Old/New Testament

62 For Zions skyld vil jeg ikke tie. For Jerusalems skyld får jeg ikke ro, før retfærdigheden bryder igennem som morgenrøden, og frelsen som en flammende fakkel. ² Folkeslagene skal få øjnene op for, at du er god, og konger skal se din herlighed. Herren giver dig et nyt navn, som han selv vælger. ³ Da bliver du som en prægtig kongekrone i Herren, din Guds, hånd. ⁴ Du skal ikke længere kaldes „Den forkastede”, og dit land skal ikke længere hedde „Det gudsforladte land”. Nej, du skal kaldes „Min elskede” og „Min brud”, for Herren glæder sig over dig og hjemfører dig som sin brud. ⁵ Som en ung mand hjemfører en jomfru, vil din Skaber hjemføre dig. Som en brudgom, der fryder sig over sin brud, vil Gud fryde sig over dig.

Bøn og forventning om Jerusalems genrejsning

⁶ På dine mure, Jerusalem, har jeg sat vægtere ud, som dag og nat skal råbe til Gud, indtil hans løfter bliver opfyldt. Lad ikke hænderne synke, I, som beder. ⁷ Lad ikke Herren få fred, før han genrejser Jerusalem og lader byen komme til ære og værdighed på jorden. ⁸ Herren har aflagt et højtideligt løfte til sit folk, som han vil bakke op med al sin magt: „Jeres fjender skal ikke længere leve af jeres korn. De fremmede skal ikke drikke den vin, I har arbejdet så hårdt på at fremstille. ⁹ Nej, I skal få lov at spise af det korn, I har høstet, og I skal prise Herren for det. Og I skal få lov til i templets forgård at drikke vinen fra de druer, I har plukket.”

¹⁰ Gå ud af byen, Jerusalems indbyggere, og ban vej for det hjemvendende folk. Fjern de store sten og hejs et banner som tegn for hele verden. ¹¹ Herren siger til alle folkeslag på jorden: „Sig til Jerusalems indbyggere: Se, din Frelser er på vej, og han går foran sit frigivne folk.”

¹² De skal kaldes „Guds hellige folk” og „Herrens løskøbte folk”, og Jerusalem skal kaldes „Den foretrukne by” og „Byen, som ikke bliver forladt”.

Guds dom over Israels undertrykkere

63 Hvem er den mægtige fyrste i blodrøde klæder, som kommer fra Botzra i Edoms land?

„Det er mig, Herren, som har magt til at frelse, og som afsiger retfærdige domme.”

² Hvorfor er dit tøj så rødt, som om du havde trampet druerne i vinpersen?

³ „Jeg trådte vinpersen alene. Der var ingen, som hjalp mig. I min vrede nedtrådte jeg dem, som var de druer. Jeg trampede på dem, så jeg blev oversprøjtet med blod. ⁴ Hævnens time var kommet, tiden til at befri mit folk fra deres undertrykkere. ⁵ Jeg ventede på, om nogen ville hjælpe mig, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig. Så fuldførte jeg dommen alene i min stærke vrede. ⁶ Jeg nedtrådte folkene i vrede, fyldte dem med min harmes vin og lod deres blod løbe ud på jorden.”

Profeten mindes befrielsen fra slaveriet i Egypten og folkets utroskab

⁷ Jeg vil mindes Herrens trofasthed. Jeg vil takke ham for alt, hvad han gjorde for os, glæde mig over hans godhed imod Israels folk, over hans barmhjertighed og urokkelige troskab. ⁸ Han sagde: „Det er jo mit folk, og de vil ikke svigte mig.” Da befriede han dem fra slaveriet. ⁹ Han sendte ikke en engel eller et sendebud for at redde dem, men han greb selv ind. På grund af sin kærlighed ynkedes han over dem og befriede dem. Han har jo båret dem og beskyttet dem helt fra begyndelsen.

¹⁰ Men de gjorde alligevel oprør imod ham og bedrøvede hans hellige Ånd. Derfor blev han deres fjende og kæmpede imod dem.

Folket mindes Guds indgreb i fortiden og beder om hjælp

¹¹ Men så kom de i tanke om de gamle dage, hvor Moses førte folket ud af Egypten, og de råbte: „Hvor er den Gud, som førte Israels folk med dets ledere sikkert gennem havet? Hvor er den Gud, som gav sin hellige Ånd til sin tjener Moses? ^12-13 Hvor er den Gud, som viste sin vældige magt og gav Moses autoritet til at kløve havet foran hele folket? Hvor er den Gud, som udførte de store mirakler, som vi aldrig glemmer? De vandrede gennem havet så let som heste gennem ørkenen. ¹⁴ Som kvæget, der føres ned til græsset i dalen, førte Herrens Ånd folket til et hvilested. Sådan førte Herren sit folk for at vise sin herlighed.

¹⁵ Herre, se nu til os fra din hellige bolig i din herligheds Himmel. Hvad er der blevet af din nidkærhed for dit folk? Hvor er din vældige magt? Hvor er din barmhjertighed og kærlighed? Hvorfor oplever vi det ikke? ¹⁶ Du er jo vores Far. Abraham og Jakob kan ikke hjælpe os. Det er dig, Herre, som har hjulpet og reddet os fra ældgammel tid. ¹⁷ Herre, hvorfor tillader du os at fare vild fra dine veje? Hvorfor gør du os sløve, så vi glemmer at have ærefrygt for dig? Kom tilbage og grib ind, for vi ønsker at tjene dig, og vi tilhører dig. ¹⁸ Dit hellige folk boede i landet en kort tid, men nu er det vores fjender, der nedtramper dit hellige sted. ¹⁹ Vi har altid været dit folk. De andre folkeslag tilbeder dig ikke, og det er ikke dem, der har dig som deres Herre. Gid du ville flænge himlen og stige ned til os. Så ville bjergene bæve.

64 Det ville få folkeslagene til at skælve af angst og fjenderne til at frygte dit herlige navn, som når ild sætter kvas i brand og bringer vand i kog. ² For du gjorde engang undere, vi ikke ventede, og bjergene skælvede, da du viste dig. ³ Intet øre har hørt, og intet øje har set en gud som dig, for du griber ind og hjælper dem, som sætter deres lid til dig. ⁴ Du hjælper dem, som med glæde gør din vilje og følger dine veje.

Men vi syndede imod dig, og du blev vred. Evig og altid har vi været onde og ulydige.^{[a] 5} Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste, vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden. ⁶ Ingen bad dig om hjælp eller holdt sig nær til dig. Derfor vendte du dig bort og overlod os til den straf, vi fortjente.

⁷ Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk. ⁸ Vær ikke alt for vred på os, Herre. Husk ikke for evigt på vores synd. Vi er jo dit udvalgte folk.

⁹ Se, dine hellige byer er blevet jævnet med jorden, Zion ligner en øde ørken, Jerusalem ligger i ruiner. ¹⁰ Vores hellige og prægtige tempel, hvor vores forfædre lovpriste dig, er brændt ned til grunden. Det sted, vi elskede over alt andet, er nu kun en ruinhob. ¹¹ Vil du stadig ikke gribe ind, Herre? Vil du stiltiende se på, at vi bliver straffet så hårdt?”

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, der efter befaling fra Gud, vores Frelser, og Jesus Kristus, vores håb, er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus.

² Kære Timoteus, mit sande barn i troen. Må du opleve nåde, barmhjertighed og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre.

Irettesæt de falske lærere^(A)

³ Da jeg rejste videre til Makedonien, efterlod jeg dig i Efesos, for at du skulle irettesætte visse personer, som forvirrer folk med deres forkerte lære. ⁴ Du skal beordre dem til ikke at være så optaget af myter og endeløse stamtavler,^[a] for det fører til nytteløse diskussioner i stedet for at fremme Guds frelsesplan, der er baseret på tro. ⁵ Formålet med din irettesættelse af dem skal være at fremme den kærlighed, der udspringer af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro. ⁶ Det er, når folk glemmer kærligheden, at de begiver sig ud i sådanne formålsløse diskussioner. ⁷ De vil gerne undervise i Guds lov, men de ved ikke, hvad de snakker om, og de forstår ikke baggrunden for det, de har så travlt med at udtale sig om.

^8-9 En lov er en god ting, hvis man altså bruger den rigtigt og forstår, at den ikke er til for dem, der gør det rigtige i forvejen, men for dem, der er lovløse og oprørske. Loven finder anvendelse over for de gudløse og respektløse syndere, dem, der ikke er kommet til tro, og folk, der gør vold mod forældre og begår mord, ¹⁰ folk, der lever i seksuel synd, praktiserer homoseksualitet eller er slavehandlere, folk, der lyver og afgiver falsk forklaring eller på anden måde handler i modstrid med den sunde lære. ¹¹ Den sunde lære finder vi i det herlige budskab om Kristus, som vores vidunderlige Gud har betroet mig at forkynde.

Paulus takker Gud for hans overstrømmende nåde

¹² Jeg er fuld af taknemmelighed til Jesus Kristus, vores Herre, fordi han anså mig for at være trofast og betroede mig denne tjeneste, som han også har givet mig kraft til at udføre. ¹³ Engang hånede og forfulgte jeg de kristne med et utroligt hovmod. Men alligevel var Gud nådig imod mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde dengang. ¹⁴ Herrens nåde strømmede ud over mig, så jeg blev fyldt med den tro og kærlighed, der har sin kilde i Jesus Kristus. ¹⁵ Jeg, som var den største synder, forstod pludselig, at Jesus Kristus kom til denne verden for at frelse syndere. Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. ¹⁶ Netop fordi han kom for at frelse syndere, viste han nåde imod mig. Derved er jeg blevet et fantastisk eksempel på den enestående kærlighed, han ønsker at udvise over for dem, der endnu har til gode at komme til tro på ham og modtage det evige liv.

Kæmp den gode kamp i tro og med ren samvittighed

^18-19 Timoteus, mit barn, det er altså den opgave, jeg har givet dig ansvar for, og det stemmer også overens med de profetiske ord, som tidligere blev udtalt over dig. Hold fast ved de ord, så du kan kæmpe den gode kamp i tro og med en ren samvittighed.

Nogle er faldet fra troen

Desværre har nogle mennesker ignoreret deres samvittighed og lidt skibbrud i deres trosliv. ²⁰ Det gælder blandt andet Hymenæus og Alexander, som jeg har måttet overgive til Satan, for at de må lære ikke at vise hån mod Gud.