Old/New Testament

Guds dom over Aram og Nordriget

17 Guds budskab om Damaskus: „Se, Damaskus vil forsvinde. Byen bliver en ruindynge. ² Aroers byer^[a] bliver forladte, så fåreflokkene kan græsse frit i gaderne. Ingen vil forstyrre dem. ³ Nordrigets befæstede byer bliver også ødelagt, og Damaskus’ magt får ende. De få, som er tilbage i Aram, vil dele skæbne med Nordriget,” erklærer Herren, den Almægtige.

⁴ „Da vil Nordrigets tidligere herlighed høre en tåget fortid til, for hungersnød sætter ind. ⁵ Landet vil ligge øde hen som Refaimdalens stubmarker, efter at kornet er høstet. ⁶ Kun enkelte indbyggere bliver tilbage, ligesom de få oliven, der endnu sidder på et oliventræ efter høsten, et par stykker i toppen og nogle enkelte på de yderste grene,” siger Herren, Israels Gud.

⁷ Engang vil de erkende, at Herren er deres Skaber, og de vil vende tilbage til Israels hellige Gud. ⁸ Da vil de ikke længere bede afguderne om hjælp, dyrke deres menneskeskabte guder, tilbede og ofre til Asherapælene eller brænde røgelse på deres afgudsaltre.

⁹ Dine prægtige byer vil blive lagt i ruiner som en fældet skov på en bakketop,^[b] akkurat som byerne blev lagt i ruiner, dengang israelitterne først indtog landet. Alt skal ligge øde hen. ¹⁰ Hvorfor? Fordi du har forladt den Gud, som kan frelse dig, og ikke ænser Klippen, hvor du kunne have søgt tilflugt. Du kan plante de bedste vinsorter,^{[c] 11} og selv om de skulle spire og blomstre, når du planter dem, så kommer du aldrig til at plukke druer fra dem. Du vil kun høste sorg og bitter smerte.

¹² Hør larmen fra folkeslagenes hære. De larmer som havets oprørte bølger. ¹³ Men Gud truer ad dem, så de flygter langt bort. De jages som avner af bjergvinden, som tidselfrø for slettens hvirvelvind. ¹⁴ Aftenen er mættet af frygt, men før morgenen kommer, er fjenden borte. Sådan går det dem, der vil plyndre og gå på rov hos os.

Et mislykket angreb sydfra

18 ^1-2 Ve dig, du land bag ved Nilens strømme, hvor græshopperne svirrer, du som sender bud op og ned ad floderne i papyrusbåde. Lad der blive sendt hastebud til det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, hvis land gennemskæres af floder. ³ Alle jordens riger ser det, når krigsbanneret rejses på bjergene, hele verden hører krigsråbet. ⁴ Men Herren har givet mig følgende budskab: „Fra min trone ser jeg roligt til, som var det en varm midsommerdag eller en dugfrisk, fredfyldt morgen. ⁵ Men før høsten, før dine blomstrende angrebsplaner endnu er klar til at sætte frugt, tager jeg min beskærerkniv, skærer rankerne af dig og lader skuddene falde til jorden. ⁶ De faldnes lig bliver bytte for bjergenes rovfugle og slettens vilde dyr. Gribbe vil flå i deres kød om sommeren, og vilde dyr vil gnave på deres knogler om vinteren.”

⁷ Men der kommer en dag, hvor det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, vil bringe gaver til Jerusalem, hvor Herren, den Almægtige, har sin helligdom.

Guds dom over Egypten

19 Guds budskab om Egypten:

Se, Herren kommer imod Egypten, ridende på en hurtig sky. Landets afguder skælver, og egypterne mister modet. ² „Jeg skaber borgerkrig i landet, så bror kæmper mod bror, by bekæmper by, og landets provinser erklærer hinanden krig. ³ Landets ledere bliver modløse og forvirrede, så de ikke aner, hvad de skal stille op. De trygler deres afguder om visdom, de anråber de døde om indsigt ved hjælp af medier og clairvoyante. ⁴ Men jeg vil udlevere Egypten til en streng og grusom herre,” siger Herren, den Almægtige.

^5-7 Nilen og dens bifloder tørrer langsomt ud, kanalerne kommer til at stinke af råddent vand, sivene og alt, hvad der gror ved floden, visner og blæser bort. ⁸ Fiskerne klager og sørger. Både de, der fisker med krog, og de, der fisker med net, sygner hen. ^9-10 Der bliver hverken hør eller bomuld, for høsten har svigtet. Væverne og de ansatte arbejdere fortvivler.

¹¹ Zoans ledere opfører sig som tåber, Faraos klogeste rådgivere bliver rådvilde. Hvad hjælper det dem at henvise til deres fornemme herkomst? ¹² Hvor er nu dine vismænd, Farao? Kan de ikke fortælle dig, hvad Herren har i sinde at gøre ved Egypten? ¹³ Zoans ledere giver tåbelige råd, vismændene fra Memfis er ført bag lyset. Deres råd har ført Egypten til afgrundens rand. ¹⁴ Herren har taget al fornuft og dømmekraft fra dem, så de raver omkring som berusede i deres eget bræk. ¹⁵ Egyptens skæbne er beseglet. Ingen, hverken høj eller lav, kan redde landet fra undergang.

¹⁶ Til den tid vil egypterne fortvivle som kvinder, ryste og skælve for Herren den Almægtiges hånd, der er løftet til slag. ¹⁷ Blot tanken om Judas land får dem til at ryste af skræk, for de ved jo, at Herren selv har lagt planer imod dem.

En fremtidig velsignelse for Egypten, Assyrien og Israel

¹⁸ Engang vil der være fem af Egyptens byer, hvor man taler Kana’ans sprog og sværger troskab til Herren, den Almægtige. En af de byer er „Solens by”.^[d]

^19-20 Til den tid vil der stå et alter for Herren midt i Egypten og et monument for ham ved landets grænse som et vidnesbyrd om, at der findes gudfrygtige mennesker i Egypten. Når de derfor råber til Herren om hjælp imod deres undertrykkere, vil han sende en befrier og redde dem. ²¹ Da vil Herren åbenbare sig for egypterne, og de skal kende ham, ofre til ham og indfri de løfter, de aflægger til ham. ²² Herren vil straffe egypterne, men han vil også hjælpe og genoprette dem. For når de vender sig til Herren, vil han høre deres bøn og hjælpe dem.

²³ Til den tid skal der gå en lige vej fra Egypten til Assyrien, og de to folk skal indgå forbund og tilbede Herren sammen. ²⁴ Da skal Israel sammen med Egypten og Assyrien blive til velsignelse på jorden. ²⁵ Herren vil velsigne dem med følgende ord: „Velsignet være mit folk Egypten. Velsignet være Assyrien, som jeg har skabt. Velsignet være Israel, min ejendom.”

¹⁷ Vær derfor ikke tankeløse, men prøv at forstå, hvad der til enhver tid er Herrens vilje. ¹⁸ Drik jer ikke fulde, for det får jer bare til at skeje ud. Nej, lad jer fylde med Helligåndens kraft, ¹⁹ så I opmuntrer hinanden med lovsange, salmer og åndelige sange. Lovsyng Herren i jeres hjerter, ²⁰ og sig altid tak til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem vores Herre, Jesus Kristus.

Forholdet mellem mand og kone^(A)

²¹ I skal ære Kristus ved at underordne jer hinanden.

²² En kvinde, der er gift, skal underordne sig sin mand, ligesom hun underordner sig Kristus som Herre. ²³ En mand har nemlig ansvar for sin kone, ligesom Kristus har ansvar for menigheden.^[a] Menigheden er jo hans legeme, som han gav sit liv for at frelse. ²⁴ Ligesom menigheden underordner sig Kristus, bør kvinderne underordne sig deres mænd i alle ting.

²⁵ Til manden siger jeg: Vis din kone den samme kærlighed, som Kristus viste menigheden. Han ofrede sit eget liv for menighedens skyld! ^26-27 Ligesom en brud beredes til at møde sin brudgom ved at gennemgå et rensende bad, gøre sig smuk og indvi sig til at leve i troskab og renhed sammen med sin mand, sådan er menigheden blevet beredt til at blive Kristi brud. Han gav den et rensende bad ved Guds ord for at kunne føre den til sig selv som en skøn brud, der er parat til at leve i troskab og renhed sammen med ham.

²⁸ En mand bør have samme opofrende omsorg for sin kone, som han har for sig selv. For det en mand gør imod sin kone, gør han i virkeligheden imod sig selv. De er jo ét! ^29-30 Ingen bekæmper vel sit eget legeme? Nej, vi passer godt på vores legeme. På samme måde passer Kristus godt på os, der er hans menighed og udgør hans legeme, ³¹ for som Skriften siger: „Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.”^{[b] 32} Der ligger en dybere mening skjult her. Det handler nemlig også om forholdet mellem Kristus og menigheden. ³³ Det gælder altså for jer mænd, at hver eneste af jer skal have lige så meget omsorg for sin kone, som han har for sig selv, og konen skal have respekt for sin mand.