M’Cheyne Bible Reading Plan
Opbrud fra Guds bjerg
33 1-3 Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”
4-5 „Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord, 6 og der ved Horebs bjerg[a] tog de deres smykker af.
Åbenbaringsteltet
7 Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.
8 Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. 9 Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. 10 Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. 11 Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.
Herrens herlighed
12 Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. 13 Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”
14 Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” 15 „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. 16 „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” 17 Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” 18 Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” 19 Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. 20 Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. 21 Stil dig ved klippen her udenfor. 22 Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. 23 Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”
Maria salver Jesu fødder
12 Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. 2 Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. 3 Maria havde en flaske[a] med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.
4 Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: 5 „Den olie var en formue[b] værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” 6 Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.
7 „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. 8 De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”
Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse
9 Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11 for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.
Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(A)
12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[c]
14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:
15 „Frygt ikke, Jerusalem!
Se, din konge er på vej,
og han rider på et æselføl.”[d]
16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.
17 Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18 Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19 Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet![e] Alle render jo efter ham.”
Tro på Lyset, mens I har Lyset
20 Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,[f] som var kommet langvejsfra. 21 De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” 22 Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.
23 Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. 24 Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. 25 Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. 26 Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.
27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. 28 Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”
29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”
30 Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31 Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” 33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
34 „Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” 35 Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. 36 Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”
Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.
Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham
37 Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. 38 Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:
„Herre, hvem troede på budskabet?
Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”[g]
39 Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:
40 „Han har dækket deres øjne til
og tillukket deres hjerter,
så de intet ser eller forstår
og ikke vender sig til mig,
så jeg kan helbrede dem.”[h]
41 Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.
42 Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. 43 Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.
Dommen over dem, som forkaster Jesus
44 Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. 45 Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. 46 Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. 47 Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. 48 Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. 49 For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. 50 Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”
Visdommen og dårskaben
9 Visdommen har bygget et stort palads
med syv smukt udskårne søjler.
2 Bordet er dækket til fest
med lækker mad og udsøgte vine.
3 Tjenerne er ude at indbyde folk,
de kalder fra byens højdedrag:
4 „Kom, I enfoldige mennesker,
hvis I ønsker at få indsigt.
5 Kom med til visdommens fest
og smag den udsøgte vin.
6 Opgiv jeres tåbelige tanker,
lær at blive vise, så I kan leve ret.”
7 Det er farligt at irettesætte de hovmodige,
at undervise dem giver kun problemer.
8 Hvis du prøver at belære de hovmodige, vil de hade dig,
men de vise sætter pris på en tilrettevisning.
9 Vejled de vise, så bliver de endnu visere.
Undervis de kloge, og deres lærdom forøges.
10 Ærefrygt for Herren fører til visdom,
at kende den hellige Gud giver forstand.
11 Visdom forlænger ens levetid,
der lægges flere år til ens liv.
12 Når du er vis, er det til dit eget bedste,
vrager du visdom, skader du dig selv.
13 Dårskab er som en trodsig kvinde,
ganske tåbelig og uden forstand.
14 Hun sidder i sin gadedør og venter,
mens hun ser ud over byen.
15 Hun kalder på dem, der går forbi,
mens de er fordybet i egne tanker:
16 „Kom indenfor, I uvidende,
hvis I ønsker at lære noget.
17 Den forbudte frugt smager bedst,
det er herligt at have hemmeligheder!”
18 Den naive ved ikke, at det fører til død,
at alle hendes gæster ender i graven.
Fra død til liv
2 Engang var I åndeligt set døde på grund af jeres synd og oprør mod Gud. 2 I fulgte strømmen og lod jer lede af tidsånden. I fulgte herskeren over de onde åndsmagter, den ånd, som stadig styrer dem, der lever i oprør mod Gud. 3 Sådan har vi været alle sammen. Vores livsstil afspejlede de lidenskaber, der beherskede os, og vi gjorde alt, hvad vores lyster og tanker lokkede os til. Af natur var vi som alle andre under Guds vrede og dom.
4-5 Men Gud er fuld af barmhjertighed. I sin store kærlighed gav han os, som var åndeligt døde midt i vores synder, et helt nyt liv sammen med Kristus—men husk, at det kun er ved hans nåde, I fik del i det evige liv! 6 Ikke alene har vi fået et nyt liv gennem Kristus, men vi har fået plads ved siden af ham i den himmelske verden. 7 Hvad Kristus har gjort for os, vil for altid være en demonstration af Guds fantastiske nåde og godhed. 8 Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud. 9 Det er ikke en belønning for gode gerninger, og derfor er der heller ingen, der har noget at prale af. 10 Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os.
Jøder og ikke-jøder føjes sammen til en ny bolig for Gud
11 I ved, at jøderne altid har betragtet sig selv som Guds særlige folk, og I andre blev ikke regnet for noget, fordi I ikke har det ydre tegn, som omskærelsen er, og derfor ikke hørte med til Guds folk. 12 I levede engang uden kendskab til den Messias, som skulle komme, og havde ikke adgang til de fordele, jøderne havde som Guds folk. I stod som fremmede over for de løfter, Gud havde givet i sine pagter. I levede uden håb og havde ingen Gud, I kunne vende jer til for at få hjælp. 13 Men nu er det anderledes. Nu tilhører I Jesus, som er Messias. I, som engang var langt borte fra Gud, er nu kommet tæt på ham, for Messias døde jo også for jeres skyld.
14 Det er ham, der har skabt fred mellem os. Ved sin lidelse og død gjorde han de to parter til ét og nedbrød den mur af fjendskab, der tidligere adskilte os. 15 Han afskaffede den jødiske lov med dens bud og forskrifter for at kunne gøre de to parter til ét og skabe en helt ny menneskehed, der ved tro på ham har fundet fred. 16 Hans mål var at forsone begge parter med Gud gennem sin død på korset, fjerne det gamle fjendskab mellem os og gøre os til ét. 17 Han kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud. 18 I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd. 19 Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk.
20 Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten. 21 I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel. 22 Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.