M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!" ² Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt ³ og sagde: "Hvorfor, Herre, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?" ⁴ Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. ⁵ Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til Herren?" Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til Herren i Mizpa, skulde dø. ⁶ Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel! ⁷ Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved Herren, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?" ⁸ Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til Herren i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.

⁹ Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead.

¹⁰ Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn. ¹¹ Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!" ¹² De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land. ¹³ Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred. ¹⁴ På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men de var ikke nok til dem.

¹⁵ Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skår i Israels Stammer. ¹⁶ Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?" ¹⁷ Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde? ¹⁸ Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!" Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den, som giver Benjaminiterne en Hustru!" ¹⁹ Da sagde de: "Se, Herrens Højtid fejres jo hvert År i Silo!" Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona. ²⁰ Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene! ²¹ Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land! ²² Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!" ²³ Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem. ²⁴ Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,

²⁵ I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.

25 Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem. ² Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham, ³ idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede på at slå ham ihjel på Vejen. ⁴ Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned. ⁵ "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden." ⁶ Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem. ⁷ Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemål, som de ikke kunde bevise, ⁸ efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke."

⁹ Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og der stå for min Domstol i denne Sag?" ¹⁰ Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved helt vel. ¹¹ Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren." ¹² Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."

¹³ Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste på Festus. ¹⁴ Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange; ¹⁵ imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham. ¹⁶ Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen. ¹⁷ Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem. ¹⁸ Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan Beskyldning, som jeg havde formodet; ¹⁹ men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i Live. ²⁰ Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag pådømme. ²¹ Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren." ²² Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre." ²³ Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem. ²⁴ Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at han ikke længer bør leve. ²⁵ Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen. ²⁶ Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket. ²⁷ Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at angive Beskyldningerne imod ham."

35 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Joasiases søn kong Jojakim af Judas Dage: ² "Gå hen til Rekabiternes Hus og tal dem til, bring dem til et af Kamrene i Herrens Hus og giv dem Vin at drikke!" ³ Så hentede jeg Jaazanja, en Søn af Jirmeja, Habazzinjas Søn, og hans Brødre og alle hans Sønner og hele Rekabiternes Hus ⁴ og bragte dem til Herrens Hus, til den Guds Mand Hanans, Jigdaljahus Søns, Sønners Kammer ved Siden af Fyrsternes Kammer oven over Dørvogteren Maasejas, Sjallums Søns, Kammer. ⁵ Og jeg satte krukker, som var fulde af Vin, og Bægre for dem og sagde: "Drik!" ⁶ Men de svarede: Vi drikker ikke Vin, thi vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, gav os det Bud: I og eders Børn må aldrig drikke Vin, ⁷ ej heller bygge Huse eller så Korn eller plante eller eje Vingårde, men I skal bo i Telte hele eders Liv, for at I må leve længe i det Land, I bor i som frem1uede. ⁸ Og vi har adlydt vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, i alt, hvad han bød os, idet både vi, vore kvinder, Sønner og Døtre hele vort Liv afholder os fra at drikke Vin, ⁹ bygge Huse at bo i og eje Vingårde, Marker eller Sæd, ¹⁰ men bor i Telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor Fader Jonadab bød os. ¹¹ Men da Kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i Landet, sagde vi: Kom, lad os ty til Jerusalem for Kaldæernes og Aramernes Hære! Og vi slog os ned i Jerusalem."

¹² Da kom Herrens Ord til mig således ¹³ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Vil I ikke tage ved Lære og høre mine Ord? lyder det fra Herren. ¹⁴ Jonadabs, Rekabs Søns, Bud er blevet overholdt; thi han forbød sine Sønner at drikke Vin, og de har ikke drukket Vin til den Dag i Dag, men adlydt deres Faders Bud; men jeg har talet til eder årle og silde, uden at I vilde høre mig. ¹⁵ Jeg sendte alle mine Tjenere Profeterne til eder årle og silde, for at de skulde sige: "Omvend eder hver fra sin onde Vej, gør gode Gerninger og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker dem; så skal I bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre." Men I bøjede ikke eders Øre og hørte mig ikke. ¹⁶ Fordi Jonadabs, Rekabs Søns, Sønner overholdt deres Faders Bud, medens dette Folk ikke vilde høre mig, ¹⁷ derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg bringer over Juda og Jerusalems Borgere al den Ulykke, jeg har truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke svarede, da jeg kaldte ad dem.

¹⁸ Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Fordi I har adlydt eders Fader Jonadabs Bud og overholdt alle hans Bud og gjort alt, hvad han bød eder, ¹⁹ derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Ingen Sinde skal Jonadab, Rekabs Søn, fattes en Mand til at stå for mit Åsyn.

7 En Sjiggajon af David, som han sang for Herren i anledning af Benjaminiten Kusj's Ord.

² Herre min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, ³ at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. ⁴ Herre min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, ⁵ har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, ⁶ så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

⁷ Herre, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! ⁸ Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! ⁹ Herren dømmer Folkeslag. Mig dømme du, Herre, efter min Retfærd og Uskyld! ¹⁰ På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. ¹¹ Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; ¹² retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

¹³ Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; ¹⁴ men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. ¹⁵ Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; ¹⁶ han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. ¹⁷ Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. ¹⁸ Jeg vil takke Herren for hans Retfærd, lovsynge Herren den Højestes Navn.

8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.

² Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! ³ Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

⁴ Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, ⁵ hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? ⁶ Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; ⁷ du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, ⁸ Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, ⁹ Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. ¹⁰ Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!