Old/New Testament

Gud må straffe sit troløse folk

12 Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? ² Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. ³ Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? ⁴ De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?

⁵ Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? ⁶ Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”

⁷ Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. ⁸ Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. ⁹ Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. ¹⁰ Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. ¹¹ Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. ¹² Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. ¹³ Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.

¹⁴ Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Ligesom jeg rykker judæerne op fra deres land, vil jeg også rykke nabofolkene op fra deres lande. ¹⁵ Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. ¹⁶ Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Ba’al, skal de få en plads iblandt mit folk. ¹⁷ Men de folkeslag, der nægter at adlyde mig, udrydder jeg fuldstændigt,” siger Herren.

Den kommende straf over Jerusalem og Judas folk

13 Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” ² Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. ³ Senere sagde Herren til mig: ⁴ „Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” ⁵ Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.

⁶ Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” ⁷ Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.

^8-11 Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.

¹² Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ ^13-14 skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”

¹⁵ Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. ¹⁶ Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. ¹⁷ Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”

¹⁸ Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. ¹⁹ Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”

²⁰ Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? ²¹ Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. ²² Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.

²³ Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?

^24-25 Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. ²⁶ Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. ²⁷ Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”

14 Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:

² „Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. ³ Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. ⁴ Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. ⁵ Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. ⁶ Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”

⁷ Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. ⁸ Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? ⁹ Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”

¹⁰ Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”

¹¹ Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. ¹² Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”

¹³ Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”

¹⁴ Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. ¹⁵ Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! ¹⁶ Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.

¹⁷ Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. ¹⁸ Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”

¹⁹ „Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. ²⁰ Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. ²¹ Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! ²² Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Min livsmission er at forkynde om det evige liv, som Gud har lovet dem, der tror på Jesus Kristus.

² Kære Timoteus, min elskede søn i troen. Må du opleve barmhjertighed, nåde og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre.

Paulus udtrykker sin taknemmelighed for Timoteus

³ Jeg takker Gud for dig, hver gang jeg tænker på dig, om det så er dag eller nat, den Gud, som jeg tjener med en ren samvittighed, og som min familie har tjent gennem mange generationer.^{[a] 4} Jeg glæder mig til at mødes med dig igen, for jeg husker dine tårer, da vi sidst sagde farvel til hinanden.

⁵ Jeg tænker tit på din helhjertede tro på Herren. Både din mor, Eunike, og din mormor, Lois, havde en stærk tro, og jeg er overbevist om, at du har den samme stærke tro.

Personlig formaning og opmuntring til Timoteus

⁶ Derfor vil jeg også opfordre dig til at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik, da jeg bad for dig under håndspålæggelse. ⁷ Gud har ikke givet os en Ånd, der gør os frygtsomme, men en Ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft.

⁸ Du må ikke skamme dig over at fortælle andre om vores Herre, og du må ikke tabe modet, fordi jeg sidder i fængsel. Vær parat til at lide for budskabet om Kristus, ligesom jeg gør, og søg kraft dertil fra Gud, ⁹ som frelste os og kaldte os til at tjene ham. Det var ikke noget, vi gjorde os fortjent til. Det var ene og alene, fordi han, længe før verden blev til, havde besluttet at vise os sin nåde gennem Jesus Kristus. ¹⁰ Den plan blev åbenbaret for alle, da vores Frelser, Jesus Kristus, kom til jorden. Han tilintetgjorde dødens magt og åbenbarede vejen til liv og udødelighed gennem troen på ham. ¹¹ Og Gud udvalgte mig til at være forkynder, lærer og apostel for dette budskab. ¹² Det er derfor, jeg må igennem de her lidelser. Men det har ikke slået mig ud, for jeg kender ham, jeg har sat min lid til, og jeg er sikker på, at han har magt til at værne om den tjeneste, han har betroet mig, indtil den sidste dag.

¹³ Det, du har lært af mig, skal være din rettesnor for sund forkyndelse, og du skal udføre din tjeneste med den trofasthed og kærlighed, som kommer fra Jesus Kristus selv.^{[b] 14} Ved hjælp af Helligånden, som bor i os, skal du værne om den gode tjeneste, du har fået betroet.

Paulus i fængsel

¹⁵ Du ved, at alle mine medarbejdere fra provinsen Asien har forladt mig, deriblandt Fygelos og Hermogenes.

¹⁶ Herren velsigne Onesiforos og hans familie! Han har flere gange besøgt mig og opmuntret mig, og han har aldrig skammet sig over, at jeg sidder i lænker. ¹⁷ Tværtimod, da han kom til Rom, søgte han straks efter mig og fandt ud af, hvor jeg var. ¹⁸ Må Herren vise ham nåde på dommens dag. Og du ved bedst selv, hvor stor en hjælp han var for os, da vi var i Efesos sammen.