M’Cheyne Bible Reading Plan

21 David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og har ingen med dig?" ² David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på et aftalt Sted. ³ Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad du har!" ⁴ Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra Kvinder?" ⁵ David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere må de da i Dag være rene på Legemet!" ⁶ Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for Herrens Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet. ⁷ Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for Herrens Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls Hyrder. ⁸ David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast." ⁹ Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat, ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet andet!" Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"

¹⁰ Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom til Kong Akisj af Gat. ¹¹ Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" ¹² Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for Kong Akisj af Gat; ¹³ derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde ned i Skægget. ¹⁴ Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal; hvorfor bringer I ham til mig? ¹⁵ Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"

22 Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule. Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de derned til ham. ² Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham, forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham. ³ Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får at vide, hvad Gud har for med mig!" ⁴ Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen. ⁵ Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til Ja'ar-Heret.

⁶ Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine Folk. ⁷ Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere, ⁸ siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør." ⁹ Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i Nob, ¹⁰ og han rådspurgte Herren for ham og gav ham Rejsetæring og Filisteren Goliats Sværd!"

¹¹ Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle var kommet til Kongen, ¹² sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!" ¹³ Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham, så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!" ¹⁴ Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din Livvagt og højt æret i dit Hus? ¹⁵ Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste til noget af dette!" ¹⁶ Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit Fædrenehus!" ¹⁷ Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb Herrens Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på Herrens Præster. ¹⁸ Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod. ¹⁹ Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.

²⁰ Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar undslap og flygtede til David. ²¹ Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt Herrens Præster. ²² Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer Skylden for hele dit Fædrenehus's Død. ²³ Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."

3 Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. ² Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; ³ thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? ⁴ Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

⁵ Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. ⁶ Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. ⁷ Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst. ⁸ Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde. ⁹ Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

¹⁰ Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå! ¹¹ thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus. ¹² Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå, ¹³ da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve. ¹⁴ Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn; ¹⁵ dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. ¹⁶ Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? ¹⁷ Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

¹⁸ Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis. ¹⁹ Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: "Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;" ²⁰ og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige." ²¹ Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, ²² være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; ²³ men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

1 I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Månde da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. ² Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført - ³ kom Herrens Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og Herrens Hånd kom over ham der.

⁴ Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm. ⁵ Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse; ⁶ men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; ⁷ deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; ⁸ der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. ⁹ De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". ¹⁰ Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; ¹¹ Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. ¹² De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. ¹³ Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. ¹⁴ Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til

¹⁵ Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener; ¹⁶ og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul; ¹⁷ de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. ¹⁸ Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. ¹⁹ Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; ²⁰ hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; ²¹ når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.

²² Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; ²³ og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. ²⁴ Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. ²⁵ Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne. ²⁶ Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til. ²⁷ Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham. ²⁸ Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så Herrens Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.

37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! ² Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. ³ Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, ⁴ da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. ⁵ Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind ⁶ og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. ⁷ Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. ⁸ Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. ⁹ Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. ¹⁰ En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. ¹¹ Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. ¹² Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; ¹³ men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. ¹⁴ De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; ¹⁵ men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. ¹⁶ Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; ¹⁷ thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; ¹⁸ Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; ¹⁹ de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. ²⁰ Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. ²¹ Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; ²² de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. ²³ Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; ²⁴ om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. ²⁵ Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; ²⁶ han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. ²⁷ Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; ²⁸ thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; ²⁹ de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. ³⁰ Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; ³¹ sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. ³² Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, ³³ men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. ³⁴ Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. ³⁵ Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder ³⁶ men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. ³⁷ Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; ³⁸ men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. ³⁹ De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; ⁴⁰ Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.