M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År over Israel.

² Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit. ³ Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul havde ladet støde i Hornet hele Landet over, ⁴ og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes sammen i Gilgal til at følge Saul, ⁵ men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000 Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for Bet-Aven. ⁶ Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner, Gruber og Cisterner ⁷ eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i Sind. ⁸ Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod Saul, ⁹ sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så ofrede han Brændofferet. ¹⁰ Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham. ¹¹ Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas; ¹² så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og jeg har endnu ikke vundet Herrens Gunst; da tog jeg Mod til mig og bragte Brændofferet!" ¹³ Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den Befaling, Herren din Gud gav dig, vilde Herren nu have grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid; ¹⁴ men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. Herren har udsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren kaldet til Fyrste over sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad Herren bød dig!" ¹⁵ Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent 600 Mand; ¹⁶ og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas. ¹⁷ Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen, ¹⁸ den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til. ¹⁹ Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd; ²⁰ derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe; ²¹ det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig. ²² Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben. ²³ Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset.

11 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. ² Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: ³ "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv." ⁴ Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål." ⁵ Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg. ⁶ Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde. ⁷ Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, ⁸ som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag." ⁹ Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; ¹⁰ deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!"

¹¹ Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. ¹² Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! ¹³ Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, ¹⁴ om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. ¹⁵ Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

¹⁶ Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. ¹⁷ Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, ¹⁸ da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. ¹⁹ Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. ²⁰ Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! ²¹ Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. ²² Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges. ²³ Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. ²⁴ Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!

²⁵ Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind; ²⁶ og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; ²⁷ og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder." ²⁸ Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; ²⁹ thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. ³⁰ Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, ³¹ således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. ³² Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. ³³ O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! ³⁴ Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver? ³⁵ eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor? ³⁶ Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

50 Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved profeten Jeremias. ² Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet, knust dets Afgudsbilleder. ³ Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.

⁴ I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra Herren, skal israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under Gråd og søge Herren deres Gud; ⁵ de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de skal komme og klynge sig til Herren i en evig Pagt, der aldrig glemmes. ⁶ En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj, glemte deres Hvilested. ⁷ Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod Herren, Retfærds græsgangen og deres fædres Håb, Herren.

⁸ Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke foran en Hjord! ⁹ Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der ikke vender tomhændet hjem. ¹⁰ Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes, lyder det fra Herren. ¹¹ Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som Kalve i Engen, vrinsk som Hingste ¹² eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive til Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og Ødemark! ¹³ For Herrens Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. ¹⁴ Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd på det, spar ikke på Pile, thi mod Herren har det syndet. ¹⁵ Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er Herrens Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort! ¹⁶ Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk, enhver flyr til sit Land.

¹⁷ En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar af Babel gnavet dets Knogler. ¹⁸ Derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte Assyrerkongen; ¹⁹ og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead. ²⁰ I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra Herren, skal man søge efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest, ²¹ Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra Herren, gør nøje, som jeg har budt dig! ²² Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen. ²³ Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til Rædsel blandt Folkene! ²⁴ Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod Herren. ²⁵ Herren lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers Herre, for i Kaldæernes Land. ²⁶ Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes. ²⁷ ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. ²⁸ Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i Zion om Hævnen fra Herren vor Gud, Hævn for hans Helligdom. ²⁹ Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det; thi Frækhed viste det mod Herren, Israels Hellige. ³⁰ Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra Herren. ³¹ Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. ³² Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring. ³³ Så siger Hærskarers Herre: Både med Israeliterne og Judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri. ³⁴ Deres Genløser er stærk, Hærskarers Herre er hans Navn; han vil føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.

³⁵ Sværd over Kaldæerne, lyder det fra Herren, og over Babels Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd! ³⁶ Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets Belte, så de taber Modet! ³⁷ Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så de plyndres! ³⁸ Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter. ³⁹ Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra Slægt til Slægt. ⁴⁰ Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne, lyder det fra Herren, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. ⁴¹ Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger bryder op fra det yderste af Jorden. ⁴² De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til Strid mod dig, Babels Datter! ⁴³ Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe, Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes. ⁴⁴ Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? ⁴⁵ Hør derfor det Råd, Herren har for mod Babel, og de Tanker, han har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. ⁴⁶ Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres Skrig skal høres blandt Folkene.

28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. ² Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. ³ Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. ⁴ Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! ⁵ Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

⁶ Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; ⁷ min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

⁸ Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. ⁹ Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, ² giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! ³ Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! ⁴ Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, ⁵ Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, ⁶ får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! ⁷ Herrens Røst udslynger Luer. ⁸ Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! ⁹ Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" ¹⁰ Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. ¹¹ Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!