M’Cheyne Bible Reading Plan

23 Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og plyndrede Tærskepladserne. ² Og David rådspurgte Herren: "Skal jeg drage hen og slå Filisterne der?" Herren svarede David; "Drag hen og slå Filisterne og befri Ke'ila!" ³ Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod Filisternes Slagrækker?" ⁴ Da rådspurgte David på ny Herren, og Herren svarede ham: "Drag ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!" ⁵ David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne, bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således befriede David Ke'ilas Indbyggere. ⁶ Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.

⁷ Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han: "Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da han gik ind i en By med Porte og Slåer." ⁸ Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til Ke'ila og omringe David og hans Mænd. ⁹ Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!" ¹⁰ Derpå sagde David: "Herre, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min Skyld. ¹¹ Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage herned, som din Tjener har hørt? Herre, Israels Gud, kundgør din Tjener det!" Herren svarede: "Ja, han vil!" ¹² Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine Mænd til Saul?" Herren svarede: "Ja, de vil!" ¹³ Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit Togt.

¹⁴ Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans Hånd. ¹⁵ Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet. Medens David var i Horesj i Zifs Ørken, ¹⁶ begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans Kraft i Gud, ¹⁷ idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min Fader Saul også!" ¹⁸ Derpå indgik de to en Pagt for Herrens Åsyn, og David blev i Horesj, medens Jonatan drog hjem.

¹⁹ Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon. ²⁰ Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da være vor Sag at overgive ham til Kongen!" ²¹ Saul svarede: "Herren velsigne eder, fordi l har Medfølelse med mig! ²² Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu. ²³ Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle Judas Tusinder!" ²⁴ Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for Jesjimon.

²⁵ Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David i Maons Ørken. ²⁶ Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at omringe og gribe David og hans Mænd, ²⁷ kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom! Filisterne har gjort Indfald i Landet!" ²⁸ Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor kalder man det Sted Malekots Klippe.

4 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! ² I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, ³ Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. ⁴ Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. ⁵ Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.

⁶ Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. ⁷ Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? ⁸ I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! ⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. ¹⁰ Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. ¹¹ Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted ¹² og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; ¹³ spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.

¹⁴ Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. ¹⁵ Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. ¹⁶ Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! ¹⁷ Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. ¹⁸ Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; ¹⁹ men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. ²⁰ Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. ²¹ Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?

2 Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan tale med dig!" ² Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine Fødder, og jeg hørte ham tale til mig. ³ Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag. ⁴ Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Så siger den Herre Herren! ⁵ Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt - skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem. ⁶ Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt. ⁷ Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig Slægt.. ⁸ Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og slug, hvad jeg her giver dig! "

⁹ Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå en Bogrulle; ¹⁰ og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.

38 En Salme af David. Lehazkir.

² Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! ³ Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. ⁴ Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; ⁵ thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. ⁶ Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; ⁷ jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. ⁸ Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, ⁹ jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. ¹⁰ Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; ¹¹ mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

¹² For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; ¹³ de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. ¹⁴ Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, ¹⁵ som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. ¹⁶ Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, ¹⁷ når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" ¹⁸ Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; ¹⁹ thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. ²⁰ Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, ²¹ som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. ²² Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, ²³ il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!