M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David. ² Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold dig skjult! ³ Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der, hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker noget, vil jeg lade dig det vide." ⁴ Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham: "Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig meget; ⁵ han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og Herren gav hele Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover; hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David uden Grund?" ⁶ Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt Herren lever, han skal ikke blive dræbt!" ⁷ Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.

⁸ Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham. ⁹ Da kom der en ond Ånd fra Herren over Saul, og engang han sad i sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene, ¹⁰ søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David flygtede og undslap. ¹¹ Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i Morgen!" ¹² Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort og undslap. ¹³ Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe. ¹⁴ Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han er syg." ¹⁵ Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde: "Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!" ¹⁶ Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet. ¹⁷ Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig ihjel!"

¹⁸ Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot. ¹⁹ Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama, ²⁰ sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk Henrykkelse. ²¹ Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af Sted; men også de faldt i Henrykkelse. ²² Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!" ²³ Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede Najot i Rama. ²⁴ Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul iblandt Profeterne?"

1 Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes ² til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, ⁵ at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ⁶ ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, ⁷ så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, ⁸ han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag, ⁹ Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

¹⁰ Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. ¹¹ Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. ¹² Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. ¹³ Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? ¹⁴ Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, ¹⁵ for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. ¹⁶ Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.

¹⁷ Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. ¹⁸ Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." ²⁰ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? ²¹ Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, ²² eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, ²³ vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, ²⁴ men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. ²⁵ Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

²⁶ Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; ²⁸ og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, ²⁹ for at intet Kød skal rose sig for Gud. ³⁰ Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; ³¹ for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"

4 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! ² Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk ³ Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. ⁴ Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. ⁵ Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. ⁶ Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

⁷ Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; ⁸ mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. ⁹ Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. ¹⁰ Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

¹¹ Herren køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. ¹² Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. ¹³ Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. ¹⁴ De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. ¹⁵ "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" ¹⁶ Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. ¹⁷ End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. ¹⁸ De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. ¹⁹ Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, ²⁰ vor Livsånde, Herrens Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

²¹ Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. ²² Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, ² grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, ³ tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" ⁴ Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, ⁵ de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, ⁶ deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! ⁷ Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. ⁸ Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. ⁹ Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, ¹⁰ alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

¹¹ Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; ¹² de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. ¹³ Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, ¹⁴ som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. ¹⁵ Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; ¹⁶ for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. ¹⁷ Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. ¹⁸ Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

¹⁹ Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! ²⁰ Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; ²¹ de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" ²² Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; ²³ rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, ²⁴ døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig ²⁵ Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" ²⁶ Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. ²⁷ Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" ²⁸ Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.