M’Cheyne Bible Reading Plan

Indvielse af præsterne

29 Ceremonien for Arons og hans sønners indvielse til præster skal foregå på følgende måde: Udvælg først en ung tyr og to perfekte væddere. ² Tag derefter fint hvedemel uden surdej og lav nogle runde brød, nogle brød med olivenolie i og nogle flade brød med olivenolie hældt over. ³ Læg brødene i en kurv og bring dem hen til åbenbaringsteltets indgang sammen med den unge tyr og de to væddere. ⁴ Så skal du føre Aron og hans sønner hen til indgangen og vaske dem med vand. ⁵ Giv Aron inderkjortlen, yderkjortlen, efoden, brystklædet og livbåndet på. ^6-7 Tag salveolien og salv ham ved at hælde olien ud over hovedet på ham. Sæt derefter turbanen med guldpladen på hans hoved.

⁸ Giv derefter sønnerne deres dragter på, ⁹ inklusive deres hovedbeklædning. Til sidst skal de alle have livbåndene på. På den måde skal du indsætte Aron og hans sønner i præstetjenesten. Det skal altid være hans slægt, der indsættes som præster.

¹⁰ Før nu den unge tyr hen til åbenbaringsteltets indgang. Lad Aron og hans sønner lægge hænderne på dens hoved. ¹¹ Dernæst skal du slagte den for Herren dér ved indgangen. ¹² Med din finger skal du smøre noget af blodet på alterets horn, og resten skal du hælde ud ved alterets fod. ¹³ Tag så alt fedtet omkring indvoldene, fedtklumpen over leveren og de to nyrer med fedtet omkring, og brænd det på alteret. ¹⁴ Men resten af tyren med dens kød, dens hud og indmad skal du brænde uden for lejren. Det skal være et forsoningsoffer.

¹⁵ Derefter skal Aron og hans sønner lægge hænderne på den ene vædder, ¹⁶ og den skal slagtes. Du skal tage dens blod og stænke det på alterets sider hele vejen rundt. ¹⁷ Så skal vædderen parteres. Dens indvolde, dens forben og dens bagben skal vaskes, hvorefter de lægges sammen med hovedet og de øvrige kropsdele oven på alteret. ¹⁸ Brænd derefter det hele. Det skal være et brændoffer for Herren med en liflig duft.

¹⁹ Tag så den anden vædder, og lad Aron og hans sønner lægge hænderne på den, ²⁰ inden den slagtes. Tag blodet og smør noget af det på Arons og hans sønners højre øreflip, på deres højre tommelfinger og på deres højre storetå. Resten af blodet skal stænkes på alteret hele vejen rundt. ²¹ Tag derefter lidt af blodet fra alteret og bland det med noget af salveolien. Stænk det så på Aron og hans sønner og deres tøj. Da skal de selv og deres tøj være indviet til Herren.

²² Skær så fedtet fra vædderen, også halens fedt og fedtet omkring indvoldene, fedtklumpen over leveren, de to nyrer med det omkringsiddende fedt og det højre lår, for det skal alt sammen ofres til Herren under den ceremoni, hvor Aron og hans sønner bliver indviet til tjeneste. ²³ Fra kurven med usyrnet brød, der blev sat frem for Herren, skal du tage et brød af hver slags. ²⁴ Læg nu alt dette i Arons og hans sønners hænder og lad dem svinge det foran alteret for at vise, at det er en særlig gave til Herren. ²⁵ Tag det så fra dem igen og brænd det på alteret sammen med den første vædder, der blev brændt. Det skal være en liflig duft for Herren. ²⁶ Derefter skal du tage brystet af vædderen, der blev brugt ved indvielsen, og svinge det foran alteret, hvorefter du selv kan beholde den del af dyret.

²⁷ Både bryststykket, som blev svunget, og låret fra indsættelsesvædderen tilhører Herren. For fremtiden skal de pågældende stykker tilhøre Aron og hans slægt. ²⁸ Når Israels folk herefter bringer et takoffer, skal de bestemte dele af dyret altid tilfalde præsterne.

²⁹ Arons dragt, som er særligt indviet, skal gå i arv til hans søn, så han kan have den på under sin indvielsesceremoni, ja, den skal gå i arv fra slægt til slægt. ³⁰ Den, der overtager embedet som ypperstepræst efter Aron, skal bære dragten i syv dage, inden han kan begynde tjenesten i åbenbaringsteltet, som er Guds bolig.

³¹ Tag nu resten af den vædder, som blev brugt ved indvielsen, og tilbered kødet på et særligt indviet sted. ³² Ved åbenbaringsteltets indgang skal Aron og hans sønner spise kødet og brødene i kurven. ³³ De ting, som blev brugt ved ceremonien under deres indvielse, må kun de selv spise. Ingen andre må spise dem, for de er indviet til Herren. ³⁴ Hvis noget af kødet eller brødet bliver levnet til næste morgen, skal det brændes. Når det er indviet til Herren, må ingen andre end præsterne spise det.

³⁵ På denne måde skal du indsætte Aron og hans sønner i deres embeder. Ceremonien skal vare i syv dage, ³⁶ og hver dag skal du ofre en ung tyr som forsoningsoffer. Dernæst skal alteret renses ved hjælp af tyrens blod, og der skal hældes salveolie over alteret, for at det kan blive indviet til Herren. ³⁷ I syv dage skal der ofres forsoningsofre på alteret, så det helliges derved. Derefter er alteret fuldkommen helligt, og kun indviede ting og personer må komme i berøring med det.

De daglige ofre

³⁸ Fremover skal der hver eneste dag ofres to etårs lam på alteret. ³⁹ Det ene skal ofres om morgenen, det andet lige før solnedgang. ⁴⁰ Sammen med det første lam skal der ofres et afgrødeoffer af to liter^[a] fintmalet mel blandet med en liter^[b] olivenolie. Dertil kommer en liter vin som drikoffer. ⁴¹ Med det andet lam skal der ofres et tilsvarende afgrødeoffer og drikoffer. Det skal være en liflig duft, et ildoffer for Herren.

⁴² Det skal være et dagligt brændoffer, som I skal bringe slægt efter slægt til Herren ved indgangen til åbenbaringsteltet, der hvor jeg vil vise mig for dig^[c] og tale til dig. ⁴³ Der vil jeg åbenbare mig for Israels folk, og stedet skal helliges ved min herligheds nærvær. ⁴⁴ Ja, jeg vil hellige åbenbaringsteltet, alteret og Aron og hans sønner, som skal gøre præstetjeneste for mig. ⁴⁵ Jeg vil bo midt iblandt Israels folk og være deres Gud, ⁴⁶ og de skal forstå, at jeg er Herren, deres Gud, der førte dem ud af Egypten, for at jeg kunne tage bolig iblandt dem. Jeg er Herren, deres Gud!

8 ¹ men Jesus gik ud til Olivenbjerget.

Lad dem, der er uden synd, kaste den første sten

² Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.

³ En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: ⁴ „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. ⁵ Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel.^[a] Hvad siger du?” ⁶ De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.

⁷ Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” ⁸ Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.

⁹ Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden—de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. ¹⁰ Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” ¹¹ „Nej, Herre,” svarede hun.

„Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”

Jesus—verdens lys

¹² Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”

¹³ Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”

¹⁴ Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. ¹⁵ I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. ¹⁶ Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. ¹⁷ Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? ¹⁸ Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”

¹⁹ „Hvor er din far da henne?” spurgte de.

„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”

²⁰ Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.

Farisæerne fatter intet

²¹ Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”

²² De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”

²³ „Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. ²⁴ Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”

²⁵ „Jamen, hvem er du da?” spurgte de.

„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. ²⁶ „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”

²⁷ De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far. ²⁸ Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. ²⁹ Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”

Mange i skaren kommer til tro

³⁰ Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, ³¹ og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. ³² I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”

Konfrontationen med de jødiske ledere tilspidses

³³ „Sætte os fri?” afbrød de jødiske ledere ham. „Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!”^[b]

³⁴ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden. ³⁵ Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre. ³⁶ Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.

³⁷ Jeg ved, at I er børn af Abraham, men alligevel er I ude på at slå mig ihjel, for I har ikke plads til mit ord i jeres hjerter. ³⁸ Jeg taler om det, jeg har set hos min Far. Men I handler efter det, I har hørt fra jeres far.”

³⁹ „Vores far, det er Abraham,” sagde de.

„Hvis I virkelig var Abrahams børn, ville I gøre, som han gjorde,” fortsatte Jesus. ⁴⁰ „Men nu prøver I at slå mig ihjel, jeg, som har sagt jer sandheden, den sandhed, jeg har fået fra Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort. ⁴¹ Nej, I adlyder jeres virkelige far, når I bærer jer sådan ad.”

„Vi er ikke uægte børn,” råbte de. „Vi har kun én far, og det er Gud!”

⁴² „Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig. ⁴³ Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. ⁴⁴ Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag. ⁴⁵ Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. ⁴⁶ Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? ⁴⁷ Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

⁴⁸ „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

⁴⁹ „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. ⁵⁰ Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. ⁵¹ Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

⁵² „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. ⁵³ Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

⁵⁴ Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, ⁵⁵ selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. ⁵⁶ Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

⁵⁷ „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

⁵⁸ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”^[c]

⁵⁹ Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.

Advarsel imod utroskab

4 ^1-2 Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettigheder over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. ³ Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang. ^4-5 Men da den tid kom, som Gud forud havde fastsat, sendte han sin Søn her til jorden, født af en kvinde. Kristus gik ind under den jødiske lovs herredømme for at kunne løskøbe os fra at være slaver af den og give os de fulde rettigheder som Guds sande børn.

⁶ Da I nu er blevet Guds børn, har Gud givet jer sin egen Søns Ånd, og det er den Ånd, som gør, at vi kan kalde Gud vores Far. ⁷ Altså er I ikke længere slaver, men børn af Gud. Men når I er børn, er I også retmæssige arvinger til alt, hvad Gud har til sine børn.

Vend ikke tilbage til slaveriet

⁸ Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. ⁹ Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? ¹⁰ I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. ¹¹ Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. ¹² Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør—i frihed fra disse ting—for jeg er blevet som jer ikke-jøder—frigjort fra de jødiske lovregler.

I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. ¹³ I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. ¹⁴ Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. ¹⁵ I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. ¹⁶ Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?

¹⁷ De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. ¹⁸ Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. ¹⁹ Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. ²⁰ Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.

²¹ Sig mig engang, I som så gerne vil følge de jødiske lovbøger, ved I egentlig, hvad der står i dem? ²² Der står blandt andet, at Abraham fik to sønner. Den ene blev født af slavekvinden Hagar, den anden af hans kone Sara, den frie kvinde.^{[a] 23} Slavekvindens søn blev født som følge af menneskelige planer. Den frie kvindes søn blev født som følge af et løfte fra Gud. ²⁴ Den historie har en dybere betydning. De to kvinder symboliserer de to pagter mellem Gud og mennesker. Lovens pagt, som Gud oprettede med Israels folk på Sinaibjerget, svarer til slavekvinden Hagar. Den pagts „børn” lever som slaver. ²⁵ Sinaibjerget i Arabien symboliserer det jordiske Jerusalem, som er centrum for de jøder, der lever som slaver af loven. ²⁶ Den frie kvinde, Sara, er symbol på det himmelske Jerusalem, og hendes „børn” lever i frihed. Hun er „mor” til alle os, som tror på Kristus. ²⁷ Der står jo skrevet:

²⁸ I, som er kristne, ligner Saras søn, Isak, idet jeres åndelige fødsel er et resultat af Guds løfte til Abraham. ²⁹ Men det samme som skete dengang, sker også i dag. De, som er „født” i kraft af menneskelig tankegang, forfølger dem, som er „født” i kraft af Helligånden. ³⁰ Det har Skriften også noget at sige om: „Jag slavekvinden og hendes søn bort, for slavekvindens søn må aldrig få del i den frie søns arv.”^{[c] 31} Altså er vi ikke født til at leve i slaveri, men til at leve i frihed.