M’Cheyne Bible Reading Plan
17 Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim. 2 Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne. 3 Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig. 4 Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes Rækker, seks Alen og et Spand høj. 5 Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje, hvis Kobber vejede 5000 Sekel, 6 og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over Skulderen. 7 Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham. 8 Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig! 9 Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I være vore Trælle og trælle for os!" 10 Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!" 11 Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de forfærdede og grebes af Rædsel. 12 David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til Års. 13 Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje; 14 David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul; 15 og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders Småkvæg i Betlehem. 16 Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i fyrretyve Dage. 17 Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til dem i Lejren med det 18 og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så, hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem; 19 Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og kæmper med Filisterne!"
20 Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede Kampråbet. 21 Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod Slagorden. 22 David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på sine Brødre. 23 Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker og talte, som han plejede, medens David hørte på det. 24 Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for ham. 25 Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!" 26 David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den, som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den levende Guds Slagrækker?" 27 Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!" 28 Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!" 29 Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et Spørgsmål!" 30 Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og Folkene svarede ham som før.
31 Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også Saul for Øre, og han lod ham hente. 32 Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl vil gå hen og kæmpe med den Filister!" 33 Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin Ungdom!" 34 Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort fra Hjorden, 35 løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den ihjel. 36 Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende Guds Slagrækker!" 37 Fremdeles sagde David: "Herren, som har reddet mig fra Løvers og Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da sagde Saul til David: "Gå! Herren være med dig!"
38 Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på hans Hoved, iførte ham en Brynje 39 og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af. 40 Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik mod Filisteren. 41 Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med Skjolddrageren foran sig; 42 og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til. 43 Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin Gud. 44 Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!" 45 David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers Herres, Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet. 46 I Dag giver Herren dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan kende, at der er en Gud i Israel, 47 og for at hele denne Forsamling kan kende, at Herren ikke giver Sejr ved Sværd eller Spyd; thi Herren råder for Kampen, og han vil give eder i vor Hånd!"
48 Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde Filisteren. 49 Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden. 50 Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden. 51 Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de; 52 men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte, og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat og Ekron. 53 Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne og plyndrede deres Lejr. 54 Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men hans Våben lagde han i sit Telt.
55 Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!" 56 Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!" 57 Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens Hoved i Hånden. 58 Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede: "Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"
15 Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag. 2 Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse. 3 Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig." 4 Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst. 5 Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, 6 for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader. 7 Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds Ære. 8 Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene; 9 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn," 10 Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!" 11 Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham." 12 Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger håbe." 13 Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!
14 Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til også at påminde hverandre. 15 Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud 16 til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd. 17 Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud. 18 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling, 19 ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium; 20 dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en andens Grundvold, 21 men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."
22 Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder. 23 Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har haft Længsel efter at komme til eder, 24 vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos eder. 25 Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige. 26 Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem. 27 De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere de også skyldige at tjene dem med de timelige. 28 Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien. 29 Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde.
30 Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud, 31 for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem må blive de hellige kærkomment, 32 for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder. 33 Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.
2 Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag. 2 Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster, 3 afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt. 4 På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild. 5 Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas Datter. 6 Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, Herren lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst. 7 Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i Herrens Hus som på Festens Dag. 8 Herren fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen. 9 I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra Herren. 10 Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved.
11 Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve; 12 hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst. 13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel? 14 Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn. 15 Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?" 16 De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se."
17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.
18 Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile! 19 Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes Hjørner. 20 Herre se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom Præst og Profet? 21 I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden Skånsel. 22 Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På Herrens Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred.
33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; 2 lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; 3 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
4 Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; 5 han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. 6 Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. 7 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. 8 Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; 9 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 På Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.