Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Mosebog 24

Pagten med Israels folk besegles

24 Herren sagde til Moses: „Kom op til mig sammen med Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere. De skal tilbede mig på afstand, og ingen må komme mig nær undtagen dig, Moses. Ingen af folket må komme op på bjerget overhovedet.”

Da Moses havde oplyst hele Israels folk om alle de befalinger og forordninger, som Herren havde givet ham, svarede de enstemmigt: „Vi vil adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses havde skrevet alle instruktionerne ned, og tidligt næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste 12 sten rundt om det, én for hver af Israels 12 stammer. Så satte han nogle af de unge mænd til at samle brænde og slagte unge tyre som brændofre og takofre til Herren. Og han tog halvdelen af blodet fra dyrene og hældte det i offerskålene. Den anden halvdel stænkede han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op for folket. Og folket gentog: „Vi lover at adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses tog da blodet fra offerskålene og stænkede det ud over folket. „Det her er pagtsblodet,” sagde han. „Det blod besegler den pagt, som Herren har oprettet med jer ved at give jer alle disse instruktioner.”

Moses og Herrens herlighed på bjergets top

Derefter gik Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere op på bjerget. 10 Der så de Israels Gud, og under hans fødder var der noget, der lignede en belægning af safirer, så klar som himlen. 11 Men selv om folkets ledere så Gud, udryddede han dem ikke. De spiste og drak i Herrens nærvær.

12 Herren sagde til Moses: „Kom højere op på bjerget, kom op til mig og vent. Så vil jeg give dig de befalinger, jeg har nedskrevet på stentavler, og som du skal lære folket at adlyde.” 13 Så gik Moses sammen med sin medhjælper Josva højere op ad Guds bjerg. 14 Forinden havde han sagt til Israels ledere: „Bliv her og vent på os, til vi kommer tilbage. Hvis der opstår problemer, mens jeg er væk, kan I rådføre jer med Aron og Hur, som er her sammen med jer.”

15 Da Moses og Josva var på vej op ad bjerget, sænkede en sky sig over bjergets top. 16 Herrens herlighed hvilede over Sinaibjerget, og skyen dækkede det i seks dage. På den syvende dag kaldte Herren på Moses fra skyen. 17 Og israelitterne ved bjergets fod så et fantastisk syn: Herrens herlighed lignede et flammehav på bjergets top. 18 Moses gik nu alene endnu højere op og forsvandt ind i skyen. Og han var på bjerget i 40 dage.[a]

Johannes 3

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,[a] at det kan komme ind i Guds rige.”

„Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. Tænk på vinden.[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

„Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

10 Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? 11 Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! 12 Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? 13 Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

16 Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17 Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

18 De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. 19 Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. 20 Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. 21 Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

22 Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

23 Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. 24 (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

25 En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. 26 Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

27 Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. 28 I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. 29 Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. 30 Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

31 Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. 32 Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. 33 Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. 34 Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. 35 Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. 36 Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.

Job 42

Job ydmyger sig for Gud

42 Da svarede Job:

„Jeg ved, at du er almægtig,
    at ingen har magt til at standse dig.
Du spurgte mig: ‚Hvorfra kender du mine tanker,
    når du knap nok ved, hvem jeg er?’[a]
Jeg indrømmer, at jeg har udtalt mig om ting,
    som går over min forstand.
Du sagde også: ‚Lad mig stille dig nogle spørgsmål,
    så får vi se, om du kan svare på dem.’
Det eneste svar, jeg kan give, er:
Før havde jeg kun hørt om dig,
    nu har jeg set dig med egne øjne.
Hvad jeg har sagt, tager jeg i mig igen,
    jeg angrer skamfuldt i støv og aske.”

Jobs videre skæbne

Da Herren var færdig med at tale til Job, sagde han til Elifaz:

„Jeg er vred på dig og dine to venner, for I fortalte ikke sandheden om mig, som min tjener Job gjorde. Tag derfor syv ungtyre og syv væddere og bring dem som brændoffer for jer, mens Job ser på det. Så vil han gå i forbøn for jer, og jeg vil høre hans bøn, så jeg ikke straffer jer med ulykke for den synd, I har begået ved at tale usandt om mig.”

Så gjorde Elifaz, Bildad og Zofar, som Herren havde sagt, og Herren hørte Jobs bøn for dem, så de blev tilgivet.

10 Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. 11 Alle hans brødre og søstre og alle hans gamle venner kom tilbage til ham og holdt fest i hans hjem for at trøste og opmuntre ham efter de prøvelser, Herren havde tilladt ham at gennemgå. Og hver af dem gav ham et sølvstykke og en guldring.

12 Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler.

13 Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. 14 Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. 15 I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre.

16 Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn. 17 Han blev altså meget gammel og døde mæt af dage.

2 Korinterne 12

Guds kraft udfolder sig bedst i magtesløshed

12 Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.

2-3 For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.

For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. 10 Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Paulus’ omsorg for korinterne

11 Nu blev jeg så en tåbe—men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. 12 Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. 13 Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?

14 Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. 15 Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?

16 Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. 17 Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? 18 Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.

19 I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. 20 Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. 21 Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.