M’Cheyne Bible Reading Plan

Indledning

1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. ² Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg^[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, ³ og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. ⁴ Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. ⁵ I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.

Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land

⁶ „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg ⁷ og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen^[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. ⁸ Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’

⁹ Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. ¹⁰ Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. ¹¹ Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. ¹² Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. ¹³ Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’

¹⁴ Det forslag accepterede de, ¹⁵ hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. ¹⁶ Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. ¹⁷ ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ ¹⁸ Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.

¹⁹ På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. ²⁰ Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, ²¹ og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

²² De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

²³ Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. ²⁴ De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. ²⁵ Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. ²⁶ Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.

²⁷ I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. ²⁸ Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske^[c] kæmper i landet.

²⁹ Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. ³⁰ ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. ³¹ Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’

³² Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, ³³ som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.

³⁴ Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, ³⁵ at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, ³⁶ undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.

³⁷ Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, ³⁸ men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. ³⁹ Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, ⁴⁰ men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’

⁴¹ Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.

⁴² Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’

⁴³ Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. ⁴⁴ Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. ⁴⁵ De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. ⁴⁶ Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.

Sang ved en festival

81 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.^[a] En sang af Asaf.

Guds dom over samfundets ledere

82 En sang af Asaf.

Jerusalems skæbne

29 Ve dig, Ariel,^[a] byen, som David belejrede og indtog. År efter år bringer du dine ofre. Fortsæt du blot med dine højtider, ² men en dag kommer dommen over dig, og da vil du græde og sørge. Da bliver du virkelig Ariel, for du bliver som et alter, oversprøjtet med blod. ³ Jeg omringer dig og belejrer dig, som David gjorde, jeg omgiver dig med volde og angrebsramper. ⁴ Fra det dybe taler du da, mumler fortvivlet i støvet. Din stemme kommer fra graven, svag som en dødnings røst.

⁵ Men dine fjender skal knuses til støv, tyrannerne spredes som avner for vinden. ⁶ Pludselig kommer Herren, den Almægtige, over dem med torden, jordskælv, storm og ild. ⁷ Da skal alle de folk, som fører krig mod Jerusalem og kæmper imod Ariel, selv opleve et mareridt. ⁸ Som den sultne drømmer om mad, men stadig er sulten, når han vågner, og som den tørstige drømmer om vand, men vågner lige tørstig, sådan skal det gå alle dine fjender.

⁹ I er blevet tåber, I er blevet blinde! I er omtågede, men ikke på grund af vin. I raver fortumlede omkring, men ikke på grund af øl. ¹⁰ Herren har gjort jer åndeligt sløve. Profeterne og seerne, som skulle være jeres åndelige øjne, ser intet. ¹¹ For jer er et profetisk budskab som ordene i en lukket bog. Giver man bogen til en, der kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han bare: „Det kan jeg ikke. Bogen er jo lukket med segl!” ¹² Og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han: „Jeg har ikke lært at læse!”

¹³ Derfor siger Herren: „Når mit folk kommer til mig, ærer de mig kun for et syns skyld. Deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud. ¹⁴ Derfor vil jeg fortsat overraske dem ved min handlemåde. De vises visdom skal sættes til side, de kloges klogskab skal gøres til intet.”

¹⁵ Ve dem, der tror, de kan skjule sig for Gud, dem, som tror, de kan føre ham bag lyset. De gør deres gerninger i mørket og beroliger sig selv: „Der er ingen, der ser os. Ingen lægger mærke til noget.” ¹⁶ Hvor dum har man lov at være! Har pottemageren ikke større magt end leret? Siger lerkrukken måske til pottemageren: „Det er ikke dig, som har formet mig! Det har du slet ikke forstand på!”?

¹⁷ Det varer ikke længe, før Libanon igen bliver en frugthave, og træerne igen står tæt som i en skov.^{[b] 18} Da skal de døve høre, hvad der læses fra bogen, og de blinde skal befries fra det mørke, de befinder sig i. ¹⁹ De ydmyge skal glæde sig over, hvad Herren gør, og de afmægtige skal juble over Israels hellige Gud. ²⁰ Tyranner skal forsvinde, de stolte skal styrtes, lovovertrædere skal lade livet. ²¹ Gud vil gøre det af med dem, der anklager de uskyldige og sætter fælder for dommeren i retten, så de får dem dømt uden grund.

²² Derfor siger Herren, Abrahams beskytter, til Israels folk: Mit folk skal ikke længere blegne af skræk, deres hoveder skal ikke længere bøjes i skam. ²³ Når de ser deres mange børn og mine velsignelser, skal de til fulde forstå, at jeg er deres hellige Gud, og da skal de få ærefrygt for mig. ²⁴ Da vil de, som er åndeligt på vildspor, lære sandheden at kende, og de, som gør oprør mod Herren, vil tage imod belæring.

Indledende hilsen

¹ Min kære Gajus.

Dette brev er fra den gamle mand. Du skal vide, at jeg holder utrolig meget af dig. ² Jeg håber, at du er rask, og at alt står vel til hos dig. Jeg kan forstå, at du har det godt, åndeligt set, ³ for nogle af vennerne, som har været på gennemrejse, har glædet mig meget ved at fortælle om, hvordan du lever i troskab mod sandheden. ⁴ Intet kan gøre mig mere glad end at høre, at mine børn er tro mod sandheden.

Gajus har taget imod Johannes’ venner

⁵ Det er et udtryk for din trofasthed, kære ven, at du tager dig af de venner, der er på gennemrejse, endda selvom du slet ikke kender dem. ⁶ De har fortalt menigheden her om din kærlige omsorg for dem. Du gør også vel i at hjælpe dem videre på en måde, der er Gud værdig. ⁷ De rejser jo i Navnets tjeneste og tager ikke imod gaver eller underhold fra dem, der ikke kender ham. ⁸ Derfor må vi andre tage os af den slags mennesker, så vi kan arbejde i fællesskab for sandheden.

En dårlig leder

⁹ Jeg har tidligere skrevet til menigheden om det her, men Diotrefes, som gerne vil være deres leder, anerkender os ikke. ¹⁰ Når jeg kommer, vil jeg derfor tage de ting op, han har gjort, og al den onde sladder, han har sat i gang om os. Det er ikke nok for ham at tale negativt om os. Han nægter også at tage imod de medarbejdere, vi sender til ham, ligesom han forbyder andre at gøre det. Hvis de alligevel gør det, smider han dem ud af menigheden.

¹¹ Kære ven, efterlign ikke dem, der handler ondt, men kun dem, der gør det gode. De, der gør det gode, viser, at de tilhører Gud. Men de, der handler ondt, har aldrig forstået, hvem Gud er.

Vidnesbyrd om Demetrios og afsluttende hilsener

¹² Alle giver Demetrios et godt vidnesbyrd, og det gør selve Sandheden også. Jeg kan også kun give ham min anbefaling, og du ved, at du kan stole på os.

¹³ Jeg har meget mere, jeg gerne vil sige, men jeg vil ikke skrive det med pen og blæk. ¹⁴ Jeg håber snart at mødes med dig, og så kan vi tales ved ansigt til ansigt. ¹⁵ Fred være med dig! Vennerne her sender hilsen til dig. Hils hver enkelt af vennerne der.