M’Cheyne Bible Reading Plan

De ti bud

20 Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:

² „Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

³ Du må ikke tilbede andre end mig.

⁴ Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. ⁵ Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. ⁶ Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

⁷ Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

⁸ Du skal holde hviledagen hellig. ⁹ Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, ¹⁰ men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. ¹¹ Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den hellig.

¹² Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.

¹³ Du må ikke begå drab.

¹⁴ Du må ikke bryde ægteskabet.

¹⁵ Du må ikke stjæle.

¹⁶ Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

¹⁷ Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.”

¹⁸ Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. ¹⁹ Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”

²⁰ „I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”

²¹ Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

Afguder og altre

²² Herren sagde nu til Moses: „Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen. ²³ Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.

²⁴ De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og takofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer. ²⁵ Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem. ²⁶ Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.

Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(A)

23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. ² Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”

³ Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

⁴ Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”

⁵ Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”

Jesus for Herodes

⁶ Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, ⁷ sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. ⁸ Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. ⁹ Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.

¹⁰ Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. ¹¹ Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.

¹² Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(B)

¹³ Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. ¹⁴ „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. ¹⁵ Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. ¹⁶ Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”^[a]

¹⁸ Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” ¹⁹ (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).

²⁰ Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, ²¹ men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”

²² For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”

²³ Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. ²⁴ Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. ²⁵ Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(C)

²⁶ Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.

²⁷ En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. ²⁸ Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. ²⁹ For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ ³⁰ Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’^{[b] 31} For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”

³² To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. ³³ Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.

³⁴ Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. ³⁵ Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”

³⁶ Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: ³⁷ „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” ³⁸ Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.^[c]

³⁹ Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” ⁴⁰ Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? ⁴¹ Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” ⁴² Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”

⁴³ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”^[d]

Jesus dør^(D)

^44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.

Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. ⁴⁶ Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”^[e] Med de ord udåndede han.

⁴⁷ Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”

⁴⁸ De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. ⁴⁹ De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.

Jesus lægges i graven^(E)

^50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. ⁵² Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. ⁵³ Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. ⁵⁴ Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.^[f]

⁵⁵ Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. ⁵⁶ Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.

Gud taler til Job

38 Da talte Herren til Job inde fra stormvejret:

Om at hjælpe de nødlidende

8 Venner, jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan Guds nåde er kommet til udtryk i menighederne i Makedonien. ² Midt i deres mange trængsler har de oplevet en overvældende glæde, og midt i deres dybe fattigdom har de vist en utrolig hengivenhed, ³ for de gav ikke bare, hvad de havde råd til, men de gav meget mere, kan jeg godt fortælle jer. Og de gjorde det helt af egen fri vilje. ⁴ De bad os indtrængende om at tage imod deres pengegave, så de kunne få lov at være med til at hjælpe de nødlidende kristne i Jerusalem. ⁵ De gav langt mere, end vi havde kunnet forestille os. Fordi de vidste, det var Guds vilje, gav de sig selv helhjertet, først og fremmest til Herren og derefter til os.

⁶ Derfor har vi bedt Titus om at rejse ned til jer og færdiggøre den indsamling, som han tidligere satte i gang hos jer. ⁷ Ligesom I har overflod på så mange måder, stor tro, mange forkyndere, megen kundskab, stor begejstring og stor kærlighed til os, så vis jer også rige nu, hvor det gælder om at bidrage til denne kærlighedsgave.

⁸ Det er ikke nogen ordre, jeg kommer med. Men da andre har vist stor iver efter at være med i indsamlingen, vil jeg gerne se, hvor ægte jeres kærlighed er på det her område. ⁹ Tænk på, hvordan vores Herre, Jesus Kristus, viste sin kærlighed og nåde. Han var rig, men blev fattig for jeres skyld, for at I ved hans fattigdom kunne blive rige.

¹⁰ Jeg mener, det vil være godt for jer at gøre det færdigt, som I begyndte på for et år siden. Det var jo jer, der tog initiativet til at begynde en indsamling. ¹¹ Gør den nu færdig med samme iver, som I havde i begyndelsen. Giv hvad I kan! ¹² Hvis I giver af et villigt sind, er det ikke så vigtigt, hvor meget I har at give af. Gud vil, at I skal give af det, I har—ikke af det, I ikke har. ¹³ Det er jo ikke meningen, at I skal lide nød for at andre kan nyde. Det er et spørgsmål om at dele ligeligt. ¹⁴ I har rigeligt i øjeblikket og kan hjælpe de andre. En anden gang, når I har brug for hjælp, kan de hjælpe jer. På den måde bliver goderne ligeligt fordelt. ¹⁵ Husk på, hvad Skriften siger: „De, der samlede meget, fik ikke for meget. Og de, der samlede mindre, fik ikke for lidt.”^[a]

Titus og hans rejseledsagere

¹⁶ Jeg takker Gud, fordi han har givet Titus samme inderlige omsorg for jer, som jeg selv har. ¹⁷ Han var fyr og flamme, så snart jeg foreslog ham at rejse ned til jer. Han længes nemlig efter at møde jer igen. ¹⁸ Sammen med ham sender vi en anden kristen medarbejder, som er anerkendt i alle menighederne på grund af sit arbejde med at forkynde det glædelige budskab. ¹⁹ Desuden er han af menighederne blevet udpeget til at rejse sammen med os, så længe vi er i gang med denne pengeindsamling. Herren vil blive æret gennem indsamlingen, og den viser vores iver efter at hjælpe hinanden. ²⁰ Ved at rejse sammen kan vi undgå, at nogen vil mistænke os for at misbruge det store beløb, som er blevet os betroet. ²¹ Det er vigtigt for os at gøre det, der er ros værd—ikke kun i Guds øjne, men også i menneskers.

²² Sammen med de to sender vi endnu en af vores medarbejdere, som mange gange har vist sin iver efter at tjene Herren. Nu er han ivrig efter at komme af sted, og han har stor tillid til jer efter det, jeg har fortalt om jer. ²³ Titus er jo min assistent, som også vil være til hjælp for jer, og de to andre er udsendt fra menighederne og gør Kristus ære.

Giv rigeligt og på grund af kærlighed

²⁴ Når de tre udsendinge kommer til jer, så vis jeres kærlighed i praksis og bevis, at vi havde ret, da vi roste jer over for dem i menighedernes påhør.