M’Cheyne Bible Reading Plan

7 ¹ Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og hentede Herrens Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte Herrens Ark.

² Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter Herren. ³ Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til Herren af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til Herren og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!" ⁴ Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede Herren alene. ⁵ Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for eder!" ⁶ Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for Herrens Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod Herren!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.

⁷ Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne. ⁸ Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!" ⁹ Da tog Samuel et diende Lam og bragte Herren det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til Herren for Israel, og Herren bønhørte ham. ¹⁰ Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel,men Herren sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel; ¹¹ og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar. ¹² Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har Herren hjulpet os!" ¹³ Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men Herrens Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede. ¹⁴ De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.

¹⁵ Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede; ¹⁶ han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder; ¹⁷ derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede Herren et Alter der.

8 Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere over Israel; ² hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte i Be'ersjeba. ³ Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.

⁴ Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama ⁵ og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!" ⁶ Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som kan dømme os!" Og Samuel bad til Herren. ⁷ Da sagde Herren til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres Konge. ⁸ Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede andre Guder, således handler de også imod dig. ⁹ Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske over dem!"

¹⁰ Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle Herrens Ord ¹¹ og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine Heste, så de må løbe foran hans Vogn, ¹² og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj. ¹³ Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage. ¹⁴ De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage og give sine Folk. ¹⁵ Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. ¹⁶ De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. ¹⁷ Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. ¹⁸ Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil Herren ikke bønhøre eder!"

¹⁹ Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej, en Konge vil vi have over os, ²⁰ vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!" ²¹ Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han Herren dem; ²² og Herren sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til sin By!"

6 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? ² Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? ³ Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? ⁴ Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. ⁵ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, ⁶ idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. ⁷ Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. ⁸ Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, ⁹ efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. ¹⁰ Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. ¹¹ Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. ¹² Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer; ¹³ fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud. ¹⁴ Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

¹⁵ Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra! ¹⁶ Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? ¹⁷ Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne. ¹⁸ Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere. ¹⁹ Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse! ²⁰ Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden. ²¹ Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død. ²² Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv; ²³ thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

44 Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros: ² Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I så selv al den Ulykke, jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu øde hen, og ingen bor i dem; ³ det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til. ⁴ Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem, for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting, som jeg hader!" ⁵ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild for andre Guder. ⁶ Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den Dag i Dag. ⁷ Og nu, så siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen Rest, ⁸ idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk. ⁹ Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems Gader? ¹⁰ Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders Fædre. ¹¹ Derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg har ondt i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda. ¹² Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten; de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn. ¹³ Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest. ¹⁴ Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.

¹⁵ Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros, svarede Jeremias: ¹⁶ "Det Ord, du har talt til os i Herrens Navn, vil vi ikke høre; ¹⁷ nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og var lykkelige og kendte ikke til Ulykke; ¹⁸ men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel på alt og omkom ved Sværd og Hunger. ¹⁹ Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre for hende?"

²⁰ Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket, som havde svaret ham således: ²¹ "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på Jerusalems Gader, randt Herren i Hu og kom ham i Tanke? ²² Herren kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag i Dag. ²³ Fordi I tændte Offerild og syndede mod Herren og ikke adlød Herrens Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd, derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag." ²⁴ Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør Herrens Ord, hele Juda i Ægypten! ²⁵ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I og eders Kvinder lover med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da eders Løfter og indfri dem! ²⁶ Men hør da også Herrens Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten: Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger Herren: Ikke skal mere nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund, så han siger: Så sandt den Herre Herren lever! ²⁷ Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger, indtil de er udryddet. ²⁸ Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der står fast, mit eller deres. ²⁹ Og dette, lyder det fra Herren, skal være eder et Tegn på, at jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine Ord opfyldes på eder til eders Ulykke: ³⁰ Så siger Herren: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, som stod ham efter livet.

20 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! ³ Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; ⁴ han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela. ⁵ Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, ⁶ at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! Herren opfylde alle dine Bønner!

⁷ Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. ⁸ Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds Navn. ⁹ De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. ¹⁰ Herre, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!

21 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! ³ Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. ⁴ Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. ⁵ Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. ⁶ Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. ⁷ Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. ⁸ Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

⁹ Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. ¹⁰ Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. ¹¹ Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. ¹² Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; ¹³ thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

¹⁴ Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!