M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims Bjerge. ² Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han jordet i Sjamir.

³ Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to og tyve År. ⁴ Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de ligger i Gilead. ⁵ Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.

⁶ Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes, Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra Herren og undlod at dyrke ham. ⁷ Da blussede Herrens Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris for Filisterne og Ammoniterne, ⁸ som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i Gilead. ⁹ Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda, Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød. ¹⁰ Da råbte Israelitterne til Herren og sagde: "Vi har syndet imod dig, thi vi har forladt Herren vor Gud og dyrket Ba'alerne!" ¹¹ Men Herren svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne, Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne, ¹² Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd. ¹³ Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse eder! ¹⁴ Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem frelse eder i eders Nød:" ¹⁵ Da sagde Israelitterne til Herren: "Vi har syndet! Gør med os, hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!" ¹⁶ Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede Herren; da kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.

¹⁷ Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa. ¹⁸ Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"

11 Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge. Gilead avlede Jefta. ² Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!" ³ Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob, hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans Strejftog.

⁴ Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel. ⁵ Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at hente Jefta hjem fra Landet Tob. ⁶ De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen op med Ammoniterne!" ⁷ Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i Nød?" ⁸ Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne, skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!" ⁹ Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og Herren giver dem i min Magt, så vil jeg være eders Høvding!" ¹⁰ Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "Herren hører Overenskomsten mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!" ¹¹ Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for Herrens Åsyn i Mizpa.

14 Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og Grækere, troede. ² Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene. ³ De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder. ⁴ Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

⁵ Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem, ⁶ og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land, ⁷ og der forkyndte de Evangeliet. ⁸ Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. ⁹ Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: ¹⁰ "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring. ¹¹ Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os." ¹² Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. ¹³ Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. ¹⁴ Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, ¹⁵ råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; ¹⁶ han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, ¹⁷ ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde." ¹⁸ Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem. ¹⁹ Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død. ²⁰ Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

²¹ Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia ²² og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige. ²³ Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro. ²⁴ Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien. ²⁵ Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia. ²⁶ Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt. ²⁷ Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en Troens Dør for Hedningerne. ²⁸ Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

23 Ve Hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får jeg græsser, lyder det fra Herren. ² Derfor, så siger Herren, Israels Gud, til de Hyrder, som vogter mit Folk: Da I har adsplittet og spredt mine Får og ikke taget eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde Gerningers Skyld, lyder det fra Herren. ³ Men dem, der er tilovers af mine Får, vil jeg sanke sammen fra alle de Lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. ⁴ Da vil jeg sætte Hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes og ingen skal savnes, lyder det fra Herren.

⁵ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle viselig og øve Ret og Retfærd i Landet. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det Navn, man skal give ham er: Herren vor Retfærdighed.

⁷ Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da det ikke mere hedder: "Så sandt Herren lever, der førte Israeliterne op fra Ægypten!" ⁸ men: "Så sandt Herren lever, der førte og bragte Israels Huss Afkom op fra Nordens Land og fra alle de Lande, til hvilke han havde bortstødt dem!" Og de skal bo i deres Land.

⁹ Om Profeterne. Mit Hjerte er knust i Brystet, hvert Ledemod er slapt, jeg er som en drukken, en Mand, overvældet af Vin, for Herrens Skyld, for hans hellige Ords Skyld. ¹⁰ Thi Landet er fuldt af Horkarle, og under Forhandelse, sørger Landet, Ørkenens Græsgange visner. Man haster til det, som er ondt, og er stærk i Uret. ¹¹ Thi både Profet og Præst er vanhellig, selv i mit Hus har jeg mødt deres Ondskab, lyder det fra Herren. ¹² Derfor bliver deres Vej det, som slibrige Stier, i Mørke stødes de ud og snubler deri. Thi Ulykke sender jeg over dem, Hjemsøgelsens År, så lyder det fra Herren. ¹³ Hos Samarias Profeter så jeg slemme Ting; ved Baal profetered de og vildledte Israel, mit Folk. ¹⁴ Hos Jerusalems Profeter så jeg grufulde Ting: de horer og vandrer i Løgn, de styrker de ondes Hænder, så de ikke vender om enhver fra sin Ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets Folk som Gomorra. ¹⁵ Derfor, så siger Hærskarers Herre om Profeterne: Se, jeg giver dem Malurt at spise og Giftvand at drikke; thi fra Jerusalems Profeter udgår Vanhelligelse over hele Landet. ¹⁶ Så siger Hærskarers Herre: Hør ikke Profeternes Ord, når de profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget Hjertes Syn fremfører de, ikke Ord fra Herrens Mund. ¹⁷ De siger til dem, der ringeagter Herrens Ord: "Det skal gå eder vel!" og til enhver, som vandrer i sit Hjertes Stivsind: "Der skal ikke ske eder noget ondt!" ¹⁸ Thi hvem stod i Herrens fortrolige Råd, så han så og hørte hans Ord, hvem lyttede til hans Ord og hørte det? ¹⁹ Se, Herrens Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved. ²⁰ HerrenS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det. ²¹ Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. ²² Hvis de står i mit fortrolige Råd og hører mine Ord, så lad dem vende mit Folk fra deres onde Vej og deres Gerningers Ondskab. ²³ Er jeg kun en Gud i det nære, så lyder det fra Herren, og ikke en Gud i det fjerne? ²⁴ Kan nogen krybe i Skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra Herren. Er det ikke mig, der fylder Himmel og Jord? lyder det fra Herren. ²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne, der profeterer Løgn i mit Navn, siger: "Jeg har drømt, jeg har drømt!" ²⁶ Hvor længe skal det vare? Har Profeterne, som profeterer Løgn og deres Hjertes Svig, mon i Sinde ²⁷ og higer de efter at få mit Folk til at glemme mit Navn ved de Drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres Fædre glemte mit Navn over Baal? ²⁸ Den Profet, som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed! Hvad har Strå med Kærne at gøre? lyder det fra Herren. ²⁹ Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra Herren, og som en Hammer, der knuser Fjelde? ³⁰ Se, derfor kommer jeg over Profeterne, lyder det fra Herren, de, som stjæler mine Ord fra hverandre. ³¹ Se, jeg kommer over Profeterne, lyder det fra Herren, de, som taler af sig selv og dog siger: "Så lyder def fra Herren." ³² Se, jeg kommer over Profeterne, som profeterer og udspreder Løgnedrømme, lyder det fra Herren, og vildleder mit Folk med deres Løgne og Pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem nogen Befaling; de bringer ikke dette Folk nogen Hjælp, lyder det fra Herren. ³³ Når dette Folk eller en Profet eller Præst spørger dig: "Hvad er Herrens Byrde?" skal du svare: "Byrden er I, men jeg kaster eder af," lyder det fra Herren. ³⁴ Og Profeten, Præsten og Folket, som siger "Herrens Byrde", den Mand og hans Hus vil jeg hjemsøge. ³⁵ Således skal I sige til hverandre, Mand til Mand: "Hvad svarede Herren?" og: "Hvad talede Herren?" ³⁶ Men om Herrens Byrde må I ikke mere tale, thi Byrden for enhver skal være hans eget Ord. Og I laver om på den levende Guds, Hærskarers Herres, vor Guds, Ord. ³⁷ Således skal du sige til Profeten: "Hvad svarede Herren?" og: "Hvad talede Herren?" ³⁸ Og dersom I siger: "Herrens Byrde" derfor, så siger Herren: Fordi I siger dette Ord: "Herrens Byrde", skønt jeg sendte eder det Bud: "I må ikke sige "Herrens Byrde!" ³⁹ se, derfor vil jeg løfte eder op og kaste eder og den By, jeg gav eder og eders Fædre, bort fra mit Åsyn ⁴⁰ og pålægge eder evig Skændsel og Spot, som aldrig glemmes.

9 ¹ Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."

² Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. ³ Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide. ⁴ Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. ⁵ Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en." ⁶ Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. ⁷ Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!" ⁸ Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. ¹⁰ Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde.

¹¹ Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?" ¹² Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. ¹³ Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."

¹⁴ Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. ¹⁵ Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham. ¹⁶ Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?" ¹⁷ Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd. ¹⁸ Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke." ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!" ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af; ²² og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!" ²³ Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror." ²⁴ Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp min Vantro!" ²⁵ Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!" ²⁶ Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: "Han er død." ²⁷ Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op. ²⁸ Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" ²⁹ Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste."

³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter." ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

³³ Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?" ³⁴ Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener." ³⁶ Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig."

³⁸ Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os." ³⁹ Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi den, som ikke er imod os, er for os. ⁴¹ Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn

⁴² Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.) ⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!"