Old/New Testament

3 „Spis nu den her bogrulle,” sagde han, „og forkynd derefter mit ord for Israels folk.” ² Så åbnede jeg munden, og han puttede bogrullen i munden på mig, ³ idet han tilføjede: „Spis hele bogrullen. Lad den fuldstændigt fylde dit indre.” Så spiste jeg den, og den smagte sødt som honning.

⁴ „Jeg sender dig til Israels folk med et budskab fra mig,” fortsatte han. ⁵ „Jeg sender dig ikke til et fremmed folk, hvis sprog du ikke forstår. ⁶ Hvis jeg gjorde det, ville de i det mindste lytte til dig. ⁷ I stedet sender jeg dig til Israels folk, og de vil ikke lytte mere til dig, end de lytter til mig, for de er stivnakkede og egenrådige i bund og grund. ⁸ Men se, jeg gør dig hård og ubøjelig som dem, så du kan holde stand imod dem. ⁹ Jeg gør dig hårdhudet og stærk som en klippe, så du ikke bliver såret af deres vrede blikke. Husk på, at det er et oprørsk folk. ¹⁰ Hør godt efter alt, hvad jeg siger til dig, og lad budskabet blive en del af dig selv. ¹¹ Gå derefter rundt til folket, der bor i eksil, og forkynd dem mit ord, uanset om de hører efter eller ej.”

¹² Så løftede Ånden mig op og førte mig bort. Bag mig hørte jeg en buldrende røst, som lovpriste Herrens herlighed, ¹³ og jeg hørte lyden af de levende væseners vinger, der rørte ved hinanden, og en voldsom rumlen fra hjulene, der fulgtes med dem.

¹⁴ Efter at Ånden havde løftet mig op og ført mig bort, vandrede jeg om med forpint sjæl og oprørt indre, og Herrens kraft var stadig over mig. ¹⁵ Så kom jeg til judæerne, som boede i Tel-Abib ved Kebarfloden. Der satte jeg mig tavs ned og stirrede lamslået frem for mig i syv dage.

Ezekiel kaldes til at være en vagtpost for folket

¹⁶ Da de syv dage var gået, sagde Herren til mig:

¹⁷ „Jeg har udvalgt dig til at holde udkig og stå vagt for Israels folk. Når du får et budskab fra mig, skal du straks give advarslen videre. ¹⁸ Hvis jeg siger om nogle, at de skal dø som straf for deres ondskab, så skal du advare dem, så de har en chance for at ændre deres liv og undgå straffen. Hvis du ikke advarer dem, og de derfor ikke ændrer deres liv, så skal de dø for deres ondskab, men du skal også dø, for jeg vil holde dig ansvarlig for deres død. ¹⁹ Hvis du derimod advarer dem, og de bliver ved med at synde uden at omvende sig, så skal de dø for deres ondskab, men du redder livet.

²⁰ Hvis retskafne mennesker bliver onde, og jeg derfor må straffe dem, så er det deres egen ondskab, der er skyld i deres død. Alle deres tidligere gode gerninger kan ikke redde dem. Og hvis du undlader at advare dem, bliver du også straffet. ²¹ Men advarer du dem, så de holder op med deres ondskab, redder du både dig selv og dem.”

²² Da mærkede jeg Herrens kraft over mig igen, og han sagde til mig: „Rejs dig og gå ud i dalen. Der vil jeg tale til dig.” ²³ Så rejste jeg mig og gik derud, og jeg så Herrens herlighed, som jeg tidligere havde set ved Kebarfloden, og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden.

²⁴ Åndens kraft kom over mig og rejste mig op. „Gå hjem og luk dig inde i dit hus,” sagde han. ²⁵ „Der vil du blive bundet, så du ikke kan gå uden for din dør. ²⁶ Og jeg vil lade din tunge klæbe til ganen, så du ikke af dig selv kan anklage mit oprørske folk. ²⁷ Men når du får et budskab fra mig, vil jeg løse din tunge og lade dig tale, så du kan advare dem. ‚Hør hvad Gud Herren siger til jer!’ skal du sige. Nogle vil lytte til dig, men andre nægter at høre efter, for det er et oprørsk folk.”

En dramatisering af Jerusalems belejring

4 ^1-3 „Du menneske,” sagde Herren til mig, „tag en stor mursten og læg den foran dig. Tegn så et omrids af Jerusalem på stenen, byg belejringsvolde og sæt angrebsramper op. Marker fjendehærens kommandotelte rundt omkring byen og de maskiner, der kan bryde igennem muren. Sæt derefter en jernplade op som en mur mellem dig og byen og vend dit ansigt imod byen, for det er dig, der belejrer byen. Det skal tjene som advarsel til Israels folk.

^4-5 Læg dig så på din venstre side i 390 dage og tag Nordrigets skyld på dig. Hver dag svarer til et år af deres straf. ⁶ Derefter skal du vende dig om og ligge på din højre side i 40 dage og bære Sydrigets skyld.^[a] Hver dag symboliserer et år.

⁷ Du skal ligge med ansigtet vendt mod det belejrede Jerusalem, og med blottet arm skal du profetere dom over byen. ⁸ Jeg vil binde dig med reb, så du ikke kan vende dig om, før det angivne antal dage er gået.

⁹ Du skal blande hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt i en beholder og bruge det til at bage brød af. Det skal du så spise i de 390 dage, hvor du ligger på venstre side. ¹⁰ Du må kun bruge et halvt pund^[b] af blandingen om dagen, og du skal spise brødet på bestemte tidspunkter. ¹¹ Af vand må du kun drikke to krus^[c] om dagen på bestemte tidspunkter. ¹² Hver dag skal du tage en ration af blandingen fra beholderen og lave et brød af den, sådan som man laver bygkager. Mens folk ser på, skal du bage brødet over ilden, og du skal bruge tørret menneskeafføring som brændsel. Derefter skal du spise brødet. ¹³ Det er et symbol på, hvordan Israels folk kommer til at spise uren mad i det gudløse land, hvor jeg sender dem i eksil.”

¹⁴ „Åh, min Herre og Gud,” udbrød jeg, „er det virkelig nødvendigt at bruge den form for brændsel? Aldrig i mit liv har jeg spist noget urent. Fra jeg var barn og indtil nu, har jeg aldrig spist selvdøde eller sønderrevne dyr eller kød, som det ifølge Toraen er forbudt at spise.”

¹⁵ „Godt,” svarede Herren, „så kan du bruge tørrede kokasser til brændsel i stedet for menneskeafføring. ¹⁶ Der vil blive stor hungersnød i Jerusalem, så både brød og vand rationeres. Med stigende bekymring vil folk spise og drikke deres små rationer af brød og vand. ¹⁷ Folk vil med rædsel se på, hvordan de hver især sygner hen under den straf, som de må igennem.”

²⁰ Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.

²¹ Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.^[a]

²² Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.

²³ Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.

²⁴ Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. ^25-26 I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.

²⁷ Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. ²⁸ I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.

²⁹ Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.

³⁰ Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.

³¹ Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.

³² Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. ³³ Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab ³⁴ og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.

³⁵ Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. ³⁶ Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. ³⁷ Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. ³⁸ De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.

³⁹ Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, ⁴⁰ for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.