknive og sørg for, at israelitterne bliver omskåret som før i tiden.” ³ Josva gjorde, som Herren havde sagt, og de mandlige israelitter blev omskåret ved et sted, som blev kaldt Givat-ha-Aralot.^{[b] 4-5} Alle de omskårne, våbenføre mænd, som i sin tid havde forladt Egypten, var døde undervejs, og de, som var blevet født under ørkenvandringen, var aldrig blevet omskåret. ⁶ Israelitterne havde jo opholdt sig i ørkenen i 40 år, indtil alle de våbenføre mænd var døde. Herren havde nemlig sagt, at på grund af deres ulydighed måtte de ikke få lov at se det land, han havde lovet deres forfædre—et land, som flyder med mælk og honning. ⁷ Det var deres sønner, der nu blev omskåret.

⁸ Efter omskærelsen hvilede mændene i lejren, indtil deres sår var lægt.

⁹ Herren sagde til Josva: „I dag har jeg fjernet skammen fra jeres slavetid i Egypten. Jeg har rullet den bort.” Derfor kaldte man stedet Gilgal,^[c] og det kaldes det den dag i dag. ¹⁰ Mens de lå i lejren ved Gilgal på Jerikosletten, fejrede de påske om aftenen den fjortende dag i årets første måned. ¹¹ Dagen efter spiste de af landets afgrøde: ristet korn og brød bagt uden surdej. ¹² Fra den dag kom der ikke mere manna, men de spiste af Kana’ans afgrøder.

Jerikos fald

¹³ En dag, mens Josva opholdt sig i nærheden af Jeriko, så han pludselig, at der stod en mand med draget sværd foran ham. Josva gik hen til ham og spurgte: „Hører du til hos os eller vores fjender?”

¹⁴ „Ingen af delene,” svarede manden. „Jeg er øverstkommanderende for Herrens hær!”

Da faldt Josva på knæ og bøjede ansigtet mod jorden. „Til tjeneste, Herre!” udbrød han. „Hvad ønsker du, jeg skal gøre?”

¹⁵ Den øverstkommanderende over Herrens hær svarede: „Tag dine sko af, for du står på et helligt sted.” Og Josva gjorde, som han sagde.

6 Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. ² Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. ³ I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. ⁴ Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. ⁵ Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”

⁶ Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” ⁷ Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”

⁸ På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. ⁹ De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.

¹⁰ „I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”

¹¹ Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.

^12-14 Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.

¹⁵ Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen. ¹⁶ Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: „Råb! Herren har givet jer byen!”

¹⁷ Josva havde tidligere sagt til sine krigere: „Alle indbyggerne skal slås ihjel, med undtagelse af den prostituerede Rahab og familiemedlemmerne i hendes hus, fordi hun hjalp spionerne. ¹⁸ Alt andet skal ødelægges! I må overhovedet intet krigsbytte tage til jer selv, for hvis I gør det, skal I selv dø, og det bliver hele folkets undergang. ¹⁹ Hvad der findes af sølv og guld skal indvies til Herren og bringes til hans skatkammer. Det samme gælder alle ting lavet af bronze eller jern.”

²⁰ Da mændene nu hørte den langtrukne lyd fra vædderhornene, råbte de af deres lungers fulde kraft. Bymuren brød sammen, og de styrtede alle ind i byen. ²¹ De huggede alt ned, som de kom frem, både mennesker og dyr—mænd og kvinder, unge og ældre, okser, får og æsler—alting! ²² Imens sagde Josva til de to spioner: „Skynd jer at redde Rahab og hendes familie, sådan som I har lovet.” ²³ Spionerne gjorde, som de fik besked på, og bragte Rahab og hendes far og mor, hendes søskende og øvrige familie i sikkerhed i nærheden af lejren uden for byen. ²⁴ Derefter blev byen og alt, hvad der var i den, brændt af, med undtagelse af sølvet, guldet og redskaberne af bronze og jern, som blev anbragt i Herrens skatkammer. ²⁵ Josva skånede den prostituerede Rahab og dem, der var hos hende i huset, fordi hun havde skjult de mænd, han havde sendt af sted for at spionere i Jeriko. Rahab og hendes familie bor den dag i dag blandt israelitterne.

²⁶ Ved den lejlighed udtalte Josva i hele folkets påhør følgende forbandelse:

²⁷ Herren var med Josva, så han blev berømt og respekteret over hele landet.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, ⁴ er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.

Johannes Døbers mirakuløse undfangelse

⁵ Dengang Herodes^[a] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold^[b] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. ⁶ De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. ⁷ Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.

⁸ En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, ⁹ tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. ¹⁰ Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. ¹¹ Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, ¹² og det gjorde ham skrækslagen.

¹³ „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. ¹⁴ Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, ¹⁵ for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,^[c] allerede før han bliver født. ¹⁶ Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. ¹⁷ Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.^[d]”

¹⁸ „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”

¹⁹ Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. ²⁰ Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”