Old/New Testament

Kong Amatzja af Juda^(A)

25 Amatzja var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, men ikke helhjertet. ³ Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. ⁴ Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”^[a]

⁵ Amatzja indkaldte nu alle mændene i Judas og Benjamins land til tjeneste i hæren og organiserede dem under militære ledere efter hvilke slægter, de tilhørte. Det samlede antal våbenføre mænd over 20 år, som kunne håndtere spyd og sværd, blev optalt til 300.000. ⁶ Derudover hyrede han 100.000 erfarne lejesoldater fra Efraim i Israel til en sum af 3,5 tons^[b] sølv.

⁷ Da kom en Guds mand til ham og sagde: „Herre konge, du bør ikke tage lejesoldaterne fra Israel med i krigen, for Herren er ikke med dem. ⁸ Hvis du tager dem med, vil I blive besejret, lige meget hvor tappert I kæmper, for Gud har magt til at give enten jer eller jeres fjender sejren.”^{[c] 9} „Jamen, hvad så med alle de penge, jeg har betalt for soldaterne?” indvendte Amatzja. „Herren kan give dig langt mere igen!” svarede profeten.

¹⁰ Så sendte Amatzja lejesoldaterne tilbage til Efraim. Det tog de meget ilde op og blev rigtig godt sure på judæerne. ¹¹ Derefter tog Amatzja mod til sig og rykkede frem til Saltdalen, hvor hans mænd dræbte 10.000 soldater fra Seirs bjerge. ¹² Andre 10.000 blev taget til fange og ført op på en klippetop. Her blev de smidt ud over kanten, så de knustes mod klippen nedenunder.

¹³ I mellemtiden hævnede de hjemsendte israelitter sig på de judæere, der boede i byerne i området mellem Bet-Horon og Samaria. De dræbte 3000 mennesker og røvede et stort bytte.

¹⁴ Da kong Amatzja vendte hjem efter sejren over edomitterne, medbragte han flere af deres afgudsbilleder. Dem satte han op og begyndte at dyrke dem ved at kaste sig på knæ foran dem og brænde røgelse for dem. ¹⁵ Da blev Herren vred og sendte en profet til Amatzja med følgende budskab: „Hvorfor beder du til de guder, der ikke kunne frelse deres eget folk?” ¹⁶ „Siden hvornår har jeg bedt dig om råd?” snerrede kongen. „Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!” Da forlod profeten ham med afskedsordene: „Nu ved jeg, at Gud har planer om at tilintetgøre dig, siden du ikke vil lytte til min advarsel!”

¹⁷ Kong Amatzja af Juda rådførte sig i stedet med sine rådgivere og udstedte derefter en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu.

¹⁸ Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. ¹⁹ Du er hovmodig og stolt på grund af din sejr over Edom, men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

²⁰ Men Amatzja ville ikke høre efter, for Gud havde i sinde at udlevere ham til kong Joash, fordi han havde antaget Edoms afguder. ²¹ Joash mobiliserede sin hær og mødte Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. ²² Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. ²³ Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. ²⁴ Joash tog det guld og sølv og de andre kostbarheder, der var tilbage i templets skatkamre under Obed-Edoms opsyn. Han tog også alle skattene i kongens palads og en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

²⁵ Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, ²⁶ og hans livshistorie fra begyndelsen til enden står skrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Efter at Amatzja vendte sig bort fra Herren, havde hans embedsmænd i Jerusalem planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. ²⁸ Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Judas hovedstad.^[d]

Kong Uzzija af Juda^(B)

26 I mellemtiden havde Judas befolkning udnævnt Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. ² Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død. ³ Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år. ⁴ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja.

⁵ Så længe præsten Zekarja levede og underviste ham i gudsfrygt, søgte han at gøre Herrens vilje, og Herren velsignede ham for det.

⁶ Kong Uzzija erklærede filistrene krig og indtog byerne Gat, Jabne og Ashdod, hvor han rev murene ned. Derpå byggede han nye befæstede byer nær Ashdod og andre steder i filistrenes land. ⁷ Gud hjalp ham ikke kun med at besejre filistrene. Han gav ham også sejr over araberne i Gur-Ba’al og over meunitterne. ⁸ Selv ammonitterne måtte betale skat til ham, og hans ry nåede helt til Egypten.

⁹ Hjemme i Jerusalem befæstede han bymuren med tårne ved Hjørneporten, ved Dalporten, og hvor muren slår et knæk. ¹⁰ Desuden opførte han udkigstårne til bevæbnede vagter og udhuggede mange vandreservoirer i klippen i de tørre områder, så der var vand til hans kvægflokke på de vestlige bakkeskråninger og på højsletterne. Han var stærkt interesseret i agerbrug, og han ansatte folk til at arbejde på sine marker og i sine vinplantager, både i bakkerne og i de frugtbare dale.

^11-12 Han organiserede sin hær i regimenter, og hans sekretær Jeuel, assisteret af Ma’aseja, stod for optællingen. Hærens øverstbefalende hed Hananja. Han havde kommandoen over de 2600 kaptajner for regimenterne. ¹³ Hæren bestod af 307.500 veltrænede mænd, ¹⁴ som Uzzija udrustede med skjolde, spyd, hjelme, brynjer, sten til slyngerne, buer og pile. ¹⁵ I Jerusalem lavede hans opfindere forskellige maskiner, som kunne skyde spyd af sted og affyre store sten fra bymurens hjørner og tårne. Kong Uzzija blev berømt for sin store magt, for Herren var med ham og hjalp ham.

¹⁶ Men sammen med magten voksede hovmodet, og det blev hans ulykke. Han syndede imod Herren, sin Gud, ved at gå ind i helligdommen for selv at brænde røgelse på alteret. ¹⁷ Ypperstepræsten Azarja fulgte efter ham derind sammen med 80 af de mest modige præster. ¹⁸ De konfronterede kongen og sagde: „Uzzija, du har ikke lov til at brænde røgelse! Det tilkommer alene præsterne, Arons efterkommere, der er særligt indviet til den opgave. Forlad derfor øjeblikkeligt helligdommen, for du har været oprørsk, og Herren vil bestemt ikke rose dig for den slags handlinger.”

¹⁹ Uzzija stod med røgelseskarret i hånden i færd med at bringe et røgoffer, og han blev rasende på præsterne. I samme øjeblik brød der spedalskhed ud i panden på ham. ²⁰ Da Azarja og de andre præster så det, skyndte de sig at få ham ud—og nu var Uzzija mere end villig, for han indså, at det var Herren, der havde straffet ham.

²¹ Resten af sine dage levede kongen i et hus for sig selv med sin spedalskhed—frataget sine pligter og afskåret fra at gå ind på templets område. Hans søn Jotam overtog derfor regeringsmagten og ledelsen af paladset.

²² Kong Uzzijas øvrige bedrifter er nedskrevet af profeten Esajas, søn af Amotz. ²³ Efter sin død blev Uzzija begravet i nærheden af sine forfædre på en mark, som tilhørte kongefamilien. Da han var spedalsk, kunne han ikke blive begravet i det kongelige gravsted. Hans søn Jotam blev nu officielt kronet som konge.

Kong Jotam af Juda^(C)

27 Jotam var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha, en datter af Zadok. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort—og han dristede sig ikke til at gå ind i Herrens tempel. Alligevel fremturede folket i deres ugudelighed.

³ Jotam byggede nordporten i Herrens tempel, og han genopbyggede bymuren ved Ofelhøjen, hvor templet lå. ⁴ Desuden byggede han flere byer i Judas bjergland, og han byggede fæstninger og udkigstårne i skovene. ⁵ Han førte krig mod ammonitterne og besejrede dem. I de følgende tre år måtte de svare ham en årlig skat på 3,5 tons sølv, 10.000 sække hvede og 10.000 sække byg.^{[e] 6} Jotam blev således en magtfuld konge, for han adlød omhyggeligt Herren, sin Gud.

⁷ Resten af Jotams liv og virke og hans krige med andre konger er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. ⁸ Som sagt var han 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. ⁹ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.

16 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. ² I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. ³ Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. ⁴ Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.

Helligåndens opgave

⁵ Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. ⁶ I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, ⁷ men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.

⁸ Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. ⁹ Deres synd er, at de ikke tror på mig. ¹⁰ Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. ¹¹ Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.

¹² Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. ¹³ Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. ¹⁴ Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. ¹⁵ Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.

Sorg skal vendes til glæde

¹⁶ Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” ¹⁷ Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, ¹⁸ og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”

¹⁹ Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. ²⁰ Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig—men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. ²¹ En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. ²² Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. ²³ Når den tid kommer, skal I ikke længere bede mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. ²⁴ Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.

Jesus har sejret over verden

²⁵ Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. ²⁶ Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, ²⁷ for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. ²⁸ Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”

²⁹ Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. ³⁰ Og nu forstår vi, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille spørgsmål ved det, du siger. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”

³¹ „Mon I nu også tror?” sagde Jesus. ³² „Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. ³³ Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”