Old/New Testament

Håb for fremtiden midt i ulykken

32 Herren gav mig et nyt budskab om det fremtidige håb i kong Zidkija af Judas tiende regeringsår, der var Nebukadnezars attende regeringsår. ² Den babyloniske hær var i færd med at belejre Jerusalem, og jeg var under husarrest i den kongelige gardes boligkompleks. ³ Kong Zidkija havde nemlig sat mig i forvaring, fordi jeg havde givet kongen følgende besked fra Herren: „Hør hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han skal indtage den. ⁴ Det vil ikke lykkes dig at undslippe, men du vil blive ført frem for kongen, ⁵ som vil tage dig med til Babylon. Og der må du blive og udstå den straf, jeg har afmålt for dig. Hvis I kæmper mod babylonierne, vil det ikke gå jer godt.”

⁶ Først sagde Herren til mig: ⁷ „Din fætter Hanamel, Shallums søn, er på vej for at bede dig om at købe den jord, han ejer i Anatot. Han vil gøre dig opmærksom på, at du har forkøbsret til jorden, fordi du er hans nærmeste slægtning.”

⁸ Det skete, som Herren havde sagt. Kort efter kom Hanamel og besøgte mig i den indre gård, hvor jeg sad i forvaring. „Køb min mark i Anatot i Benjamins land,” bad han. „Du har forkøbsret til den, fordi du er min nærmeste slægtning.” Da forstod jeg, at det var Herrens vilje, at jeg skulle købe den.

⁹ Derpå købte jeg marken for 200 gram sølv, ¹⁰ hvorefter jeg underskrev og forseglede skødet og afvejede sølvet i vidners nærværelse. ¹¹ Derpå tog jeg det forseglede dokument med dets betingelser og klausuler tillige med den uforseglede kopi, ^12-13 hvorefter jeg i Hanamels, vidnernes og de øvrige tilstedeværende judæeres påsyn overrakte dokumentet til Baruk, Nerijas søn, Mahsejas sønnesøn, idet jeg sagde:

¹⁴ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Tag dette forseglede dokument og kopien og læg dem i en lerkrukke, så de kan bevares for eftertiden. ¹⁵ Herren, Israels Gud, lover jer, at engang i fremtiden skal Judas folk igen eje jord i deres eget land, og de skal købe og sælge huse, vingårde og marker.”

¹⁶ Da jeg havde overrakt skøderne til Baruk, bad jeg følgende bøn:

¹⁷ „Min Herre og Gud! I din almagt skabte du himlen og jorden, intet er for vanskeligt for dig. ¹⁸ Du lader menneskers synder få konsekvenser for deres børn, men din trofasthed og barmhjertighed varer i 1000 generationer. Du er virkelig Gud Herren, den Almægtige. ¹⁹ Du besidder al visdom og gør store undere. Du ser alt, hvad mennesker foretager sig, og du lønner enhver efter, hvordan de lever og handler. ²⁰ Du gjorde utrolige ting i Egyptens land, som stadig huskes den dag i dag. Og du fortsatte med at gøre mirakler i Israel og i landene omkring os, så dit ry i dag er stort blandt folkeslagene.

²¹ Med mægtige undere, med kraft og frygtindgydende styrke, førte du dit folk Israel ud af Egypten, ²² og du gav dem det land, du for længe siden lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. ²³ Vores forfædre erobrede landet og bosatte sig der, men de nægtede at følge dig og adlyde dine love. De har praktisk talt ikke adlydt dig på et eneste punkt. Det er derfor, du har sendt denne frygtelige katastrofe over dem. ²⁴ Den babyloniske hær har allerede kastet volde op omkring bymuren. Snart vil det lykkes dem at erobre byen ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. Det er gået nøjagtig, som du advarede os om. ²⁵ Hvorfor har du så opfordret mig til i vidners nærværelse at købe denne mark og betale godt for den, når vi snart bliver løbet over ende af den babyloniske hær?”

²⁶ Da svarede Herren: ²⁷ „Jeg er Herren, Gud over alle jordens folkeslag. Er noget for vanskeligt for mig? ²⁸ Ja, jeg vil udlevere denne by til kong Nebukadnezar og hans hær, og de vil erobre den. ²⁹ De vil trænge ind i byen og sætte ild til den, så husene brænder ned til grunden. For det var her på husenes tagterrasser, at mit folk gjorde mig vred ved at brænde røgelse for Ba’al og udgyde drikofre til fremmede guder. ³⁰ Israel og Juda har gjort oprør imod mig fra begyndelsen af. De krænker mig ustandselig med deres onde handlinger. ³¹ Fra det tidspunkt denne by blev bygget og indtil nu, har dens indbyggere konstant gjort mig vred. Derfor har jeg besluttet at udslette byen.

³² Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig. ³³ De vendte mig ryggen i stedet for at søge min hjælp. Dag efter dag, år efter år, forsøgte jeg at lære dem at handle ret, men de ville ikke høre på mig. ³⁴ De har endda forurenet mit tempel ved at dyrke deres ækle afguder i helligdommen. ³⁵ De har bygget altre for Ba’al i Hinnoms dal og bragt deres egne børn som brændofre til afguden Molok, en afskyelig handling, jeg aldrig kunne drømme om at forlange. Med deres utrolige ondskab har de nedkaldt straffen over Judas folk.”

³⁶ Derfor siger Herren, Israels Gud: „Det er rigtigt, at denne by skal falde i den babyloniske konges hænder. Han vil erobre den ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. ³⁷ Jeg vil straffe Judas folk ved at sprede dem til mange lande, men engang vil jeg føre dem tilbage til denne by, hvor de så skal få lov til at leve i fred og sikkerhed. ³⁸ De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. ³⁹ Jeg gør dem til ét folk, hvis mål er at tilbede mig alene. Da vil det gå dem godt, både dem og deres børn.

⁴⁰ Jeg vil forny pagten med dem, og jeg lover altid at gøre godt imod dem. Jeg vil give dem en sådan respekt for mig, at de aldrig mere vil vende sig fra mig. ⁴¹ Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed. I trofasthed og hengivenhed vil jeg plante dem igen, så de kan slå rod i landet. ⁴² Lige så sikkert som jeg har opfyldt mine domsprofetier på dem ved at sende ulykke og rædsel over dem, lige så sikkert vil jeg opfylde mine løfter om at vise dem godhed.

⁴³ I siger med rette, at landet vil ligge øde hen, når det bliver erobret af babylonierne. Hverken mennesker eller dyr skal bo der. ⁴⁴ Men jeg lover jer, at engang skal man igen købe og sælge marker som før. Man skal underskrive og forsegle skøder i vidners nærværelse, både her omkring Jerusalem, i Benjamins land, i Judas byer, i det centrale højland, i Negev i syd og på bakkeskråningerne mod vest. For jeg vil give mit folk deres land tilbage,” siger Herren.

33 Mens jeg stadig var i husarrest under opsyn af den kongelige garde, gav Herren mig følgende budskab:

² „Jeg er Herren, som står bag alle disse ting. Det er mig, der har planlagt det. ³ Kald på mig, mit folk, så vil jeg svare jer og fortælle jer store og utrolige ting, som I ikke før har kendt til. ⁴ I har revet nogle af byens huse og en del af kongepaladset ned for at få sten til at forstærke bymuren imod fjendens angreb, ⁵ men når I kommer i kamp med babylonierne, vil alle husene blive fyldt med døde kroppe, for i min vrede har jeg besluttet at slå hårdt ned på mit folk. Jeg har vendt ryggen til jer på grund af jeres ondskab.

⁶ Men engang i fremtiden vil jeg helbrede Jerusalems sår, og mit folk skal igen opleve fremgang og tryghed. ⁷ Jeg vender Judas og Israels skæbne og genopbygger deres byer som før. ⁸ Jeg renser dem fra deres synd og tilgiver deres ondskab og oprør imod mig. ⁹ Da vil denne by bringe mig ære og glæde for øjnene af alle verdens folkeslag. Og når de hører om alt det gode, jeg gør for mit folk, al den fremgang jeg lader dem opleve, vil de skælve af ærefrygt for mig.”

¹⁰ Herren erklærer: „I har ret i, at jeres land skal blive en ødemark, hvor der hverken lever mennesker eller dyr. Jerusalems gader skal blive folketomme, men engang skal landet live op igen. ¹¹ Der skal blive glæde og latter. Brudeparrenes glade stemmer skal atter høres, og der skal igen stige lovsang op fra dem, der bringer lovprisningsofre i Herrens hus. ‚Lovet være Herren, den Almægtige,’ vil de synge, ‚for han er god, og hans trofasthed varer til evig tid.’ Ja, siger Herren, jeg vil give landet fremgang og gode kår som før. ¹² Selv om landet bliver raseret, så der hverken er mennesker eller dyr tilbage, vil der igen komme hyrder, som fører deres hjord på græs. ¹³ De vil med glæde tælle deres får og geder, når de kommer hjem til folden. Det vil komme til at ske i det centrale højland, på bakkeskråningerne mod vest, i det sydlige Negev, i Benjamins land, i området omkring Jerusalem og i alle Judas byer. ¹⁴ Ja, siger Herren, der kommer en dag hvor jeg vil opfylde mit løfte til Israel og Judas folk.

¹⁵ Engang i fremtiden vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. ¹⁶ Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’. Da vil Judas folk blive reddet og Jerusalem være i sikkerhed. ¹⁷ Fra da af vil der aldrig mangle en arving til Davids trone i Israel, ¹⁸ og der vil aldrig mangle præster til at bringe brændofre, afgrødeofre og andre ofre til Herren.”

¹⁹ Derefter fik jeg følgende budskab fra Herren:

^20-21 „Lige så lidt, som I kan bryde naturens love, så dag og nat ikke kommer til de fastsatte tider, lige så lidt kan jeg bryde min pagt med min tjener David, så der ikke findes en arving til hans trone. Det samme gælder min pagt med de præster, der tjener mig. ²² Davids og præsternes efterkommere vil blive talrige som stjernerne og strandens sandkorn, der ikke kan tælles.”

²³ Derefter sagde Herren til mig: ²⁴ „Har du hørt, hvad andre folk siger om mit folk? De siger: ‚Herren har forkastet både Israel og Juda, som han i sin tid udvalgte.’ Man foragter mit folk og siger, at deres dage som et folk er talte. ^25-26 Men hertil svarer jeg: Jeg vil ikke forkaste mit folk eller min tjener David, lige så lidt som jeg bryder de love, jeg har givet for dag og nat eller for himmel og jord. Jeg bryder aldrig mit løfte om, at en søn af David en dag skal regere over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, for jeg vil vende mit folks skæbne og forbarme mig over dem.”

Gud har nu talt til os gennem sin Søn

1 Mange gange og på forskellige måder har Gud op gennem tiderne talt til vores forfædre gennem profeterne, ² men nu her i de sidste tider har han talt til os ved sin Søn, Jesus. Verden blev oprindelig skabt ved Jesu medvirken, og Gud har nu indsat ham som Herre over alle ting.

³ Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen, og han opretholder verden alene ved den kraft, der er i hans ord. Efter at Jesus ved sin død havde tilvejebragt forsoning for al synd, satte han sig på tronen ved den mægtige Guds højre hånd i den himmelske verden.

Guds Søn står langt over englene

⁴ Guds egen Søn står langt over Guds sendebud, englene,^[a] og han omtales på en helt anden måde end dem. ⁵ Har Gud måske nogen sinde sagt til et af sine sendebud:

eller:

⁶ Og da Gud sendte sin egen Søn til jorden, sagde han: „Alle Guds sendebud skal tilbede ham.”^[d]

⁷ Mens Skriften taler på følgende måde om Guds brug af sendebud:

⁸ så står der om Sønnen:

¹⁰ Endvidere står der om Sønnen:

¹³ Har Gud nogen sinde sagt til en af englene: „Sæt dig ved min højre side, mens jeg overvinder dine fjender.”^[h]? ¹⁴ Nej, englene er blot åndelige tjenere, som Gud sender ud for at hjælpe dem, der har fået adgang til det evige liv.