Old/New Testament

9 Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.

² Herren sagde om sit folk: „De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke. ³ Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig. ⁴ Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det. ⁵ De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”

⁶ Derfor sagde Herren, den Almægtige: „Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem. ⁷ Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde. ⁸ Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”

⁹ Derpå udbrød jeg: „Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”

¹⁰ Herren sagde: „Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”

¹¹ Jeg spurgte: „Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”

¹² Herren svarede: „Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger. ¹³ De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte. ¹⁴ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger. ¹⁵ Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”

¹⁶ Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: „Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”

¹⁷ Jeg udbrød: „Ja, lad dem skynde sig at komme og synge deres sørgesange. Lad os alle jamre og græde, så tårerne vælter ned over kinderne. ¹⁸ Snart kan man høre de frygteligste smerteskrig fra Jerusalem: ‚Katastrofen er over os. Vi er fuldstændig knuste. Vores huse er jævnet med jorden, og vi bliver ført bort som slaver.’ ”

¹⁹ Jeg fortsatte: „Hør hvad Herren har at sige, I grædekoner. Lær jeres døtre at græde, og øv jer i at synge sørgesange. ²⁰ Døden vil kravle ind gennem vinduerne og skaffe sig adgang til selv de mest befæstede borge. Den vil dræbe børnene, der leger på gaden, og de unge, der samles på torvet. ²¹ Sig til dem fra Herren, at ligene kommer til at ligge i gaderne, som var det gødning spredt ud på en mark. De ligger der som afskårne neg, høstfolkene ikke har samlet op.”

²² Herren sagde: „Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, helten af sin styrke, eller den rige af sin rigdom. ²³ Nej, hvis nogen vil rose sig, så lad dem rose sig af dette ene: at de kender mig og forstår, at mine handlinger på jorden er motiveret af nåde, barmhjertighed og retfærdighed, og at jeg glæder mig over dem, der handler på samme måde som jeg.

²⁴ Der kommer en dag, siger Herren, hvor jeg vil straffe både de uomskårne og dem, som nok er blevet omskåret rent fysisk, men som ikke lever i pagt med mig. ²⁵ Jeg vil slå ned på egypterne, judæerne, edomitterne, ammonitterne, moabiterne og araberne i ørkenen. De fremmede folkeslag er alle uomskårne på kroppen, men Israels folk har uomskårne hjerter.”

Skabningens Herre

10 Israels folk, hør hvad Herren har at sige:

² „I må ikke dyrke de fremmede folkeslags guder eller følge deres skikke. Lad jer ikke skræmme af tegn i solen, månen eller stjernerne, selv om andre folk frygter for den slags. ³ Deres overtro er nytteløs, og deres afguder er falske. De hugger et træ om i skoven, og en håndværker forarbejder det til afgudsbilleder. ⁴ Han pynter dem med guld og sølv, stiller dem op og hamrer dem fast, så de ikke vælter. ⁵ Sådan nogle afguder er som fugleskræmsler i en melonmark. De kan ikke tale, og de må bæres omkring, for de kan ikke gå. Dem skal I ikke være bange for. De kan ikke gøre nogen fortræd, men de gør heller ingen gavn.”

⁶ Da sagde jeg: „Åh, Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du er en stor Gud, og alle kender din magt. ⁷ Du er Konge over alle folkeslag på jorden. Alle burde vise dig ærefrygt. Ingen blandt jordens vismænd og mægtige konger kan sammenlignes med dig.”

⁸ De, der søger råd hos afguder af træ, er lige så tåbelige som deres træguder. ⁹ De importerer det fineste sølv fra Tarshish og guld fra Ofir for at udsmykke deres guder. Derefter klæder de dem i imponerende, rødviolette purpurkåber, som var de konger. Dog er de kun en dygtig kunsthåndværkers arbejde.

¹⁰ Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.

¹¹ Israels folk, mind de andre folkeslag om, at det ikke er deres såkaldte guder, der har skabt himlen og jorden. Tværtimod, en dag skal de forsvinde fra jordens overflade. ¹² Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. ¹³ Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn og slipper vinden løs.

¹⁴ Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i dem. ¹⁵ De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt. ¹⁶ Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den almægtige Gud.

¹⁷ „Pak jeres ejendele,” siger Herren, „for Jerusalem kommer snart under belejring. ¹⁸ Jeg vil straffe jer hårdt og smide jer ud af landet.”

¹⁹ Da vil Jerusalem råbe i fortvivlelse: „Jeg er dødeligt såret, det er ude med mig! Jeg troede, det bare var en mindre sygdom, og at jeg ville komme over det. ²⁰ Men nu er mit hus revet ned, og mine indbyggere er væk. Der er ingen tilbage til at bygge mig op igen.”

²¹ Årsagen til Jerusalems ulykke er, at folkets ledere er tåber, der ikke beder Herren om hjælp eller vejledning. De handler uden forstand, og dem, de skulle være ledere for, bliver spredt. ²² Hør! Der lyder krigslarm i nord, nu nærmer dommen sig. Judas byer skal jævnes med jorden og blive et tilholdssted for sjakaler.

²³ Herre, vi ved, at det ikke står i menneskets magt at bestemme sin egen skæbne, for ingen har kontrol over sin livsbane. ²⁴ Derfor er det nødvendigt, at du irettesætter os, Herre. Straf os, men gør det med måde, ikke i ubændig vrede, for ellers går vi til grunde. ²⁵ Udøs hellere din vrede over de folkeslag, der ikke tilbeder dig, for det er dem, der ødelægger vores land, så der kun er ruiner tilbage.

Israel har brudt Guds pagt

11 Herren talte igen til mig og sagde:

^2-3 „Mind Judas og Jerusalems indbyggere om de pagtsbetingelser, jeg forelagde jeres forfædre: Hvis I ikke overholder min pagt, bliver I ramt af min dom, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁴ Jeg indgik jo en pagt med jeres forfædre, da jeg førte dem ud af Egyptens smelteovn. Dengang sagde jeg udtrykkeligt, at hvis de ville adlyde mig og leve i overensstemmelse med pagtens ord, ville jeg antage dem som mit folk og være deres Gud ⁵ og opfylde det løfte, jeg gav til Abraham og hans efterkommere om et land, der ‚flyder med mælk og honning’, det land, som I nu bor i.”

„Ja, Herre, det er sandt!” svarede jeg.

⁶ Da sagde Herren til mig: „Gå ud i Jerusalems gader og i Judas byer med følgende budskab: Husk på Herrens pagt og overhold dens betingelser. ⁷ Lige siden den dag, jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, har jeg tidligt og silde tryglet mit folk om at adlyde mig. ⁸ Men de ville ikke. I stedet fulgte de gang på gang deres onde tilskyndelser. Derfor var jeg nødt til at straffe dem med den dom, som er konsekvensen af at bryde pagten.”

⁹ Derefter sagde Herren til mig: „Judas befolkning og Jerusalems indbyggere har gjort oprør imod mig. ¹⁰ De har genoptaget deres forfædres syndige skikke og vendt sig fra mig for at dyrke afguderne. Både Israels og Judas folk har brudt den pagt, jeg indgik med deres forfædre. ¹¹ Derfor rammer jeg dem med en ulykke, de ikke kan undslippe. Og hvis de råber til mig om hjælp, vil jeg ikke høre deres bønner. ¹² Så vil de råbe til deres afguder, som de ofrer til, men de kan ikke redde dem fra katastrofen. ¹³ Mit folk har lige så mange afguder, som der er byer i Juda, og altrene, hvor de ofrer til Ba’al, er så talrige som gaderne i Jerusalem.

¹⁴ Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for sådan et folk! Du skal ikke trygle mig om at redde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. Jeg vil ikke høre på dem, selv om de desperat råber til mig om hjælp. ¹⁵ Sig til dem: Hvad ret har I, mit elskede folk, til at være i mit tempel, når I har gjort så mange onde ting? Tror I, at jeres ofringer kan afværge dommen? Hvordan kan I fortsætte med jeres ondskab, mens I bringer jeres ofre? ¹⁶ Engang var du et dejligt oliventræ, der bar gode frugter. Men nu sætter jeg ild til dig, så alle dine grene bliver ødelagt. ¹⁷ Jeg er Herren, den Almægtige, som har plantet dig, men nu har jeg afsagt dommen over dig. Både Israels og Judas hus har ofret til Ba’al, og det har fremkaldt min vrede.”

Jeremias i fare for at blive dræbt

¹⁸ Herren advarede mig om, at nogle mennesker ønskede at slå mig ihjel. ¹⁹ Jeg var som et troskyldigt lam, der føres til slagtning. Jeg anede intet om deres hensigter. „Lad os gøre det af med den der profet,” sagde de, „så slipper vi for at høre på hans dommedagsprofetier.”

²⁰ Da sagde jeg til Herren: „Du er den almægtige Gud og den retfærdige dommer. Du kender menneskers tanker og motiver. Lad mig se dig straffe dem, for jeg har overgivet min sag til dig.”

²¹ Herren havde nemlig sagt til mig: „Nogle mænd fra Anatot er ude på at slå dig ihjel. De vil true dig på livet for at få dig til at holde op med at profetere i mit navn. ²² Derfor vil jeg straffe dem, siger Herren. Deres unge mænd vil falde i krig og deres børn sulte ihjel. ²³ Ikke en eneste af forræderne i Anatot vil blive skånet. Når tiden er inde, vil jeg straffe dem.”

Om forholdet mellem slaver og deres herrer

6 En kristen slave skal vise sin herre respekt, for at Guds navn og det kristne budskab ikke skal få et dårligt ry. ² Er slavens herre også troende, må slaven ikke vise ham mindre respekt, fordi de som kristne står lige. Tværtimod, så bør slaven udføre sit arbejde endnu bedre, for den, der nyder godt af hans veludførte arbejde, er en kristen, som er elsket af Gud.

Advarsler mod en forkert undervisning om falske værdier

Du skal undervise om de her ting, Timoteus, og styrke menigheden. ³ Hvis nogle folk kommer med en forkert undervisning, og hvis de ikke vil holde sig til den sunde lære, vi har fra Jesus Kristus, og den undervisning, der fremmer gudsfrygten, ⁴ så er de hovmodige og forstår ikke, hvad de udtaler sig om. De er syge efter at diskutere og slås om ord, og det fører bare til misundelse og strid, fornærmelser og ondsindede angreb på folks personlighed. ⁵ Der vil konstant være sammenstød mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft, som har fjernet sig fra sandheden og mener, at gudsfrygt skal give økonomisk udbytte. ⁶ Gudsfrygt giver faktisk et stort udbytte, men kun hvis man samtidig kan leve nøjsomt. ⁷ Vi havde jo ikke noget med os, da vi blev født, og vi kan ikke tage noget med os, når vi skal herfra. ⁸ Vi skal være glade og tilfredse, når vi har mad at spise og tøj at tage på. ⁹ De, der vil være rige, falder let i fristelser og går i Djævelens fælde. De får alle slags tåbelige og skadelige ønsker og vaner, som styrter mennesker i ødelæggelse og fortabelse. ¹⁰ Kærlighed til penge fører til alt muligt ondt. Nogle er på grund af kærlighed til penge faret vild fra troen og har påført sig selv stor smerte.

¹¹ Flygt fra den slags fristelser, du Guds mand. Stræb i stedet efter altid at gøre det rette. Øv dig i gudsfrygt, tro,^[a] kærlighed, udholdenhed og nænsomhed. ¹² Kæmp for troens gode sag. Hold fast ved det evige liv, som Gud har kaldet dig til, og som du har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærvær. ^13-14 Ind for Guds ansigt, han, som giver alle ting liv, og med tanke på Jesus Kristus, som aflagde den gode bekendelse foran Pontius Pilatus, formaner jeg dig til at leve i lydighed mod det, du har fået befaling om. Lad din livsførelse være uplettet og uangribelig lige til den dag, da vores Herre, Jesus Kristus, vender tilbage. ¹⁵ Når tiden er inde, vil Gud lade Kristus komme til syne i al sin herlighed:

¹⁷ Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og sætte deres lid til de usikre penge. De skal i stedet sætte deres lid til den Gud, som i rigt mål giver os alt muligt, vi kan glæde os over. ¹⁸ Sig til dem, at de skal bruge deres penge til at gøre godt med. De bør være rige på gode gerninger, gavmilde og altid parate til at dele med andre. ¹⁹ På den måde bruger de deres rigdom til at lægge et godt fundament for evigheden, og dermed får de fat i det virkelige liv.

Afsluttende formaning og hilsen

²⁰ Timoteus, værn om den tjeneste, Gud har betroet dig. Hold dig fra tåbelige og nytteløse diskussioner med dem, der ud fra deres såkaldte kundskab gerne vil modsige dig. ²¹ Ved at følge den slags kundskab er nogle kørt af sporet med deres tro.

Guds nåde være med jer!