Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Read the New Testament in 24 Weeks

A reading plan that walks through the entire New Testament in 24 weeks of daily readings.
Duration: 168 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
1 Korinterne 4-6

Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde

Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.

Ydmyghed udelukker selvros

Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor.[a] I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?

I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. 10 Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. 11 Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. 12 Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. 13 Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.

14 Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. 15 Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. 16 Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg.

17 Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.

18 Da jeg ikke kunne komme til jer, blev nogle af jer vældig store i munden. 19 Men jeg kommer snart, om Herren vil, og så vil jeg gerne kunne se Guds kraft i funktion hos jer frem for de mange store ord. 20 Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft. 21 Hvad vil I helst? Skal jeg svinge pisken eller komme med den blide kærlighed?

Vejledning om umoralitet i menigheden

Hvor utroligt det end lyder, så har jeg hørt, at der er seksuel synd iblandt jer, og det af en så alvorlig karakter, at man ikke engang finder mage til blandt de gudløse, nemlig at en mand i jeres menighed lever sammen med sin stedmor. Og I slår det bare hen! I skulle hellere med skam og bedrøvelse udelukke den mand af jeres fællesskab. Selvom jeg befinder mig langt borte, følger jeg i min ånd levende med i, hvad der sker hos jer, og jeg har afsagt dommen over den skyldige. I bør samles i Herren Jesu navn—og jeg vil være med jer i tankerne—og ud fra den autoritet, som Jesus, vores Herre, har givet os, skal I overgive denne mand til Satan, så han bliver angrebet på sin krop. Måske kan det få ham til at vende sig fra sin synd, og dermed kan hans ånd blive reddet på dommens dag.

Her har I ikke noget at være stolte af. Ved I ikke, at en smule surdej kan gennemsyre hele dejen? Fjern den gamle surdej, så I kan være ligesom en ny dej, der ikke indeholder nogen urenheder. Kristus blev jo ofret som vores påskelam.[b] Så lad os fejre påske med usyrnet brød—med sandhed og renhed—og ikke med gammel surdej—ondskab og moralsk forfald.

I mit tidligere brev skrev jeg, at I ikke måtte have noget at gøre med dem, der lever i seksuel synd. 10 Jeg mente naturligvis ikke de mennesker, der ikke er kristne, og som lever et liv kendetegnet af seksuel synd, griskhed, tyverier og afgudsdyrkelse, for så måtte I jo forlade denne verden. 11 Hvad jeg mente, var, at I ikke skal have fællesskab med nogen, der påstår, at de er kristne, men hvis liv er kendetegnet af seksuel synd, griskhed, afgudsdyrkelse, hån, druk eller tyverier. I skal tage afstand fra sådanne mennesker. 12 Er det måske vores opgave at dømme de mennesker, der ikke følger Kristus? Nej, men det er jeres opgave at dømme dem, som hører til i jeres menighed. 13 Dem, der er udenfor, må Gud dømme, men I skal fjerne det onde fra jeres midte![c]

Retssager inden for menigheden

Hvis en af jer har et mellemværende med en anden fra menigheden, bør I løse sagen ved at bringe den til menighedens ledelse i stedet for at gå til en verdslig domstol. Ved I ikke, at de kristne en dag skal dømme verden? Når I skal dømme verden, skulle I så ikke kunne klare sådanne småsager? En dag skal vi jo dømme englene. Skulle vi så ikke kunne klare almindelige hverdagsproblemer? Når der opstår interne stridigheder blandt menighedens medlemmer, vil I så som dommere bruge folk, som menigheden ikke har tillid til? Det er for dårligt. Er der ikke en eneste iblandt jer, som har tilstrækkelig visdom til at dømme i den slags sager? Skal den ene kristne virkelig sagsøge den anden og endda have sagen afgjort af ikke-kristne dommere? Det er faktisk en falliterklæring, at kristne overhovedet fører retssager imod hinanden. Hvorfor ikke hellere lide uret og blive snydt? Tænk, at nogle af jer ligefrem bedrager jeres medkristne og gør dem uret!

De, der lever i oprør mod Gud, får ikke del i hans rige

Ved I ikke, at de, der lever i oprør mod Gud, ikke får del i Guds rige? Pas på, at I ikke bedrager jer selv! Mennesker, der lever i seksuel synd, utroskab eller afgudsdyrkelse, vil ikke få del i Guds rige. Det samme gælder mænd, som praktiserer homoseksualitet, 10 og det gælder tyveknægte, griske mennesker, drankere, svindlere og dem, der nedgør andre. 11 Den form for levevis har nogle af jer haft, men nu er I blevet renset fra jeres synder. I er frikendte på grund af det, som Herren Jesus Kristus og Guds Ånd har gjort for jer, og I er nu indviet til at tjene Gud.

12 „Alt er tilladt,” siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt for mig, men jeg skal ikke lade noget få kontrollen over mig. 13 „Maden er skabt til maven, og maven er skabt til maden,” siger nogle. Ja, men der er evighedsværdier, som er vigtigere end fysisk tilfredsstillelse. Vi har ikke fået en krop for at bruge den til seksuel synd, men for at bruge den til ære for Kristus og lade ham være herre over den. 14 Ligesom Gud oprejste Jesus fra de døde, vil han også oprejse os ved sin kraft.

15 Ved I ikke, at I hver for sig er lemmer på Kristi legeme? Kan man tage en del af Kristi legeme og bruge det til prostitution?[d] Aldrig! 16 Ved I ikke, at den mand, der giver sig hen til en prostitueret, gør sig til ét med hende? „De to skal blive ét,”[e] hedder det jo. 17 Men den, der giver sig hen til Herren, bliver åndeligt forenet med ham. 18 I må afholde jer fra seksuel umoral.

I påstår, at synd ikke har noget med kroppen at gøre. Det passer ikke, for den, der går i seng med en prostitueret, synder netop mod sin egen krop.[f] 19 Ved I ikke, at Helligånden, som I har fået fra Gud, bor i jeres krop? Ved I ikke, at I ikke længere tilhører jer selv? 20 Gud har ikke alene løskøbt jer, men også betalt en meget høj pris. Brug derfor jeres krop til ære for ham, som I tilhører.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.