M’Cheyne Bible Reading Plan

¹² Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige: "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for at angribe mit Land?" ¹³ Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!" ¹⁴ Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge ¹⁵ og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs eller Ammoniternes Land! ¹⁶ Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen til det røde Hav og kom derpå til Kadesj. ¹⁷ Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj. ¹⁸ Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse. ¹⁹ Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal! ²⁰ Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel. ²¹ Da gav Herren, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoriterne boede i; ²² de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan. ²³ Således drev Herren, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land! ²⁴ Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang Herren vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land. ²⁵ Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem, ²⁶ da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang? ²⁷ Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. Herren, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!" ²⁸ Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte.

²⁹ Da kom Herrens Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammoniterne. ³⁰ Og Jefta aflagde Herren et Løfte og sagde: "Dersom du giver Ammoniterne i min Hånd, ³¹ så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde Herren, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!" ³² Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og Herren gav dem i hans Hånd, ³³ så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede Ammoniterne under for Israelitterne.

³⁴ Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter. ³⁵ Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for Herren og kan ikke tage mit Ord tilbage!" ³⁶ Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for Herren, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da Herren har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammoniterne!" ³⁷ Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde min Jomfrustand sammen med mine Veninder!" ³⁸ Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i Bjergene. ³⁹ Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel, ⁴⁰ at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen Jeftas Datter fire Dage om Året.

15 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste." ² Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål. ³ Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. ⁴ Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem. ⁵ Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov." ⁶ Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag. ⁷ Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro. ⁸ Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os. ⁹ Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter. ¹⁰ Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære? ¹¹ Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de." ¹² Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem. ¹³ Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I Mænd, Brødre, hører mig!" ¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. ¹⁵ Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: ¹⁶ "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen, ¹⁷ for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette." ¹⁸ Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. ¹⁹ Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud, ²⁰ men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. ²¹ Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne." ²² Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. ²³ Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien. ²⁴ Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os, ²⁵ så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus, ²⁶ Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn. ²⁷ Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle forkynde det samme. ²⁸ Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde at pålægge eder uden disse nødvendige Ting: ²⁹ At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå eder godt. Lever vel!"

³⁰ Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet. ³¹ Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten. ³² Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem. ³³ Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. (34 Men Silas besluttede at blive der.) ³⁵ Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord. ³⁶ Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem." ³⁷ Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med. ³⁸ Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet. ³⁹ Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern. ⁴⁰ Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Nåde. ⁴¹ Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.

24 Herren lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod foran Herrens Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til Babel. ² Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de ikke kunde spises. ³ Og Herren sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så slette, at de ikke kan spises."

⁴ Da kom Herrens Ord til mig således: ⁵ Så siger Herren, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener, vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette Sted til Kaldæernes Land. ⁶ Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem. ⁷ Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er Herren; de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres Hjerte. ⁸ Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at spises, vil jeg, så siger Herren, gøre med Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i dette Land, og dem, der bor i Ægypten; ⁹ jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de Steder, hvorhen jeg bortstøder dem; ¹⁰ jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.

10 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. ² Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" ⁴ Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." ⁵ Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. ⁶ Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. ⁷ Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; ⁸ og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. ⁹ Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. ¹⁰ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. ¹¹ Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. ¹² Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor."

¹³ Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem.

¹⁷ Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁸ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. ¹⁹ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke besvige; ær din Fader og din Moder." ²⁰ Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²¹ Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²² Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!" ²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det, at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige! ²⁵ Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

²⁸ Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig." ²⁹ Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, ³⁰ uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. ³¹ Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første."

³² Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham ³³ "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; ³⁴ og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

³⁵ Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige: "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om." ³⁶ Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?" ³⁷ Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed." ³⁸ Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som jeg døbes med?" ³⁹ Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem: "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg døbes med, skulle I døbes med; ⁴⁰ men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt." ⁴¹ Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og Johannes. ⁴² Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; ⁴⁴ og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; ⁴⁵ thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

⁴⁶ Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. ⁴⁷ Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!" ⁴⁸ Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁹ Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på dig." ⁵⁰ Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. ⁵¹ Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!" ⁵² Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.