M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for Herren under Elis Tilsyn. Herrens Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent. ² Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads, ³ og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i Herrens Helligdom, hvor Guds Ark stod - ⁴ kaldte Herren: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" ⁵ Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig. ⁶ Da kaldte Herren atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!" ⁷ Samuel havde nemlig endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens Ord var endnu ikke åbenbaret ham. ⁸ Da kaldte Herren atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var Herren, der kaldte på Drengen. ⁹ Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, Herre, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads.

¹⁰ Da kom Herren og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener hører!" ¹¹ Så sagde Herren til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver, som hører derom. ¹² På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. ¹³ Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt, fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. ¹⁴ Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"

¹⁵ Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen åbnede han Døren til Herrens Hus; men Samuel turde ikke omtale Synet for Eli. ¹⁶ Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" ¹⁷ Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger noget af, hvad han sagde!" ¹⁸ Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde han: "Han er Herren; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"

¹⁹ Samuel voksede nu til og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine Ord falde til Jorden. ²⁰ Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel virkelig var kaldet til Herrens Profet. ²¹ Og Herren vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi Herren åbenbarede sig for Samuel.

3 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? ² Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede. ³ Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet? ⁴ Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette." ⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). ⁶ Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden? ⁷ Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? ⁸ Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

⁹ Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd, ¹⁰ som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een; ¹¹ der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud; ¹² alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een." ¹³ "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;" "der er Slangegift under deres Læber;" ¹⁴ "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;" ¹⁵ "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod; ¹⁶ der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje, ¹⁷ og Freds Vej have de ikke kendt." ¹⁸ "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne." ¹⁹ Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud, ²⁰ efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

²¹ Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne. ²² nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel. ²³ Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, ²⁴ og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, ²⁵ hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder, ²⁶ for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

²⁷ Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov. ²⁸ Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger. ²⁹ Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers; ³⁰ så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen. ³¹ Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

41 Men i den syvende måned kom Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas søn, en mand af kongelig Æt, der hørte til Kongens Stormænd, fulgt af ti Mænd til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa; og de holdt Måltid sammen der i Mizpa. ² Jisjmael, Netanjas Søn, og de ti Mænd, der fulgte ham, stod da op og huggede Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, ned med Sværdet og dræbte således den Mand, Babels Konge havde sat over Landet; ³ også alle de Judæere, som var hos ham i Mizpa, og alle de Kaldæere, som fandtes der, alle Krigerne huggede Jisjmael ned.

⁴ Dagen efter Gedaljas Mord, endnu før nogen kendte dertil, ⁵ kom firsindstyve Mænd fra Sikem, Silo og Samaria med afklippet Skæg, sønderrevne Klæder og Flænger i Huden; de havde Afgrødeoffer og Røgelse med til at ofre i Herrens Hus" ⁶ Jisjmael, Netanjas Søn, gik dem i Møde fra Mizpa og græd hele Vejen, og da han traf dem, sagde han: "Kom med til Gedalja, Ahikams Søn!" ⁷ Men da de var kommet ind i Byen, huggede Jisjmael og hans Mænd dem ned og kastede dem i Cisternen. ⁸ Men der var ti Mænd iblandt dem, som sagde til Jisjmael: "Dræb os ikke, thi vi har skjulte Forråd på Marken, Hvede, Byg, Olie og Honning." Så lod han dem være og dræbte dem ikke med de andre. ⁹ Cisternen, hvori Jisjmael kastede Ligene af alle dem, han havde hugget ned, var den store Cisterne, Kong Asa havde bygget i Kampen mod Kong Basja af Israel; den fyldte Jisjmael, Netanjas Søn, med dræbte. ¹⁰ Derpå bortførte Jisjmael som Fanger hele Resten af Folket i Mizpa, Kongedøtrene og hele Folket, der var ladt tilbage i Mizpa, og over hvem Livvagts øverste Nebuzaradan havde sat Gedalja, Ahikams Søn; dem bortførte Jisjmael, Netanjas Søn, som Fanger og gav sig på Vej til Ammoniterne.

¹¹ Men da Johanan, Kareas Søn, og alle de Hærførere, som var hos ham, hørte om al den Ulykke, Jisjmael, Netanjas Søn, havde gjort, ¹² tog de alle deres Mænd og drog imod ham, og de traf ham ved den store Dam i Gibeon; ¹³ og da alt Folket, der var hos Jisjmael, så Johanan, Kareas Søn og alle Hærførerne, der var med ham, blev de glade; ¹⁴ og alt Folket, som Jisjmael havde ført fanget fra Mizpa, vendte om og gik over til Johanan, Kareas Søn. ¹⁵ Men Jisjmael Netanjas Søn, slap fra Johanan med otte Mand og drog til Ammoniterne.

¹⁶ Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne, der var med ham, tog derpå hele Resten af Folket, som Jisjmael, Netanjas Søn, efter at have myrdet Gedalja, Ahikams Søn, havde ført bort fra Mizpa, de Mænd, Krigere, Kvinder, Børn og Hofmænd, som han bragte tilbage fra Gibeon, ¹⁷ og de drog hen og slog sig ned i Gidrot-Kimham i BetlehemsNabolag for at drage til Ægypten. ¹⁸ af Frygt for Kaldæerne; thi de frygtede dem, fordi Jisjmael, Netanjas Søn, havde dræbt Gedalja, Ahikams Søn, som Babels Konge havde sat over Landet.

17 Herre, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! ² Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. ³ Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. ⁴ Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; ⁵ mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

⁶ Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! ⁷ Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender! ⁸ Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge ⁹ for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig; ¹⁰ de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale. ¹¹ De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden. ¹² De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

¹³ Rejs dig, Herre, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold, ¹⁴ fra Mændene, Herre, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner! ¹⁵ Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.