M’Cheyne Bible Reading Plan

6 Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HerrenS Øjne, gav han dem syv År i Midjans Hånd. ² Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i Bjergene, Hulerne og Klippeborgene. ³ Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem ⁴ og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler; ⁵ thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det. ⁶ Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og Israelitterne råbte til Herren. ⁷ Men da Israelitterne råbte til Herren over Midjaniterne, ⁸ sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af Trællehuset, ⁹ jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land. ¹⁰ Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud; frygt ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min Røst!"

¹¹ Da kom Herrens Engel og satte sig under Egen i Ofra, som tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for Midjaniterne. ¹² Herrens Engel viste sig for ham og sagde til ham: "Herren er med dig, stærke Kriger!" ¹³ Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis Herren er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte Herren os ikke ud af Ægypten? Nu har Herren forstødt os og givet os i Midjans Hånd!" ¹⁴ Da vendte Herren sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg sender dig!" ¹⁵ Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit Fædrenehus!" ¹⁶ Han svarede ham: "Herren vil være med dig, og du skal hugge Midjaniterne ned alle som een!" ¹⁷ Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig; ¹⁸ gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal blive, til du kommer tilbage!"

¹⁹ Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham med det, ²⁰ sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde det. ²¹ Da udrakte Herrens Engel Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen og fortærede Kødet og Brødet; og Herrens Engel forsvandt for hans Blik. ²² Gideon skønnede nu, at det havde været Herrens Engel; og han sagde: "Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens Engel Ansigt til Ansigt!" ²³ Men Herren sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!" ²⁴ Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det "Herren er Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.

²⁵ Samme Nat sagde Herren til ham: "Tag ti af dine Trælle og en syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten om, som står derved; ²⁶ byg så af Stensætningen Herren din Gud et Alter på Toppen af Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!" ²⁷ Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som Herren bød ham; men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen. ²⁸ Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt, Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det nybyggede Alter, ²⁹ sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasjs Søn. ³⁰ Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget Asjerastøtten ved Siden af!" ³¹ Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!" ³² Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde: "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"

³³ Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten. ³⁴ Da iklædte Herrens Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og Abiezriterne fylkede sig om ham. ³⁵ Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op før at møde Fjenderne. ³⁶ Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet, ³⁷ så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet." ³⁸ Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede han Dug af det, en hel Skålfuld Vand. ³⁹ Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der falder Dug på Jorden rundt om!" ⁴⁰ Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der faldt Dug på Jorden rundt om.

10 Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske, ² en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, ³ han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!" ⁴ Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. ⁵ Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter. ⁶ Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet." ⁷ Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham. ⁸ Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. ⁹ Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time. 10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, ¹¹ og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden; ¹² og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. ¹³ Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!" ¹⁴ Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent." ¹⁵ Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!" ¹⁶ Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen. ¹⁷ Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. ¹⁸ Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde Herberge der. ¹⁹ Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se, der er tre Mænd, som søge efter dig; ²⁰ men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem." ²¹ Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?" ²² Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige." ²³ Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham. ²⁴ Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. ²⁵ Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. ²⁶ Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et Menneske." ²⁷ Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. ²⁸ Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. ²⁹ Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?" ³⁰ Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon, ³¹ og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. ³² Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer. ³³ Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren." ³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; ³⁵ men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; ³⁶ det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. ³⁷ I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, ³⁸ det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ³⁹ og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. ⁴⁰ Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, ⁴¹ ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. ⁴² Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. ⁴³ Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn." ⁴⁴ Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet. ⁴⁵ Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne; ⁴⁶ thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. ⁴⁷ Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?" ⁴⁸ Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.

19 Således sagde Herren: Gå hen og køb dig et krus hos pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med ² og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og udråb der de Ord, jeg taler til dig! ³ Du skal sige: Hør Herrens Ord, Judas Konger og Jerusalems Borgere: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg sender over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom, ⁴ fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries Blod, ⁵ og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og hvad aldrig var opkommet i min Tanke. ⁶ Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da dette Sted ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen. ⁷ Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens Dyr deres Lig til Føde. ⁸ Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal grue og spotte over alle dens Sår. ⁹ Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender og de, der står dem efter Livet, volder dem. ¹⁰ Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig, ¹¹ og sig til dem: Så siger Hærskarers Herre: Jeg vil knuse dette Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at jorde på ikke slår til. ¹² Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder det fra Herren, idet jeg gør denne By til et Tofet: ¹³ Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.

¹⁴ Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen Herren havde sendt ham for at profetere, og stod frenm i Forgården til Herrens Hus og sagde til alt Folket:

¹⁵ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, over denne By og alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte mine Ord.

5 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land. ² Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd. ³ Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. ⁴ Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. ⁵ Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten. ⁶ Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham ⁷ og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig." ⁸ Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!" ⁹ Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange." ¹⁰ Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet. ¹¹ Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede; ¹² og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem." ¹³ Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen ¹⁴ Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket. ¹⁵ Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede. ¹⁶ Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene. ¹⁷ Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn. ¹⁸ Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham. ¹⁹ Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig." ²⁰ Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

²¹ Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. ²² Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. ²³ Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!" ²⁴ Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. ²⁵ Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, ²⁶ og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. ²⁷ Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. ²⁸ Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst." ²⁹ Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage. ³⁰ Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?" ³¹ Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?" ³² Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette. ³³ Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. ³⁴ Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!" ³⁵ Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?" ³⁶ Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!" ³⁷ Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. ³⁸ Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. ³⁹ Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover." ⁴⁰ Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var. ⁴¹ Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!" ⁴² Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede ⁴³ Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.