Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

New Testament in a Year

Read the New Testament from start to finish, from Matthew to Revelation.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Apostelenes gerninger 19:21-40

Uroligheder og modstand i Efesos

21 Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han. 22 Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.

23 På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”. 24 En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. 25 Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. 26 I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. 27 Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!” 28 Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” 29 Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. 30 Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. 31 Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.

32 Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. 33 Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. 34 Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” 35 Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. 36 Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. 37 I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. 38 Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. 39 Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, 40 for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.