M’Cheyne Bible Reading Plan

Jakobs gensyn med Esau

33 Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. ² Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. ³ Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. ⁴ Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. ⁵ Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”

„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. ⁶ Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. ⁷ Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.

⁸ „Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.

„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.

⁹ Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”

¹⁰ „Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. ¹¹ Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.

¹² „Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”

¹³ Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. ¹⁴ Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”

¹⁵ „Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”

„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”

¹⁶ Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. ¹⁷ Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.^{[a] 18} Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kana’ans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, ¹⁹ som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. ²⁰ Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.^[b]

Billedet med jordbunden^(A)

4 Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en stor skare mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskeskaren, der stod på bredden. ² Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

³ „Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. ⁴ Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. ⁵ Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, ⁶ men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. ⁹ Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(B)

¹⁰ Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.

¹¹ Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive åbenbaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. ¹² Derved opfyldes ordet:

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(C)

¹³ Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?

¹⁴ Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. ¹⁵ Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. ¹⁶ Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. ¹⁷ Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. ¹⁸ Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, ¹⁹ men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. ²⁰ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Brug det lys, du har fået^(D)

²¹ Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. ²² Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. ²³ Lad dem høre, som har øre!”

²⁴ Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. ²⁵ De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det hele.”

Om Guds riges vækst^(E)

²⁶ Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. ²⁷ Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. ²⁸ Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. ²⁹ En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”

³⁰ Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? ³¹ Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. ³² Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”

Om brugen af billedtale^(F)

³³ Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. ³⁴ Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(G)

³⁵ Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ³⁶ Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

³⁷ Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. ³⁸ Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” ³⁹ Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. ⁴⁰ „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

⁴¹ Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”

Jødernes triumf over deres fjender

9 Den 13. dag i den 12. måned kom, dagen, som jødernes fjender havde set frem til, hvor Hamans lov om jødemassakren trådte i kraft. Men det gik ikke som fjenderne havde håbet, tværtimod. ² Jøderne i de forskellige byer sluttede sig sammen i en forenet front for at gå til modangreb på deres fjender. Alle var fyldt med ærefrygt for jøderne, og ingen kunne holde stand imod dem. ³ Provinsernes guvernører og ledende mænd støttede også jøderne, for de var fulde af ærefrygt for Mordokaj. ⁴ Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.

⁵ Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville. ⁶ I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender. ^7-10 Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.

¹¹ Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa, ¹² sendte han bud efter dronning Ester. „I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. „Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”

¹³ „Hvis det behager kongen,” svarede Ester, „vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”

^14-15 Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.

^16-17 Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans. ¹⁸ Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans. ¹⁹ Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.

Purimfesten

²⁰ Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser—nær og fjern. ²¹ I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. ²² Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.

²³ Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. ²⁴ Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, ²⁵ og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. ²⁶ På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur, der betyder lod. ^27-28 Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.

^29-31 Endvidere skrev dronning Ester med hjælp fra Mordokaj endnu et brev, som Mordokaj sørgede for blev sendt ud til alle jøder i rigets 127 provinser. I det brev blev jøderne opfordret til at gøre faste og fortvivlelse til en del af de traditioner, der hørte med til purimfesten.^{[a] 32} Esters skrivelse bekræftede således retningslinierne for festen, som derefter blev skrevet ned og gjort til lov.

Mordokajs eftermæle

10 Kong Xerxes udskrev skat ud over hele sit rige helt ud til de fjerneste kyster. ² Alle hans bedrifter står optegnet i det medisk-persiske riges krønikebog, som også indeholder en skildring af Mordokajs betydning og den magt, som kongen gav ham. ³ Mordokaj blev altså rigets premierminister og kong Xerxes’ højre hånd. Blandt jøderne fik han stor indflydelse, og han var højt respekteret af dem, fordi han altid talte deres sag og gjorde meget for at sikre deres efterkommeres fremtid.

Abraham som et forbillede på tro

4 Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? ² Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. ³ Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”^[a]

⁴ Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. ⁵ Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. ⁶ I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:

⁹ Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, ¹⁰ og det skete, før han blev omskåret. ¹¹ Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. ¹² Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[c] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. ^18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. ²⁰ Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. ²¹ Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

²² Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, ²³ som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. ²⁴ Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. ²⁵ Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.