M’Cheyne Bible Reading Plan
14 1 Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom. 2 Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. 3 Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, Herrens Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. 4 I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene. 5 Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba. 6 Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give Sejr, enten der er mange eller få!" 7 Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!" 8 Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se. 9 Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. 10 Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har Herren givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!" 11 Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!" 12 Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi Herren har givet dem i Israels Hånd!" 13 Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet; 14 og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland. 15 Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
16 Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren. 17 Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede. 18 Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel. 19 Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: "Lad det kun være!" 20 Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring. 21 Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. 22 Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem.
23 Således gav Herren Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - 24 alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise. 25 Der fandtes nogle Bikager på Marken, 26 og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden. 27 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans. 28 Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet." 29 Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning! 30 Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
31 De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet. 32 Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i. 33 Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!" 34 Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod Herren ved at spise Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der. 35 Og Saul byggede Herren et Alter; det var det første Alter, han byggede Herren.
36 Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten sagde: "Lad os her træde frem for Gud!" 37 Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den Dag. 38 Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag; 39 thi så sandt Herren lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men ingen af Folket svarede. 40 Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du finder for godt!" 41 Derpå sagde Saul til Herren: "Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, Herre, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri. 42 Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så ramtes Jonatan. 43 Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!" 44 Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!" 45 Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden. 46 Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
47 Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. 48 Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det.
49 Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal. 50 Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner; 51 Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
52 Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.
12 Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2 Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.
3 Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Mål. 4 Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning, 5 således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer. 6 Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro; 7 eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om nogen lærer, på Lærergerningen; 8 eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!
9 Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode; 10 værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! 11 Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener Herren; 12 værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen! 13 Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på Gæstfrihed! 14 Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke! 15 Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! 16 Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! 17 Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er godt for alle Menneskers Åsyn! 18 Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred med alle Mennesker: 19 Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren." 20 Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved. 21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!
51 Så siger Herren: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte". 2 Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag. 3 Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær! 4 Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne; 5 thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers Herre, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige. 6 Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for Herren, han øver Gengæld imod det. 7 Et gyldent Bæger var Babel i Herrens Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne. 8 Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges!
9 Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne. 10 Herren har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre Herren vor Guds Værk i Zion!
11 Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! Herren har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er Herrens Hævn, Hævn for hans Tempel. 12 Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi Herren har et Råd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere. 13 Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af. 14 Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig.
15 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen. 16 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. 17 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem; 18 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. 19 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers Herre er hans Navn.
20 Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg Riger; 21 med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer, 22 med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru, 23 med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding. 24 Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra Herren. 25 Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra Herren, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg; 26 man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra Herren.
27 Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper; 28 vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over! 29 Jorden skal skælve og vride sig, thi Herrens Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor. 30 Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes. 31 Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden, 32 Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne. 33 Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den. 34 Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort. 35 Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem. 36 Derfor, så siger Herren: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.
37 Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og Spot, så ingen bor der. 38 De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab. 39 Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra Herren. 40 Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke. 41 Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene! 42 Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult. 43 Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem. 44 Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet. 45 Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for Herrens glødende Harme. 46 Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker. 47 Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen. 48 Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren.
49 Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel. 50 I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom Herren i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker! 51 Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt Herrens Huss Helligdomme. 52 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land. 53 Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren. 54 Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land. 55 Thi Herren hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt. 56 Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er Herren, han giver fuld Løn. 57 Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. 58 Så siger Hærskarers Herre: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.
59 Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på Rejse. 60 Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel; 61 og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord 62 og sige: Herre, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken. 63 Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat 64 og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord.
30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.
2 Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; 3 Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. 4 Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. 5 Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! 6 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
7 Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" 8 Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. 9 Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: 10 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 11 Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" 12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 13 at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!