M’Cheyne Bible Reading Plan
Vand fra klippen
17 På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.
2 Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de.
„Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”
3 Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”
4 Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”
5 Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så. 6 Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem. 7 Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,[a] men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”
Slaget mod amalekitterne
8 Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem. 9 Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”
10 Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. 11 Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget. 12 Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang. 13 Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.
14 Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.” 15 Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”[b]
16 „Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”
De jødiske lederes uærlighed(A)
20 En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. 2 „Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de.
3 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. 4 „Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?”
5 De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 6 Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” 7 Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
8 „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(B)
9 Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:
„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. 10 Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 11 Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. 12 En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. 13 Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ 14 Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. 15 Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. 16 „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”
Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”
17 Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’[a] 18 Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”
19 Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord(C)
20 De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. 21 Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. 22 Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
23 Men Jesus gennemskuede deres snedighed: 24 „Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.
25 „Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”[b]
26 Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde(D)
27 Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. 28 De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 29 Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. 30 Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. 31 Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. 32 Til sidst døde også konen. 33 Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”
34 Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, 35-36 men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.
37 Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. 38 Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”
39 „Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, 40 og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.
Messias som Davids søn(E)
41-43 Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn[c] af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’[d]
44 Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”
Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri(F)
45 Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: 46 „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. 47 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”
Gud svarer ikke de hovmodige
35 Elihu fortsatte:
2 „Job, er det rigtigt af dig at sige,
at du har ret, og at Gud har uret?
3 Du spørger: ‚Hvad gavner det at leve retskaffent,
hvis man alligevel skal lide?
Hvorfor skal jeg straffes som en anden synder?’
4 Hør efter, så skal jeg give dig mit svar,
og dine venner må også gerne lytte med.
5 Se på himlen højt over dit hoved,
på skyerne, som overgår din forstand.
6 Selv om du synder nok så mange gange,
mon der går skår af Guds almagt for det?
7 Tror du, det er Gud, du gør en tjeneste
ved at leve et retskaffent liv?
8 Nej, når du synder, går det ud over dig selv,
og når du gør noget godt, gavner det andre.
9 Folk himler op om voldshandlinger,
råber om hjælp, når tyranner undertrykker dem.
10 Men ingen siger: ‚Hvor er Gud vores Skaber,
han som får lovsang til at lyde i natten,
11 som har gjort os klogere end dyrene
og visere end fuglene?’
12 Og hvis folk endelig råber til Gud om hjælp,
svarer han dem ikke på grund af deres hovmod,
13 for Gud lytter ikke til de indbildskes ord,
den Almægtige ænser dem ikke.
14 Forvent ikke, at Gud svarer,
når du påstår, at han ikke er der,
eller hvis du siger, at du har forelagt ham sagen,
og nu er det hans tur til at komme med et udspil.
15 Forvent heller ikke svar,
når du påstår, at han ikke straffer de skyldige,
og at han er ligeglad med ondskaben i verden.
16 Job, det er grunden til, at Gud ikke svarer dig.
Du bruger masser af ord, men mangler indsigt.”
Vi længes efter det himmelske liv hos Herren
5 Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder. 2 Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme. 3 Når det sker, er vi fri for at være som afklædte ånder uden et legeme at opholde os i. 4 Vores jordiske krop kan få os til at stønne og sukke, men vi vil alligevel ikke så gerne miste den. Vi længes derimod efter at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv. 5 Det er Guds plan for os, at vi skal få sådan et åndeligt, himmelsk legeme, og han har givet os Helligånden som en forsmag på det himmelske liv.
6 Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop. 7 Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se. 8 Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren. 9 Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu. 10 Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.
Gennem forsoningen med Gud bliver man et nyt menneske
11 Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.
12 Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.
13 Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer. 14 Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før. 15 Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.
16 Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere. 17 Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt. 18 Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste. 19 Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker. 20 Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham! 21 Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.