M’Cheyne Bible Reading Plan
18 Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl; 2 og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende tilbage til sin Faders Hus. 3 Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl. 4 Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
5 Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk. 6 Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler, 7 og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
8 Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde: "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler han kun Kongemagten!" 9 Og fra den Dag af så Saul skævt til David. 10 Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde sit Spyd i Hånden 11 og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!" Men David undveg ham to Gange.
12 Da kom Saul til at frygte David, fordi Herren var med ham, medens han var veget fra Saul. 13 Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører; og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne; 14 og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi Herren var med ham. 15 Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for ham; 16 men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til Kamp og hjem i Spidsen for dem. 17 Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab; hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en tapper Mand i min Tjeneste og fører Herrens Krige!" Saul tænkte nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!" 18 David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?" 19 Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol
20 Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for Øre, og han syntes godt derom; 21 Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min Svigersøn!" 22 Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig; så bliv nu Kongens Svigersøn!" 23 Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe Mand!" 24 Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde David." 25 Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få David fældet ved Filisternes Hånd. 26 Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive Kongens Svigersøn. 27 Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin Datter Mikal til Ægte. 28 Men da Saul så og skønnede, at Herren var med David, og at hele Israel elskede ham, 29 frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David fjendsk. 30 Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han vandt stort Ry.
16 Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved Menighed i Kenkreæ, 2 for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for mig selv med. 3 Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus, 4 som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder; 5 og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede, som er Asiens Førstegrøde for Kristus. 6 Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder. 7 Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i Kristus før mig. 8 Hilser Ampliatus, min elskede i Herren! 9 Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede! 10 Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af Aristobulus's Hus. 11 Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som ere i Herren. 12 Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren. 13 Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder! 14 Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem! 15 Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige hos dem! 16 Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder hilse eder!
17 Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have lært, og viger bort fra dem! 18 Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter. 19 Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det gode og enfoldige med Hensyn til det onde. 20 Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
21 Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater, mine Frænder, hilse eder. 22 Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i Herren. 23 Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus, Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.
24 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.) 25 Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, 26 men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til TrosLydighed: 27 Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders Evighed! Amen.
3 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, 2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. 4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. 9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. 10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; 11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; 12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. 13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; 14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, 15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. 16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; 17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken 18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til Herren er ude." 19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; 20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. 21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: 22 Herrens Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 24 Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. 25 Dem, der bier på Herren, er han god, den Sjæl, der ham søger; 26 det er godt at håbe i Stilhed på Herrens Frelse, 27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. 28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; 29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. 30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. 31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt, 32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; 33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. 34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, 35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, 36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? 37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? 38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? 39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til Herren, 41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50 før Herren skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 55 Dit Navn påkaldte jeg, Herre, fra Grubens Dyb; 56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; 59 Herre, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! 60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 61 du hører deres Smædeord Herre, deres Rænker imod mig, 62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. 64 Dem vil du gengælde, Herre, deres Hænders Gerning, 65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! 66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.
2 Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund 3 min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. 4 Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! 5 Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. 6 Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. 7 Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. 8 Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
9 Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! 10 Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. 12 Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.
17 Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;[a] 16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18 når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. 19 Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23 Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.