M’Cheyne Bible Reading Plan

13 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HerrenS Øjne, og Herren gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.

² Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa; hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født. ³ Nu viste Herrens Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se, du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. ⁴ Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise noget som helst urent! ⁵ Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"

⁶ Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende; jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig ikke til Kende. ⁷ Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af til sin Dødedag!"

⁸ Da bad Manoa til Herren og sagde: "Ak, Herre, lad den Guds Mand, du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal bære os ad med den Dreng, der skal fødes!" ⁹ Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden, medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke hos hende. ¹⁰ Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist sig for mig!" ¹¹ Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til Kvinden?" Og han sagde: "Ja!" ¹² Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal vi da forholde os og bære os ad med Drengen?" ¹³ Herrens Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden, skal hun vogte sig for; ¹⁴ intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt, hvad jeg bød hende, skal hun overholde!" ¹⁵ Da sagde Manoa til Herrens Engel: "Vi vilde gerne holde dig tilbage og tillave dig et Gedekid!" ¹⁶ Men Herrens Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage, spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så bring Herren det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var Herrens Engel. ¹⁷ Og Manoa sagde til Herrens Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord går i Opfyldelse, vil vi ære dig!" ¹⁸ Men Herrens Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du skal vide, det er underfuldt." ¹⁹ Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på Klippen til Herren, ham, som handler underfuldt, og Manoa og hans Hustru så til. ²⁰ Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg Herrens Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og de faldt til Jorden på deres Ansigt. ²¹ Og Herrens Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru. Så forstod Manoa, at det var Herrens Engel. ²² Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set Gud!" ²³ Men hans Hustru sagde til ham: "Havde Herren i Sinde at dræbe os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort os sådanne Ting!"

²⁴ Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham; ²⁵ og Herrens Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora og Esjtaol.

17 Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. ² Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, ³ idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus." ⁴ Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder. ⁵ Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket. ⁶ Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid; ⁷ dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus." ⁸ Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. ⁹ Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

¹⁰ Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes Synagoge. ¹¹ Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således. ¹² Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd. ¹³ Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne.

¹⁴ Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage. ¹⁵ Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. ¹⁶ Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder. ¹⁷ Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på Torvet hver Dag til dem, som han traf på. ¹⁸ Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen. ¹⁹ Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om? ²⁰ Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde."" ²¹ Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. ²² Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse. ²³ Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder. ²⁴ Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, ²⁵ han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting. ²⁶ Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig, ²⁷ for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; ²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt. ²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed. ³⁰ Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle omvende sig. ³¹ Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde." ³² Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: "Ville atter høre dig om dette." ³³ Således gik Paulus ud fra dem. ³⁴ Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.

26 I Joasiasses søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom dette ord fra Herrn: ² Så siger Herren: Stå frem i Forgården til Herrens Hus og tal til hele Juda, som kommer for at tilbede i Herrens Hus, alle de Ord, jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et Ord! ³ Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde Vej, så jeg kan angre det onde, jeg har i Sinde at gøre dem for deres onde Gerningers Skyld. ⁴ Sig til dem: Så siger Herren: Hvis I ikke hører mig og følger den Lov, jeg har forelagt eder, ⁵ så I hører mine Tjenere Profeternes Ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt I ikke vilde høre, ⁶ så gør jeg med dette Hus som med Silo og giver alle Jordens Folk denne By at forbande ved.

⁷ Præsterne, Profeterne og alt Folket hørte nu Jeremias tale disse Ord i Herrens Hus; ⁸ og da Jeremias havde sagt alt, hvad Herren havde pålagt ham at sige til alt Folket, greb Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: "Du skal dø ! ⁹ Hvor tør du profetere i Herrens Navn og sige: Det skal gå dette Hus som Silo, og denne By skal ødelægges, så ingen bor der!" Og alt Folket stimlede sammen om Jeremias i Herrens Hus. ¹⁰ Da Judas Fyrster hørte det, gik de fra Kongens Palads op til Herrens Hus og tog Sæde ved Indgangen til Herrens nye Port. ¹¹ Så sagde Præsterne og Profeterne til Fyrsterne og alt Folket: "Denne Mand har gjort halsløs Gerning, thi han har profeteret mod denne By, som I selv hørte." ¹² Men Jeremias sagde til Fyrsterne og alt Folket: "Herren sendte mig for at profetere mod dette Hus og denne By alle de Ord, I hørte. ¹³ Bedrer dog eders Veje og eders Gerninger og hør på Herren eders Guds Røst, at Herren må angre det onde, han har talet imod eder. ¹⁴ Men se, jeg er i eders Hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i eders Øjne! ¹⁵ Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt Blod over eder og denne By og dens Indbyggere; thi sandelig sendte Herren mig for at tale alle disse ord til eder." ¹⁶ Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og Profeterne: "Denne Mand har ikke gjort halsløs Gerning, men talt til os i Herren vor Guds Navn." ¹⁷ Og nogle af Landets Ældste trådte frem og sagde til hele Folkets Forsamling: ¹⁸ "Mika fra Moresjet profeterede på Kong Ezekias af Judas Tid og sagde til alt Judas Folk: Så siger Hærskarers Herre: Zion skal pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj. ¹⁹ Mon Kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke Herren og bad ham om Nåde, så Herren angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor Ulykke over vore Sjæle."

²⁰ Der var også en anden Mand, som profeterede i Herrens Navn, Urija, Sjemajas Søn, fra Kirjat Jearim; og han profeterede mod denne By og dette Land med de samme Ord som Jeremias. ²¹ Da Kong Jojakim og alle hans Krigsfolk og alle Fyrsterne hørte hans Ord, stod han ham efter Livet; og da Urija hørte det, blev han bange og flygtede og kom til Ægypten. ²² Men Kong Jojakim sendte Folk til Ægypten; han sendte Elnatan, Akbors Søn, og nogle andre til Ægypten, ²³ og de bragte Urija hjem fra Ægypten og førte ham til Kong Jojakim, som lod ham hugge ned med Sværdet og hans Lig kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave. ²⁴ Men Ahikam, Sjafans Søn, holdt Hånden over Jeremias, så han ikke blev overgivet i Folkets Hånd og dræbt.

12 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. ² Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. ³ Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ⁴ Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. ⁵ Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. ⁶ Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." ⁷ Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." ⁸ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. ⁹ Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. ¹⁰ Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹¹ Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." ¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

¹³ Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. ¹⁴ Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?" ¹⁵ Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den." ¹⁶ Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens." ¹⁷ Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.

¹⁸ Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: ¹⁹ "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. ²⁰ Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. ²¹ Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. ²² Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. ²³ I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." ²⁴ Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? ²⁵ Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. ²⁶ Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? ²⁷ Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

²⁸ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket Bud er det første af alle?" ²⁹ Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; ³⁰ og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. ³¹ Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." ³² Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. ³³ Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." ³⁴ Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham.

³⁵ Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? ³⁶ David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ³⁷ David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og den store Skare hørte ham gerne.

³⁸ Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse på Torvene ³⁹ og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Måltiderne; ⁴⁰ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle få des hårdere Dom."

⁴¹ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. ⁴² Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". ⁴³ Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken. ⁴⁴ Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."