M’Cheyne Bible Reading Plan
Israelitternes religiøse fester
23 1-2 Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.
Hviledagen
3 Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være helliget mig, lige meget hvor I bor.
Påskedagen og de usyrnede brøds fest
4 De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.
5 Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres efter solnedgang.
6 De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. 7 På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. 8 Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”
Festen for den første høst
9 Herren fortsatte med at tale til Moses: 10 „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. 11 Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen,[a] og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. 12 Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. 13 Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. 14 I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.
Festen for den store høst
15 Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, 16 indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage[b] frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.[c] 17 I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. 18 Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. 19 Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som takoffer.
20 Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. 21 Denne dag skal udråbes til en hellig festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.
22 Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord. Jeg er Herren, jeres Gud.”
Nytårsfesten
23 Herren fortsatte med at tale til Moses: 24 „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn.[d] 25 Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”
Forsoningsdagen
26 Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: 27 „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste[e] og holde højtid for Herren med ildofre. 28 I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. 29 Enhver, der undlader at faste på den dag, 30 og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. 31 Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. 32 Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”
Løvhyttefesten
33 Herren fortsatte: 34 „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. 35 På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. 36 På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.
37 Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. 38 Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.
39 Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. 40 På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. 41 Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. 42 I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, 43 for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”
44 Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
6 Jeg har bemærket endnu en meningsløs uretfærdighed, som tynger menneskeheden: 2 Gud giver nogle mennesker stor rigdom og ære, så de får alt, hvad de ønsker. Men giver han dem ikke mulighed for at nyde det, og andre overtager det hele, da er det smerteligt og meningsløst.
3 Hvis en mand så fik 100 børn og levede et langt liv, men ikke var i stand til at nyde sin velstand, så mener jeg, det havde været bedre for ham at være dødfødt. 4 For selv om et fosters død ikke giver mening, og det forsvinder ud i glemslens mørke uden at få et navn, 5 og selv om det aldrig så dagens lys eller fik lov at leve blot en enkelt dag, så hviler det i fred i modsætning til den rige mand, der ikke kan nyde sin rigdom. 6 Om så han levede 2000 år uden at kunne nyde livet, hvad var det hele da værd?
7 Mennesker arbejder for at overleve, men det er, som om de aldrig har nok. 8 Alle skal dø en gang, og i den henseende er den vise og verdenskloge ikke bedre stillet end tåben. 9 Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få, for det er lige så meningsløst som at prøve at fange vinden.
10 Alt, hvad der sker, er forudbestemt, og vi ved, at det er omsonst at argumentere med Gud om ens skæbne. 11 Jo mere man argumenterer, jo mindre mening giver det. Så hvad nytte er det til?
12 Hvem kan i øvrigt sige, hvad der er bedst for et menneske i de få og meningsløse år, vi lever som skygger på jorden? Hvem kan fortælle, hvad fremtiden vil bringe, når vi engang er døde?
Om at tjene Jesus med trofasthed og udholdenhed
2 Timoteus, min søn, hent din styrke fra den nåde, som Jesus Kristus giver. 2 Alt, hvad du har hørt mig undervise om i mange vidners nærvær, skal du give videre til trofaste mennesker, som er kvalificerede til selv at undervise andre.
3 Som en god soldat, der kæmper for Jesus Kristus, må du være parat til at lide ondt ligesom vi andre. 4 En soldat i tjeneste vil gerne gøre den, der har hvervet ham, tilfreds. Derfor kan han ikke være opslugt af dagliglivets gøremål. 5 Og idrætsfolk må følge spillets regler, hvis de skal vinde sejrskransen. 6 Den landmand, som har slidt i marken, må være den første til at få del i høsten. 7 Tænk over det, jeg siger. Herren vil give dig indsigt i alle de her ting.
8 Glem aldrig essensen af min forkyndelse: Jesus Kristus er Davidssønnen, og han blev oprejst fra de døde. 9 Det er, fordi jeg har forkyndt dette glædelige budskab, at jeg må lide og sidder i lænker, som om jeg var en forbryder. Men Guds ord kan man ikke standse med lænker. 10 Jeg er parat til at udholde det alt sammen for de udvalgtes skyld, så de må opnå frelsen i Jesus Kristus og den evige herlighed, som følger med. 11 Tro mig:
Er vi døde med ham, skal vi leve med ham.
12 Holder vi ud, skal vi regere med ham.
Fornægter vi ham, vil han også fornægte os.
13 Er vi troløse, forbliver han dog trofast,
for han kan ikke fornægte sin egen natur.
Undgå meningsløse diskussioner
14 Det skal du minde folk om, og du skal formane de genstridige i Guds navn. Sig til dem, at de ikke må føre nytteløse diskussioner—det virker blot ødelæggende på tilhørerne. 15 Sørg for at holde dig selv på ret kurs i forhold til det sande budskab, så du til sin tid kan stå frem for Gud som en, der ikke behøver at skamme sig over sit arbejde. 16 Hold dig fra den tåbelige og tomme snak, der kun fører mennesker bort fra Gud. 17 Den slags er som kræft, der æder om sig. Hymenæus og Filetus er eksempler på folk, 18 som er kommet bort fra sandheden. De ødelægger troen hos nogle ved at hævde, at de dødes opstandelse allerede har fundet sted. 19 Men sandheden er baseret på et solidt fundament, som Gud selv har lagt, og det fundament har følgende indskrift: „Herren kender dem, der hører ham til,” og: „Alle, der vedkender sig Herren, skal tage afstand fra det onde.”[a]
20 I et fornemt hjem findes der skåle af guld og sølv, men også nogle af træ og ler. De fine skåle bruges, når der er fest, mens de billige bruges til daglig. 21 De, der holder sig fra nytteløse diskussioner og falsk lære, er som rene skåle, der altid er klar til brug, og som husets herre kan anvende til mange gode formål.
22 Flygt fra de ting, som frister unge mennesker, og stræb efter hæderlighed, trofasthed, kærlighed og fred ligesom alle de andre, der tror på og beder til Herren af et rent hjerte.
23 Endnu en gang siger jeg til dig, at du skal holde dig fra de dumme, ja tåbelige diskussioner. Du ved, at det kun fører til skænderier, 24 og en Herrens tjener skal ikke skændes med nogen. Han bør være venlig mod alle, dygtig til at lære fra sig og udholdende i modgang. 25 Han skal irettesætte sine modstandere med nænsomhed. Måske de så med Guds hjælp vil ændre mening og komme til erkendelse af sandheden. 26 Måske de vil komme til fornuft og blive friet ud af den fælde, Djævelen har fanget dem i for at få dem til at gøre, hvad han vil.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.