Old/New Testament

23 Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn, Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris Søn. ² De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til Jerusalem. ³ Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det Løfte, Herren har givet om Davids Sønner! ⁴ Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere; ⁵ den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI Herrens Hus. ⁶ Men ingen må betræde Herrens Hus undtagen Præsterne og de Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige; men hele Folket skal holde sig Herrens Forskrift efterrettelig. ⁷ Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."

⁸ Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke Skifterne Orlov. ⁹ Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus. ¹⁰ Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til Templet, rundt om Kongen. ¹¹ Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham; derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner salvede ham og råbte: "Kongen leve!"

¹² Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen, gik hun hen til Folket i Herrens Hus, ¹³ og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!" ¹⁴ Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd: "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i Herrens Hus!" ¹⁵ Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til Kongens Palads, dræbte de hende der.

¹⁶ Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om, at de skulde være HerrenS folk. ¹⁷ Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan dræbte deforan Altrene.

¹⁸ Derpå satte Jojada Vagtposter ved Herrens Hus under Ledelse af Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt Herrens Hus, for at de skulde bringe Herren Brændofre, som det er foreskrevet i Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning; ¹⁹ og han opstillede Dørvogterne ved Herrens Hus's Porte, for at ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind; ²⁰ og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra Herrens Hus; de gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på Kongetronen. ²¹ Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig rolig. Men Atalja huggede de ned.

24 Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. ² Joas gjorde, hvad der var ret i Herrens Øjne, så længe Præsten Jojada levede. ³ Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.

⁴ Siden kom Joas i Tanker om at udbedre Herrens Hus. ⁵ Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem: "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!" Leviterne skyndte sig dog ikke. ⁶ Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham: "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og Jerusalem indsamler den Afgift, Herrens Tjener Moses pålagde Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt? ⁷ Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus og oven i Købet brugt Helliggaverne i Herrens Hus til Ba'alerne." ⁸ På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for Porten til Herrens Hus; ⁹ og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til Herren. ¹⁰ Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og lagde den i Kisten, til den var fuld; ¹¹ og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på Gang, og de samlede en Mængde Penge. ¹² Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet ved Herrens Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at udbedre Herrens Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at istandsætte Herrens Hus. ¹³ Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god Stand. ¹⁴ Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til Herrens Hus, Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i Herrens Hus, så længe Jojada levede.

¹⁵ Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin Død 130 År gammel. ¹⁶ Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus. ¹⁷ Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for Kongen. Da hørte Kongen dem villig, ¹⁸ Og de forlod Herren, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Synds Skyld. ¹⁹ Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til Herren, og de advarede dem, men de hørte ikke. ²⁰ Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har forladt Herren, har han forladt eder!" ²¹ Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i Forgården til Herrens Hus; ²² Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han: "Herren ser og straffer!"

²³ Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus. ²⁴ Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav Herren en såre stor Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt Herren, deres Fædres Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas. ²⁵ Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene. ²⁶ De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit. ²⁷ Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.

15 "Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. ² Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre. ⁶ Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. ⁷ Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del. ⁸ Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple.

⁹ Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed! ¹⁰ Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed. ¹¹ Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkommen. ¹² Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder. ¹³ Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. ¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder. ¹⁵ Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder. ¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn. ¹⁷ Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre.

¹⁸ Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder. ¹⁹ Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder. ²⁰ Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders. ²¹ Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende den, som sendte mig. ²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd. ²³ Den, som hader mig, hader også min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet både mig og min Fader. ²⁵ Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede mig uforskyldt. ²⁶ Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. ²⁷ Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen."