Old/New Testament

60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, ² dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.

³ Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; ⁴ du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! ⁵ Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. ⁶ Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. ⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

61 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.

² Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! ³ Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, ⁴ led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. ⁵ Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. ⁶ Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

⁷ Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. ⁸ Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! ⁹ Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.

62 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

² Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; ³ ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget. ⁴ Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? ⁵ Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. ⁶ Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; ⁷ ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. ⁸ Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; ⁹ stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.

¹⁰ Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. ¹¹ Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! ¹² Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, ¹³ Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

5 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Krist, ² ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed; ³ ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, ⁴ men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, ⁵ men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os. ⁶ Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. ⁷ Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, ⁸ men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. ⁹ Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv, ¹¹ ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

¹² Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle ¹³ thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke. hvor der ikke er Lov; ¹⁴ dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme. ¹⁵ Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange. ¹⁶ Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse. ¹⁷ Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus. ¹⁸ Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. ¹⁹ Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige.

²⁰ Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, ²¹ for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.